Annonce
Danmark

Bredbåndspuljen er i fare: Forstå forløbet på fem minutter

Bredbåndspuljen har de seneste år haft et budget på omkring 100 millioner kroner. I regeringens finanslovsudspil for 2020, er der afsat 0 kroner til puljen. Foto: Lasse Hansen
Regeringen har ikke afsat midler til, at bredbåndspuljen kan fortsætte i 2020. Det vækker kritik fra provinsborgmestre og landdistriktsorganisationer, der frygter det vil få store konsekvenser for bosætning og erhvervsudvikling, hvis puljen ikke fortsætter. Her får du overblikket over forløbet, siden puljens oprettelse i 2016.

Brødtekst

Annonce

1. Bredbåndspuljen ser dagens lys

Bredbåndspuljen blev oprettet i 2016 som en del af den politiske aftale Vækst og udvikling i hele Danmark. Det var en aftale, den daværende regering indgik med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. I puljens første leveår blev der afsat 80 millioner kroner, mens der var afsat 40 millioner kroner i 2017. Derefter skulle puljen evalueres for at se, om de resterende midler - 40 millioner kroner i 2018 og 40 millioner kroner i 2019 - skulle realiseres.

2. Bredbåndspuljen målrettes yderområder

Efter evalueringen i 2017 besluttede alle Folketingets partier at hæve puljens budget til omkring 100 millioner kroner i 2018. Det skete med den politiske aftale Bredbånd og mobil i digital topklasse – fremtidens telepolitik for hele Danmark. Der havde været kritik af, at en del af puljens midler var gået til forbedring af bredbånd på adresser i byerne, hvor markedskræfterne selv ville kunne komme ud. Derfor besluttede partierne, at puljen skulle målrettes mere mod tyndt befolkede dele af landet.

Det betød, at byzoneadresser i de såkaldte bykommuner ikke længere kunne søge om tilskud fra bredbåndspuljen. Samtidig blev der tilføjet et nyt kriterie, så projekter med en stor andelen af landzone-adresser i land- og yderkommuner havde større chance for at komme i betragtning til puljemidlerne. Egenbetalingen pr. husstand blev samtidig øget fra 2000 til 4000 kroner.

3. Bredbåndspuljen er i fare

I regeringens finanslovsudspil, som den netop har fremlagt, er der ikke afsat midler til, at bredbåndspuljen kan fortsætte i 2020. Efter avisen Danmark stillede spørgsmål til nedlæggelsen af bredbåndspuljen til præsentationen af udspillet, har regeringen fremrykket den evaluering af puljen, den har varslet. Det betyder, at politikerne kan nå at afsætte penge til puljen, inden finansloven vedtages, hvis evalueringen er positiv.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

112

Uheld på Svendborgmotorvejen

Annonce