x
Annonce
Svendborg

Bo og Bjørn forsøgte at overbevise minister: Vil have en læreruddannelse på Sydfyn

Uddannelses- og forskningsminister, Ane Halsboe-Jørgensen (S) mødtes med Bjørn Brandenborg (S) og Bo Hansen (S) på rådhuset for at høre om muligheden for at placere en læreruddannelse i det sydfynske. Bagefter tog de et smut ud til Simac, hvor skolens direktør Jesper Bernhardt stod klar for at give en rundvisning. Foto: Hans-Henrik Dyssel
Den sydfynsk valgte Bjørn Brandenborg (S) er gået i kompagniskab med borgmesteren, Bo Hansen. De vil have en læreruddannelse på Sydfyn, og mandag havde de lokket uddannelses- og forskningsministeren på visit på borgmesterkontoret; for at sælge hende ideen.

Svendborg: Klokken 11 mandag formiddag ankom uddannelses- og forskningsministeren Ane Halsboe-Jørgensen (S) til borgmesterkontoret i Svendborg. Planen var klar: At sælge hende ideen om, at Sydfyn igen skal have et seminarium; en læreruddannelse.

Og ikke en hvilken som helst læreruddannelse, forstod man på borgmesteren og den sydfynsk valgte Bjørn Brandenborg (S), der havde sat mødet op med partifællen med ministerstjernerne på skuldrene.

Begge de herrer havde iført sig "vi-får-ministerbesøg"-tøjet, og de havde finpudset argumenterne, og det fortalte de velvilligt om kort før ministeren dukkede op.

- Det er jo rigtig vigtigt for mig, at vi får flyttet flere uddannelser ud i landet, indledte Bjørn Brandenborg og kritiserede, at man i de forgangne år som bekendt har centraliseret på uddannelsesområdet.

Han pointerer, at det ikke kun er et budskab han har været rejsende med både før og efter valgkampen sidste år.

- Det er også regeringens politik, derfor synes vi, det er oplagt at hjælpe ministeren på vej med en oplagt placering, lød det fra Bjørn Brandenborg.

Og Svendborg er altså oplagt, mener han og Bo Hansen.

Annonce
Vi skal lave en anderledes læreruddannelse. Jeg forestiller mig en uddannelse, hvor de studerende en gang om ugen kommer ud og underviser på en af kommunens skoler. Og hvor vi også kan stille garanti for et års ansættelse her i kommunen efter uddannelsen som en del af deres uddannelsesforløb.

Bo Hansen, borgmester i Svendborg

Ny vin - nye flasker

- Vi vil ikke genskabe det gamle Skårup Seminarium, fastslog Bo Hansen.

Læreruddannelsen i den østlige del af kommunen blev lukket i 2011, men nu vil de to politikere have en igen. Den skal bare være bedre. Og adskille sig fra andre læreruddannelser.

- Vi skal lave en anderledes læreruddannelse. Jeg forestiller mig en uddannelse, hvor de studerende en gang om ugen kommer ud og underviser på en af kommunens skoler. Og hvor vi også kan stille garanti for et års ansættelse her i kommunen efter uddannelsen som en del af deres uddannelsesforløb, forklarede Bo Hansen om sine visioner.

Selvom det er en garanti, der må siges at stå i kontrast til sidste års fyringer.

- Det skal selvfølgelig tænkes langsigtet og koordineres, forsikrede borgmesteren og fortsatte.

- Vi skal kunne noget særligt. Og så skal uddannelsen tones, så den passer ind i det, vi kan på Sydfyn, sagde han med henvisning til kommunens brand som sundheds- og idrætskommune.

Uddannelsesindustri

Bjørn Brandenborg påpegede, at en læreruddannelse kan være med til at reducere det uddannelsesefterslæb, der er på Sydfyn, og han mener, at sådan en uddannelse placeret på Sydfyn kan få flere til i det hele taget at tage sig en uddannelse.

- Med centraliseringen var det jo både meningen, at flere skulle tage en uddannelse og kvaliteten skulle blive bedre, men det kan jeg jo bare konstatere ikke er sket. Vi må prioritere anderledes. Vores velfærdsuddannelser skal ud at ligge, hvor de tidligere har ligget. Det betyder i øvrigt også noget for bosætningen, siger Bjørn Brandenborg og Bo Hansen supplerer.

Han mener nemlig, at uddannelser smitter af på et områdes udvikling og kalder de mange skoler, efterskoler og højskoler i det sydfynske en uddannelsesindustri, der er udsprunget af, at man netop i mange år uddannede lærere fra Skårup Seminarium.

- Tag bare Oureskolerne, siger han konstaterende og oplyser, at han også selv er uddannet fra Skårup Seminarium.

Ministerører

Og så tropper ministeren op. Med et følge, der ikke er seler nok til i en almindelig bil.

Borgmesteren og MF'eren er klar. Ministerens ører er jo kun til låns. Tiden er knap.

- Jeg håber, hun kører herfra med en god ide, lød det få minutter tidligere fra Bjørn Brandenborg. Og så lukkede døren til borgmesterkontoret og han og borgmesteren rullede skytset ud igen.

Annonce
Annonce
Danmark

Her er de nyeste corona-tal:

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

Skoler og daginstitutioner åbner torsdag den 16. april: - Det kommer til at være en anden hverdag, end den vi kendte før corona

Svendborg

Ambulanceredder i frontlinjen: Skal vi sætte vores eget eller patientens liv først?

Danmark

Live: Coronavirus ændrer studentereksamen - alle afgangselever skal op i færre fag 

Annonce