Svendborg: Budskabet står han ved, men han bryder sig ikke om sværhedsgraden.
Det er sådan, Svendborg-borgmester Bo Hansen (S) har det med det brev, som Svendborg Kommune sendte til beboerne på i alt syv adresser i Erhvervsområde Vest i Svendborg 12. februar.
Kogt ind til en fond var budskabet, at de syv adresser muligvis er ulovligt beboet, eftersom lokalplanen for området dikterer, at man skal drive erhverv på ejendommen. Hvilket ingen på de pågældende adresser gør.
Svært forståeligt
I brevet kunne beboerne blandt andet læse, at: "Boligen er omfattet af lokalplan nr. 146. Opført efter tidligere tillæg 2 til byplanvedtægt nr. 15-1965, som principielt indeholder samme bestemmelse i §2 vedr. tilknytningskrav til virksomheden som lokalplan nr. 146 §3, stk. 3".
Bo Hansen (S), borgmester i Svendborg KommuneJeg tænker, at alle, når de har læst brevet, er nødt til at læse det en gang til
Sådan en flyder man ikke lige igennem, og borgmesteren er da heller ikke begejstret.
- Jeg tænker, at alle, når de har læst brevet, er nødt til at læse det en gang til. Vi er nødt til at skrive mere forståeligt - især når budskabet er så alvorligt som her, siger Bo Hansen, der oplyser, at han har haft en snak med kommunaldirektør Erik Bendorf.
- Jeg har bedt ham om at formidle budskabet videre. Vi skal gøre det bedre. Vi skal kunne skrive i menneskesprog, så det ikke skaber usikkerhed hos den borger, det handler om, siger han.
Dilemmafyldt
Til gengæld står Bo Hansen ved det overordnede budskab, om end han kalder problemstillingen "enormt dilemmafyldt".
Han peger på, at en borger vedvarende har klaget over støj og i den forbindelse har gjort opmærksom på, at der bor masser af mennesker i området.
- Når vi det at vide, har vi pligt til at følge op og afdække den relation, som beboerne måtte have eller ikke have til en virksomhed på adressen, siger borgmesteren.
Undersøgelsen har blotlagt, at lokalplanen bliver overtrådt på syv adresser, hvilket altså har ført til, at der er sendt breve ud.
Løser ikke noget
På seneste kommunalbestyrelsesmøde foreslog Venstre, at sagen skulle sættes i bero, til det er undersøgt, hvad der så at sige er op og ned.
Det ser Bo Hansen ikke for sig.
- Jeg synes ikke, det giver mening at undersøge, om høringsfristen blev overholdt, da lokalplanen blev vedtaget i 1985. Det med at gå ind i det historiske forløb kommer ikke til at løse noget, siger han om forslaget, som han stemte imod, og som faldt med stemmerne 16-13.
- Jeg kunne godt være fristet til at bede Venstre om at give et bud på en løsning. For løsningen må jo så være, at vi fjerner virksomhederne fra området. Gør vi det, skal vi skabe nye rammer for dem eller måske bygge en ny vej, og så snakker vi rigtig mange penge, siger borgmesteren, som mener, at der reelt kun er en farbar vej.
- Vi skal gøre det fornuftige: Søge lovliggørelsen. Eventuelt ved at give dispensation, så folk kan blive boende, siger borgmesteren, der dog ikke tør udstede en garanti for, at det vil ske.
- Det beror på en konkret vurdering af hver af de syv sager, lyder det.