Annonce
Fyn

Borgere i Vollsmose kræver handling efter skyderier: - Nogen har sovet i timen

Shabaz Aslam, cheftræner i Vollsmose Boxing, var en af de beboere, der mandag aften mødte op til dialogmøde i Vollsmose. Han er træt af tomme løfter. - Folk har fået nok, der sker jo ikke noget, sagde han. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Mandag aften havde Fyns Politi og Odense Kommune inviteret til dialogmøder i Vollsmose i håb om at få de lokales hjælp til at opklare onsdagens skuddrab, men også for at forebygge, at det sker igen. Blandt de fremmødte var flere frustrerede borgere, der savnede konkrete handlingsforslag.
Annonce

"Vollsmose er presset i bund". "Vi kan ikke mere".

Sådan lød det fra flere borgere, rollemodeller og meningsdannere i Vollsmose, der mandag aften var mødt op til dialogmøde i bydelen.

Formålet med møderne, der var arrangeret af Odense Kommune og Fyns Politi, var først og fremmest at tage hånd om den eskalerende konflikt i Vollsmose. I onsdags blev en 31-årig mand skudt og dræbt foran sit hjem i Egeparken, selvom han efter alt at dømme intet har med den verserende bandekrig at gøre.

En af dem, der var mødt op for at diskutere situationen i bydelen, var cheftræner Shahbaz Aslam fra Vollsmose Boxing.

- Vi har brug for at snakke om det her, for vi alle er meget frustrerede. Vi bor næsten 10.000 mennesker herude, der bliver holdt som gidsler i andres krig.  Vi får hele tiden at vide, at det lige pludselig er eskaleret, men det er ikke opstået fra den ene dag til den anden. Nogen har sovet i timen, og vi har fået nok. Nu skal der handling til, siger han.

Han efterlyser blandt andet flere ressourcer til de ildsjæle og rollemodeller, der kan gøre en forskel for især de unge i Vollsmose.

Samme melding kom fra Rina Krøyer fra Egeparken, der er en af borgerne bag gruppen "Vollsmose sammen mod vold".

- Man har lukket en stor del af vores ungdomsklubber og væresteder, fordi Vollsmose er under afvikling. Men samtidig skælder man de unge ud over, at de render på gaden, selvom de ikke har andre steder at være. Det betyder, at banderne har fred til at rekruttere. Det er en ond cirkel, mener hun.

Den skal brydes, og der skal først og fremmest gøres noget ved den hårde kerne i bydelen.

- Boligforeningerne skal simpelthen smide alle de kriminelle ud, der har relationer til bandemiljøet. Lige nu er de klumpet sammen som fluer om hestepærer, og det gør os i Vollsmose meget udsatte, mener hun.

Dialogmøderne

Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) og politidirektør i Fyns Politi Arne Gram tog mandag aften initiativ til tre dialogmøder i Vollsmose.

Møderne fandt sted i Korsløkkens Beboerhus, Vollsmose Kulturhus og Camp U, hvor repræsentanter fra lokale foreninger, børnehuse og plejehjem samt meningsdannere fra det somaliske miljø vil være til stede. 

Initiativet blev taget, fordi der onsdag i sidste uge igen var skyderier relateret til den verserende bandekrig.

Under skyderiet blev den 31-årige Abdinur Mohamed Ismail, bosat i Egeparken, dræbt. Han havde ingen relation til de to grupper.

Også en anden mand blev alvorligt såret.

Annonce

Talstærkt tilstede

Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) er enig i, at boligforeningerne skal gøres brug af deres muligheder for at smide kriminelle ud af bydelen.

- Hvis de finder en anledning til at gøre det i denne her sag, så har jeg også en klar forventning om, at de vil gøre det, lyder det fra borgmesteren.

Han er dog ikke enig i, at der ikke bliver gjort noget for at sikre tryghed i Vollsmose.

- Både politi og SSP er talstærkt tilstede i området - mere end nogensinde før. Dét, at en fuldstændig udenforstående i bandekonflikten er blevet myrdet, må bare ikke ske, og derfor vil vi gerne signalere som myndighed, at vi gør rigtig meget. Der er også fritidsaktiviteter for de unge. Vi skruer ovenikøbet op henover sommeren, fordi vi ved, at mange ikke rejser ud af landet på grund af corona, siger han.


Boligforeningerne skal simpelthen smide alle de kriminelle ud, der har relationer til bandemiljøet. Lige nu er de klumpet sammen som fluer om hestepærer, og det gør os i Vollsmose meget udsatte.

Rina Krøyer, beboer i Egeparken


Men skal det lykkedes at komme bandekonflikten til livs, har politiet brug for borgernes hjælp, understreger Peter Rahbæk Juel.

- Det er vigtigt, at civilsamfundet også er med til at løse den her opgave og signalerer, hvad det er for en bydel, de vil have, siger han.

Annonce

Henvend jer til politiet

Både han og politidirektør Arne Gram fra Fyns Politi, der også deltog i mødet, opfordrede derfor til, at alle med oplysninger om sagen henvender sig til politiet.

- Det var vigtigt for mig at forklare, at civilsamfundet er en del af løsningen selv. Jeg har derfor appeleret til, at alle, der ligger inde med oplysninger, som vi rent politimæssigt kan bruge i opklaringen, kommer til os, lyder det fra politidirektøren.

Han kan dog ikke garantere, at et lignende skyderi ikke kan ske igen.

- Det kan ingen love, men vi håber selvfølgelig, at det her var en enlig svale, selvom det er dybt tragisk. Jeg kan til gengæld love, at vi er talstærkt tilstede, og at vi gør alt, hvad vi kan for at opklare drabet. Og vi appelerer til, at området selv er med til at løse det her og ikke lukker sig om sig selv.

Politidirektøren ønskede ikke at svare på, hvorvidt man har mistænkte i sagen.

Har man tip informationer, teknisk materiale - fotos, videooptagelser eller andet - der kan hjælpe efterforskningen, kan det sendes anonymt via politiets hjemmeside https://politi.dk/anmeld/tip-politiet. Det kan gøres direkte fra en mobiltelefon.

Ligger man inde med videoklip kan disse sende til Fyns Politi på e-mailen: FYN@politi.dk. Her er man dog ikke garanteret anonymitet.

Fyns Politi har indført både visitationszone og skærpet strafzone efter de to skudepisoder. Politiet lover også at være markant mere til stede i området i den kommende tid.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg For abonnenter

Tillidsmand rystet over lukning af kraftvarmeværk: - Vi troede, vi havde frem til 2024. Nu får vi travlt med at omskole os

Annonce