Annonce
Ærø

Bryggeri, gymnast, koncertarrangør og frivillig ildsjæl: De løb med priserne på Ærø Rådhus

Byrådssalen var stuvende fuld, da der mandag aften blev uddelt priser på rådhuset. Foto: Lone Flügge
Mandag aften blev fire fornemme priser - handicapprisen, idrætsprisen, kulturprisen og frivilligprisen - uddelt på et overfyldt rådhus i Ærøskøbing. Her kan du se, hvem der fik priserne.

Ærø: Balkonen i byrådssalen måtte mandag aften i brug, da der var prisuddeling på rådhuset i Ærøskøbing.

Her skulle kommunens handicappris, idrætspris, kulturpris og frivillighedspris uddeles, og omkring 150 ærøboer var mødt op for at overvære prisuddelingen, skriver kulturmedarbejder Lone Flügge i en pressemeddelelse.

Handicapprisen gik til Rise Bryggeri, som var indstillet af brugere og personale i Ærøhuset. Brugerne havde skrevet følgende i indstillingen:

"En lille gruppe brugere i Ærøhuset har arbejdet på Rise Bryggeri siden foråret 2019. Rise Bryggeri har inddraget os i arbejdspladsen, så det har været muligt at udvælge de opgaver, som var mest meningsfulde og håndterbare for den enkelte bruger. Desuden har brugerne fået arbejdstøj med logo, som bæres med stolthed. Som udviklingshæmmet giver det selvtillid og livskvalitet at blive modtaget og inddraget på en arbejdsplads som Rise Bryggeri formår. Her oplever brugerne at være en ligeværdig kollega, som yder en betydningsfuld arbejdsopgave på arbejdspladsen, og denne værdsættelse giver en følelse af anerkendelse".

Idrætsprisen gik til Anni Thomsen, som er frivillig i Rise Idræts- og Skytteforening (RSI). Anni Thomsen var indstillet af RSIs bestyrelse, der blandt andet begrundede det med det store frivillige arbejde, hun har ydet igennem 40 år. Både som gymnastikinstruktør, bestyrelsesmedlem, kantinebestyrer og meget mere.

Kulturprisen, som blev uddelt af kultur- og socialudvalgsformand Minna Henriksen (SF), gik til Bjarne Jes Hansen, som var blevet indstillet af Marianne Rasmussen. Bjarne Jes Hansen har i de sidste 20 år stået for at arrangere klassiske koncerter på Søbygaard, og de har været af så høj kvalitet, at de også er blevet bemærket uden for Ærø.

Frivillighedsprisen gik til Marietta Larsen, som var blevet indstillet af Bente Svava Hansen. I indstillingen fremgår det, at Marietta Larsen er en sand ildsjæl i mange sammenhænge, hvor det handler om at støtte svage borgere. Hun har organiseret indsamlinger, arbejdet med at organisere besøgsvenner, hun har været frivillig hestetrækker til handicapridning og været primus motor i at arrangere juleaften for mennesker, der har behov for at være et sted denne aften.

Der var i alt indstillet 32 foreninger eller personer til de fire priser.

Annonce
Minna Henriksen (SF) i gang med at give Bjarne Jes Hansen årets kulturpris. Foto: Lone Flügge
Prismodtagerne på rad og række. Foto: Lone Flügge
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Lav en god færgeplan, der fremtidssikrer Ærø

Det er næsten fast arbejde for os på lokalredaktionen på Ærø at skrive om færger. Og det med god grund. Når man taler om kriterier for god journalistik, er væsentlighed et af de vigtigste. Og færgerne er i den grad væsentlige for ærøboerne. Færgen er livsnerven, øens puls og forbindelseslinjen til fastlandet. Hvis man som udefrakommende skal forstå, hvor vigtige færgerne er for ærøboerne, skal man bare se til Marstal, hvor et privat initiativ helt utroligt har formået at genskabe ruten mellem Marstal og Rudkøbing. Nu er Marstal ikke længere en blindtarm eller verdens ende, sådan som flere har beskrevet byen, siden færgen forsvandt. Alle kan være enige om, at færger er vigtige, men der hører enigheden som regel også op. Ligesom der er mandagstrænere efter enhver fodboldkamp, er der også 6000 sofafærgedirektører. Men alene af den grund er det med velberåd hu, at Ærø Kommune, som jo driver Ærøfærgerne, nu sætter gang i en plan for, hvordan fremtidens kommunale færgestruktur skal se ud. Borgmesteren havde ellers ønsket at vente med arbejdet, til der er nogle konkrete erfaringer fra den private konkurrent, Ærøxpressen. Men Mads Boeberg Hansen (K) insisterede på, at man skal begynde at diskutere det allerede nu, og det er en god idé. Naturligvis er det en fin idé at tage bestik af, hvilke konsekvenser den private konkurrent får for den kommunale færgefart. Men der er intet til hinder for, at man begynder at diskutere andre ting allerede nu. Er det for eksempel en god idé at sejle til Ballen eller Lehnskov, og har den plan, som før har været diskuteret og skrinlagt igen, overhovedet gang på jord? Skal de fremtidige kommunale færger være eldrevne eller hybride? Skal færgerne være større end de nuværende tvillingefærger? Og bør man planlægge en løbende udskiftning, sådan som færgedirektør Keld Møller foreslår? Der er nok at tage fat på, og den diskussion kan ligeså godt begynde nu. Der er ingen, der siger, at det, man beslutter nu, skal være bindende. Men bare det at åbne snakken kan føre nye pointer og indsigter med sig, som kan kvalificere debatten og dermed beslutningerne. Og når det kommer til at kvalificere beslutningerne, kunne det måske være en god idé at inddrage ekspertise og fagpersoner udenøs fra for at få nogle friske øjne, der ikke har aktier i ærøsk færgefart, på. Og kunne man forestille sig at inddrage ærøboerne mere, end man har tradition for? Meget tyder i hvert fald på, at færgerne og driften af dem har en vital betydning for ærøboernes livskvalitet og også for bosætning. Derfor bør politikerne i vidt omfang også forsøge at tænke nyt for at tilgodese ærøboer i almindelighed og pendlere i særdeleshed. Hvis bedre færgefart kan holde på flere borgere og måske endda tiltrække flere til øen, vil det da være smukt.

Ærø

Lykkelig tilflytter på Ærø: - Jeg er så glad for vores børnehave, som er fuld af nærvær og tryghed

112

Ruder knust: Fem indbrud i biler i Svendborg

Annonce