Annonce
Søsiden

Bonavista gør klar i Svendborg: Stadig uvist om den stationeres i Marstal

Bonavista-holdet i Svendborg: Skipper Martin Andersen, matros Sebastian Sisbo, bedstemand Maja Holst og frivillig Dicte Skydsgaard. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Nationalmuseets skonnert på bedding hos Ring-Andersen

SVENDBORG: Et statsligt splitflag med hvid krone vajer flot fra stormasten på Bonavista, mens den ligger til forårsklargøring hos Ring-Andersen i Svendborg.

Da Koøjet var om bord på Nationalmuseets tomast-skonnert, var mandskabet i fuld sving. Skipper Martin Andersen sad i aktivitet på kæderne ved bovsprydet, bedstemand Maja Holst og matros Sebastian Sisbo stod på en flåde og sleb omkring agterskibet. Frivillig Dicte Skydsgaard malede lønning.

Skipper Martin Andersen bakser ved Bonavistas forgrejer. Foto: Søren Stidsholt Nielsen

Under Svendborg-opholdet skal Bonavista på bedding og have en omgang under bunden. Foruden det rutinemæssige skal et støjproblem omkring propellen søges løst.

Annonce

- Bonavista er både godkendt som et bevaringsværdigt skib, og så skal det leve op til en række krav i nutiden, bl. a. vedr. støj. Det giver os udfordringer. Nu prøver vi så at gøre noget ved det, også med indvendig støjisolering, forklarer Martin Andersen.


Den sejler hurtigt og godt, også på kryds og i medsø.

Martin Andersen, skipper på Bonavista


Den restriktive corona-sommer sidste år var Bonavistas første sæson efter det 20-årige oplægger -og byggeforløb i Marstal:

- Den sejler hurtigt og godt, også på kryds og i medsø. Faktisk bedre end jeg havde ventet, men vi har også justeret en del ting, fortæller Martin Andersen.

Sidst i april sejler Bonavista fra Svendborg til Nationalmuseets skibsbase i Holbæk. Om Bonavista kommer vedvarende tilbage til den officielle hjemhavn Marstal er endnu uafklaret. Det oplyser Nationalmuseets chef for området søfart og maritime håndværk, Peter Henningsen. Sagen er kompliceret, og der arbejdes stadig på at finde en brugbar model.

Museets skipper Martin Andersen satser på, at Bonavista i det mindste vil anløbe Marstal i løbet af sommeren.

I kalenderen står også forventet deltagelse i sommerens traditionelle sejladser Fyn Rundt og Limfjorden Rundt samt bl.a. lejrskoleture og charter.

- Vi har også gang i en ny maritim fagpakke med sejlads for 10. klasser i Holbæk Kommune, siger Martin Andersen.

Travlhed på flåden ved agterenden: Bedstemand Maja Holst og matros Sebastian Sisbo igang med slibeværktøjet. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Faaborg-Midtfyn For abonnenter

Møder massiv kritik: Ingen vil have jobbet - nu søger kommune politibetjente til at passe voldsom og autistisk borger

Annonce