Annonce
Langeland

Brugsforening frikendt for ulovlig tobaksreklame: Forældelsesfristen blev overskredet

Uddeler Kim Behnfeld Jensen er glad for, at brugsforeningen slipper for en bøde, men ville godt have haft, at dommeren havde vurderet sagen og ikke blot ladet den falde på forældelse. Arkivfoto: Birger Vogelius
Myndighederne havde overskredet forældelsesfrist på to år - brugsforening slipper for bøde

RUDKØBING: Rudkøbing Brugsforening er blevet frifundet for at have reklameret ulovligt for tobak. Forbrugerombudsmanden havde krævet brugsforeningen idømt en bøde på 40.000 kroner, men sagen blev fundet forældet af Retten i Svendborg, der kom med sin dom torsdag.

Der var tale om en annonce fra Super Brugsen Rudkøbing, bragt i Øboen i sommeren 2016 i den uge, hvor der var Langelandsfestival. En cigaretreklame fyldte cirka en sjettedel af annoncen.

Super Brugsen Rudkøbing var året før løbet tør for en række nye cigaretmærker i festivalugen, og i annoncen gjorde en ansat opmærksom på, at hun havde sørget for at have alle mærker i butikken, og at der var bestilt rigeligt hjem.

Det er en overtrædelse af loven mod forbud mod reklamer for tobak, hvilket brugsuddeler Kim Behnfeld Jensen blankt erkendte, da sagen blev domsforhandlet i sidste uge ved Retten i Svendborg. Hertil var sagen kommet, fordi han mente, at den bøde, som politiet efter krav fra Forbrugerombudsmanden ville give ham, netop 40.000 kroner, var alt for voldsom, set i forhold til forseelsens omfang, samt hvor langt annoncen var nået ud. Øboen har et oplag på 12.200 eksemplarer, og det viste sig, at der var tale om et mersalg af cigaretter på blot 1629 kroner i forhold til samme uge året før.

Annonce

Begrundelser fra dommen

Her nogle vigtige datoer i forløbet:

Institutionen Forbrugerombudsmanden henvendte sig til Rudkøbing Brugsforening 12. september 2016 for at høre om eventuelle bemærkninger til en mulig overtrædelse af loven om forbud mod tobaksreklamer i ugeavisen Øboen i juli samme år.

Brugsforeningen svarede 4. oktober dette år, altså cirka tre uger efter, og her erkendte man forholdene.

Forbrugerombudsmanden gik til Fyns Politi 19. december 2016 og bad politiet sigte brugsforeningen. Dette skete så 15. november 2017, hvor politiet samtidig foretog afhøring af uddeleren. Samme dato blev forældelsesfristen på to år sat på pause.

Afhøringen blev sendt til udtalelse hos Forbrugerombudsmanden, og 9. marts 2018 kom der en udtalelse derfra. Herunder at Forbrugerombudsmanden fastholdt bødekravet mod brugsforeningen på 40.000 kroner.

Retten i Svendborg antager i sin dom, at Fyns Politi derpå skønnede, at det ikke var nødvendigt med yderligere efterforskning, og at man kunne gøre klar til at rejse tiltale i sagen.

Sagen blev dog først indbragt for retten 28. august 2019. Det var altså 20 måneder efter sigtelsen og 16 måneder efter sidste udtalelse fra Forbrugerombudsmanden, bemærkes det i dommen. Det var også tre år efter, at den ulovlige tobaksreklame havde været bragt.

Retten finder på den baggrund, at forfølgelsen af sagen i perioden efter sigtelsen reelt har været standset på ubestemt tid. Retten bemærker, at sagen drejer sig om et simpelt bødeforlæg, hvor brugsforeningen havde erkendt forholdet og ikke har gjort noget for at undgå, at myndighederne forfulgte sagen.

På den baggrund træder forældelsen i kraft, lyder dommen.

Dobbelt smag i munden

Kim Behnfeld Jensen har det en smule ambivalent med dommen.

- Nu skal jeg jo lige tage det forbehold, at anklageren har 14 dage til at anke dommen i. På den ene side er jeg selvfølgelig glad for at slippe for en bøde på 40.000 kroner, som jeg har følt ville være "helt hen i skoven", som jeg også sagde i retten. På den anden side ville det have været rart at høre dommerens vurdering af det her i stedet for at blive frikendt på grund af en teknikalitet, siger Kim Behnfeld Jensen og fortsætter:

- Jeg har ikke så høje tanker om mig selv, at jeg tror, at en dom til Kim fra Super Brugesen Rudkøbing kan danne præcedens i Danmark, men jeg ville godt have haft, at der lå anden praksis på området end en afgørelse mod en pizzamand, der har skyndt sig at acceptere en bøde på 30.000 kroner for at undgå en tur i retten.

Øboen har på intet tidspunkt været involveret i bødeforlægget eller den efterfølgende retssag. Men sagen er naturligvis bemærket i bladhuset. Dommen er forelagt salgschef Mogens Balle Jørgensen fra Fyns Amts Avis med tilhørende ugeaviser, herunder Øboen.

- Selve den konkrete sag har jeg ingen kommentarer til. Den er så gammel, at den daværende daglige leder ikke længere er på Øboen eller i Jysk Fynske Medier i det hele taget. Men generelt er vore rådgivere og supportere meget opmærksomme på at overholde reglerne og holde øje med ny lovgivning på området, siger Mogens Balle Jørgensen.

Fyns Amts Avis har også været i kontakt med jurist og fuldmægtig Maria Asmussen, Forbrugerombudsmanden, der førte sagen i Retten i Svendborg på vegne af anklagemyndigheden.

- Vi har noteret os, at brugsforeningen er frifundet, begrundet i den tid, der var gået, fra sigtelsen blev rejst til tiltalen, og den tid, der var gået fra annoncen, til sagen kom i retten. Men vi har ikke haft tid til at vende sagen her i huset eller med anklagemyndigheden, så jeg kan ikke udtale mig om en eventuel anke, siger Maria Asmussen.

Hun fastholder, at Forbrugerombudsmanden har fokus på sagsbehandlingstiden.

- Vi gør selvfølgelig, hvad vi kan for at få løst sager så hurtigt som muligt. Hvad der er sket i den konkrete sag, ved jeg ikke, tilføjer Maria Asmussen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Sæt fuld turbo på turismen

Indimellem kan man stadig høre folk her på egnen vrænge lidt af turismen her - som om det ikke var et rigtigt erhverv. Den slags ord falder tit, når snakken falder på, hvad området skal leve af fremover - og her må man forstå, at vi ikke "skal rende rundt i nationaldragter", men noget "rigtig produktion" ville være bedre. Den slags ytringer er ikke bare dumsmarte og forældede, men også direkte skadelige for vores egns udvikling. Fordi vi har brug for turisterne. Derfor er det godt nyt, at man med de seneste opgjorte tal for Langeland kan se en meget positiv udvikling. Øen er nu den næstmest populære kommune for turisterne i forhold til antallet af overnatninger. Det er især tyskerne, der er vilde med den lange ø - de tegner sig for næsten halvdelen af de godt 500.000 overnatninger, der var sidste år. På Ærø er tallene knap så gode og viser en lille tilbagegang i forhold til året før, men her er til gengæld optimisme og tro på fremtiden, fremgår det blandt andet af øens turist- og erhvervsdirektørs nyhedsbrev. Nedgangen tilskrives nedgangen i bryllupsindustrien, som ellers har varmet godt i lavsæsonen i foråret og efteråret. Til gengæld er der tro på, at det med den forøgede færgekapacitet er muligt at tiltrække endnu flere turister den kommende sæson, og modsat manges og ikke mindst indenrigsministerens opfattelse, så melder øen om kapacitet til endnu flere turister. Det er værd at notere sig i den on-going debat om landevejsprincippet, der som bekendt fortsat ikke gælder hele året, netop med henvisning til, at nogle øer ikke ville kunne klare flere turister. Med hensyn til de sydfynske øer kan man vist roligt sige, at man godt kan rumme flere turister - og at der er i den grad er brug for det i vores erhvervsudvikling. Det er afgørende vigtigt, at vi alle har det store potentiale for øje, når vi snakker udvikling af området. Det handler ikke kun om udvikling for os lokale eller for tilflyttere, men i særdeles også om de gæster, vi kan tiltrække til at tage del i livet her - gerne hele året rundt. Så med den store vækst, der er igen er set inden for turismen bredt set i Danmark sidste år, så er det bare med at sætte turboen på også her. Og det gælder i øvrigt også for os selv: Micro-eventyr og stay-cation er jo ikke længere nye begreber, selvom de lyder som sådan. Det handler bare om at være turist på egen egn. Og måske det var værd lige at tjekke de sydfynske øer til næste weekendtur eller måske sommerferie. For turisterhvervet her har ret meget at byde på - også selvom de ikke går i nationaldragter...

Annonce