Annonce
Broken News

Broken News: Mette F. forlænger september med en måned

Sundheds- og kalenderminister Magnus Heunickes grafik med de to velkendte kurver illustrerer tydeligt, hvorfor det er nødvendigt at overføre de 31 dage i oktober til september. Illustration: Mikkel Damsgård Petersen
September har ikke dage nok til de mange udskudte arrangementer. For at lette presset på især børnefamilier udvides september fra 30 til 61 dage.

Forældremøder, forårskoncerter og fællesspisninger. Generalforsamlinger, grillfester og gymnastikopvisninger. Pokalfinaler, skole-hjem-samtaler og festivaler.

Listen over møder og arrangementer, der er udskudt til september på grund af coronakrisen, er uden ende, og det giver et voldsomt pres på danske familiers planlægningskalendre.

Er det et dilemma, du også kender til, vil statsmininisterens seneste beslutning glæde dig.

Annonce

I skal holde ud

På et pressemøde her til morgen talte statsminister Mette Frederiksen (S) direkte til de mange danske børnefamilier:

- Det, jeg siger nu, er ikke let. Men det vil lette mange. Jeg har i samråd med Sundhedsstyrelsen og Kalenderstyrelsen besluttet at overføre de 31 dage i oktober til september, som dermed bliver 61 dage lang. Det vil give alle - og især de mange børnefamilier - bedre tid til at nå det hele. I skal holde ud. I skal holde ved. Og I skal holde de møder, I har planlagt, opfordrede Mette Frederiksen.

Pres på kalenderen

Sundheds- og kalenderminister Magnus Heunicke (S) forklarede beslutningen om at forlænge september ved hjælp af to kurver:

- Ved at forlænge september fra 30 til 61 dage undgår vi den ophobning af arrangementer, I kan se som den stejle røde kurve. I stedet kan vi afvikle alle arrangementer, så vi følger den fladere, grønne kurve, hvor vi undgår, at danske familiers kalenderkapacitet bryder sammen, sagde Magnus Heunicke.

Han tilføjede, at et fynsk kalenderfirma allerede har tilbudt at fremstille tre millioner oktoberløse kalendre, som vil blive husstandsomdelt gratis hen over sommeren.

Ingen oktoberfester

Året 2020 får altså i Danmark ingen oktober måned.

Det betyder blandt andet, at oktoberfester bliver til septemberfester. Halloween falder ikke sidste aften i oktober, men lørdag den 61. september.

Skolernes efterårsferie ligger som altid i uge 42 og varer i år fra fredag den 39. september til og med søndag den 48. september.

Broken News er satire. Enhver lighed med kendte steder, begivenheder eller livsformer kan være tilsigtet og må ikke forveksles med journalistik. For ellers …

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ærø

Klumme: Jeg har arvet en guldbarre

Annonce