Annonce
Kultur

Bogkassen: Endnu en gang gjorde man et barn fortræd

Romanen om Ilona er en alvorlig, varm menneskelig historie. Pr-foto
Den gamle søulk Hans Villund debuterer som romanforfatter med en enkel, men gribende bog om en lille flygtning fra Ungarn.

Boganmeldelse: Det er på én gang vanskeligt og næsten for nemt at blande dokumentar og fiktion, virkelighed og fantasi. At tage fat i en virkelig historie og så ellers hoppe ind i fantasiens verden, hvis virkeligheden bliver for tåget – eller for kedeligt. Lyder let. Men det er altid vanskeligt at tage det bedste fra to verdener.

Ikke desto mindre er det lykkedes for den tidligere værftsdirektør og søulk, Hans Villund, med romanen ”Ilona – Pigen fra Ungarn”.

Villund har lånt fra virkeligheden. Nemlig fra sin egen barndom, da forældrene i København tog imod en lille, otteårig pige fra Ungarn. En af de elendige skæbner, der drev rundt i kølvandet på russernes forfærdelige overfald på Ungarn og ungarerne i 1956. Otte år – udsultet, forældreløs, voldtaget. Som otteårig!

Ilona hed pigen, der blev nær forbundet med den jævnaldrende søn i huset. Hun var kun i Danmark nogle måneder, så kom hun tilbage til Ungarn og var ung, mens modstanden mod russerne på ny blussede op. Hun blev fængslet, sad indespærret i fire år – blev løsladt – og fik arbejde på et hotel. Først som gangpige, så i køkkenet – og så i receptionen. I Villunds bog ender hun som receptionschef på et stort, godt hotel i Budapest.

Annonce
Hans Villund, gammel søulk, der debuterer som romanforfatter. Foto: Klaus Madsen

Vi kommer tæt på

Det er en gribende historie, fordi den fortæller, hvor forfærdeligt, livet i Østeuropa kunne være, før murens fald. Hvor iskoldt og menneskefjendsk russerne behandlede de folk, de undertrykte. Hvordan de behandlede kvinder. Og hvor rædselsfuldt børnene nu og da havde det. I dag er russernes rædsler ikke længere hemmeligheder. Vi ved, hvad de gjorde. Alligevel gør det ondt langt ind i sjælen, når den dokumentariske viden, vi alle sammen har fra bøger, fra film, fra tv – bliver omformet til fiktion, til fantasi – til en roman. Fordi vi kommer så tæt på personer. Fordi rædslerne menneskeliggøres undervejs.

Det lykkes for Hans Villund at dreje historien om Ilona – pigen på de tynde ben, der i nogle måneder boede sammen med ham, da han var lille – i en retning, så den træffer med stor kraft. Det er en vedkommende, gribende roman, Villund har skrevet.

Han er en erfaren skribent. Men hans tidligere bøger har alle haft forbindelse til havet, til hans store lidenskab – skibe. Villund er oprindelig uddannet bådbygger, men var i en årrække direktør for et skibsværft på Ærø – og har brugt det meste af fritiden på vandet. Han har gennem mere end en snes år redigeret båd- og sejlstof i flere provinsaviser.

Romanen om Ilona er en alvorlig, varm menneskelig historie – og den fortjente at blive skrevet. Det er gjort i stram form, meget konkret i sin stil. Historien om Ilona og den danske familie, der samlede hende op – og som hun forlod igen – spænder over mere end et halvhundrede år – og er fortalt på under 250 sider – det fortæller noget om klarhed og korthed. Og alligevel er bogen godt skrevet. Noget af det vanskeligste for forfattere er at håndtere dialogen. Det klarer Hans Villund også. Det er faktisk en dejlig oplevelse at læse om Ilona og hendes danske familie, selv om der nok er lidt for meget sukker i de sidste par kopper af historien.

Hans Villund

”Ilona – pigen fra Ungarn”

237 sider, forlaget Historia

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
GOG

Cheftræner om GOG-nedturen: Mit ansvar

Annonce