Annonce
Fyn

Borgmester til kamp for tredje Lillebæltsbro: Trafikken sander til om få år

Fem år tog det at bygge den nye Lillebæltsbro, der blev indviet i 1970 og er 1,7 km. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Hverken en Als-Fyn-bro eller en Kattegatbro kan fjerne behovet for en ny Lillebæltsbro, mener borgmester i Middelfart Kommune.

Over 85.000 kører hver dag over den nye Lillebæltsbro, når samfundet ikke er lukket ned. Det tal er steget år for år, og senest i 2030 vil der være alvorlige køproblemer på broen.

Det forudser borgmester i Middelfart Kommune, Johannes Lundsfryd (S), der ikke mener, at problemerne vil kunne løses med en Fyn-Als-bro.

- Se nu på, hvor trafikken er. Det handler om hverdagen for tusindvis af mennesker, der skal kunne komme frem og tilbage på arbejde, og det handler om at tilgodese de mange virksomheder i Trekantområdet, der skaber en masse job, siger han.

Men området er jo netop i vækst, skulle man så ikke i stedet styrke yderområder, som en Fyn-Als-bro vil kunne gøre?

- Jeg har stor sympati for Fyn-Als-broen som en bro til at skabe regional udvikling, men ikke til at løse trafikproblemer, siger Johannes Lundsfryd.

Annonce

Kattegatbro ikke nok

En analyse, Vejdirektoratet stod bag i 2019, viste ellers, at en bro mellem Als og Fyn kan aflaste Lillebæltsbroen med næsten ni procent af trafikken.

- Der er usikkerhed om tallene, men uanset hvad vil en Fyn-Als-bro blot udskyde behovet for en Lillebæltsbro med nogle få år, fordi trafikken stiger år for år, siger Johannes Lundsfryd.


Det handler om hverdagen for tusindvis af mennesker, der skal kunne frem og tilbage på arbejde

Johannes Lundsfryd, borgmester Middelfart


Han mener heller ikke, at en ny Kattegatbro vil kunne løse kommende trængsel på Lillebæltsbroen.

- Den vil også blot udskyde behovet for en Lillebæltsbro med nogle år, og problemet er også, at Lillebæltsbroen under alle omstændigheder vil sande til langt før, en mulig Kattegatbro er bygget, siger Middelfart-borgmesteren.

Annonce

Fem års byggeri

Han håber, at der i de kommende trafikforhandlinger på Christiansborg vil blive sat penge af til en mere dybtgående undersøgelse af en Lillebæltsbro, så byggeriet hurtigst muligt kan gå i gang.

Den nyeste Lillebæltsbro tog fem år at opføre, og en ny tredje Lillebæltsbro ventes at koste cirka seks milliarder.

Spørgsmål til ministeren

Borgmester Johannes Lundsfryd beder transportminister Benny Engelbrecht svare på dette spørgsmål, når ministeren deltager i læsermøde på fyens.dk torsdag 4. marts kl. 19-20.

Hvordan vil du løse problemerne med kritisk trængsel på Lillebæltsbroen om få år?

Tidligere har også en bro mellem Bogense og Juelsminde været i spil. Den blev for eksempel på et tidspunkt støttet af tidligere Odense-borgmester Anker Boye, men siden er skabt fælles fynsk fodslag blandt de ti borgmestre, så en parallel Lillebæltsbro er på deres fælles ønskeseddel.

Trafikken på Lillebælt

  • Trafikken på Lillebæltsbroen var på hverdage i 2019 på 88.000 biler.
  • Der kører 25.000 pendlere over broen hver dag.
  • Trafikken er fra 2009 til 2019 steget med cirka 35 procent.
  • Der forudses kritisk trængsel senest i 2030.
  • Det rådgivende firma Cowi har for de syv kommuner i Trekantområdet Danmark lavet en analyse af trafikken, der viser, at mindst 80 procent starter eller slutter i enten Trekantområdet eller Fyn.
  • En ny tredje Lillebæltsbro ventes at koste cirka seks milliarder.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Navne

Så er de klar til at bygge dit nye hjem

Annonce