Annonce
Langeland

Blomsterbutik påkørt af bil: 33-årig ville samle en Red Bull op

Pia Inge Holst Madsen fik lidt af et chok, da en bil ramte ind i hendes butik. Foto: Christian Moegreen Hjortshøj
Onsdag aften ramte en 33-årig mand ind i blomsterbutikken Forglem Mig Ej i Rudkøbing. Efter sigende ville han samle en tabt Red Bull op, imens han kørte bilen.
Annonce

Rudkøbing: Onsdag aften fik ejeren af blomsterbutikken Forglem Mig Ej på Nørrebro i Rudkøbing sig noget af en overraskelse, da en sort Fiat ramte ind i butiksfacaden omkring kl. 18.

- Jeg så ikke så meget af det, men hørte et højt bang. Når vi kommer ud og kigger på det, så kan vi se revner på facaden, og at vinduet er sprunget. Vi får afhjulpet manden, som jamrer en del fra bilen, fortæller Pia Inge Holst Madsen, der ejer butikken.

Væggen revnede, og ruden sprang ind til blomsterbutikken. Privatfoto: Kim Holst Madsen

Hun ringede efterfølgende til 112, som kom på stedet. Rasmus Tyllesen fra Fyns Politi fortæller følgende om hændelsen:

- Det er en 33-årig mand fra Langeland, som er kørt ind i butiksfacaden. Han er i politiets øjne uskadt, da han ikke har lidt nogen alvorlige personskader, men han kan stadig have ondt efter uheldet. Der er tale om et ene uheld, og han er ikke sigtet for noget i øjeblikket.

Denne Fiat ramte hjørnet af blomsterbutikken. Privatfoto: Kim Holst Madsen

Fyns Politi har ikke mulighed for at udtale sig om, hvad der skete forud for sammenstødet med blomsterbutikken. Pia Inge Holst Madsen snakkede dog med manden selv efter sammenstødet.

- Han havde vist været i gang med at drikke en Red Bull i bilen, som han tabte. Så vidt jeg ved, så ville han samle den op for at undgå at svine. Det er så her, han rammer ind i vores butik, fortæller hun.

Annonce

Butikken holder lukket

Efter uheldet er facaden blevet rykket en del, så den nu har sat fordøren i klem. Derfor holder butikken lukket på ubestemt tid på trods af, at inventaret gik relativt uskadt gennem episoden.

Derimod vil Forglem Mig Ej forsat kunne udbringe blomster, så man skal derfor ikke frygte, at ens bestilling bliver tabt.

Pia Inge Holst Madsen er ikke helt slået ud på trods af episoden og nogle ekstra udgifter.

- Nu går jeg bare ud fra, at jeg har en god forsikring. Jeg skal dog selv udlægge momsbeløbet på det, som skal ordnes, og det koster jo noget. Sådan er det bare at være forretningsdrivende.

Vinduet blev hurtigt lappet, men fordøren kan fortsat ikke åbnes. Foto: Christian Moegreen Hjortshøj
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce