Annonce
Erhverv

Blandt Fyns bedste: Kendt Svendborg-hotel snupper to stjerner i Den danske Spiseguide

Gastronomisk chef på Stella Maris, Anders Granhøj, kan nu bryste sig med, at hotellet har fået to stjerner i Den danske Spiseguide. Umiddelbart som de eneste i Svendborg. Anders Granhøj har tidligere haft to stjerner med sin restaurant No 13 i Svendborg. Arkivfoto: Tim Kildeborg Jensen
For første gang i flere år er Svendborg nu igen repræsenteret med to stjerner i Den danske Spiseguide. Stella Maris er omtalt i spiseguiden med to stjerner umiddelbart som den eneste i Svendborg blandt byens gourmetrestauranter.

Svendborg: "Sæsonsikker, udfordrende og spændende spiseoplevelse" er blandt kriterierne for to stjerner i Den danske Spiseguide, hvor professionelle madanmeldere uddeler stjerner til de bedste danske restauranter. Her har Stella Maris i Svendborg hevet to stjerner hjem, hvilket trækker restauranten og hotellet helt i top i Svendborg og sikrer dem en plads blandt Fyns bedste restauranter.

- Vi er stolte af, at vi er repræsenteret med to stjerner i Den danske Spiseguide og kan melde os nogenlunde ind i feltet af Fyns bedste restauranter, fortæller Anders Granhøj, gastronomisk chef på Stella Maris, der dog personligt er mest tilfreds, når restauranten har glade gæster.

- Men det er selvfølgelig en kæmpe motivationsfaktor for de kokke, jeg arbejder sammen med. De kæmper hårdt og går meget op i det, forklarer han.

Annonce

Den danske Spiseguide

Bent Christensen udgav i 1978 den allerførste danske Spiseguide, og den er udgivet årligt lige siden.

Guiden indeholder information om det bedste indenfor den danske gastronomiske verden, mad og vine og restauranter.

Det er landets mest ajourførte og strengeste bedømmer af de danske restauranter, cirka 300 antages at høre med til de bedste. Alene at være optaget i guiden anses som en hædersplacering i restaurantverdenen.

Det er anonyme prøvespisninger af spiseguidens repræsentanter, som ligger til grund for optagelserne.

Den danske Spiseguide står desuden bag kåringen af årets danske restaurant m.fl.

Kilde: Den danske Spiseguide

Opsøges af "foodies"

De to stjerner og anerkendelsen ved at blive nævnt i Den danske Spiseguide kommer også til at trække et andet kundesegment til Svendborg og Stella Maris, forklarer den gastronomiske chef. Det, at blive nævnt i Den danske Spiseguide, gør, at restauranten kan vise, at de har et kvalitetssikret produkt ud fra professionelle madanmelders standarder.

Det nye kundesegment indebærer "foodies", som ifølge den danske ordbog er en betegnelse for personer, som har en stor interesse for mad, og som nyder at lave, spise og især tale eller blogge om mad. At få en stjerne i enten Den danske Spiseguide eller Michelinguiden er eftertragtet, og især sidstnævnte trækker store overskrifter og kunder til sig. Det er der en særlig grund til ifølge Anders Granhøj.

- Fra ikke at have nogen til at få en stjerne stiger din omsætning med 40 procent, når vi snakker om en Michelinstjerne. Nogle turister kigger i den her Michelinguide, når de skal finde ud af, hvor de skal spise i aften, og der er det afgørende, om der er en stjerne eller ej, forklarer Anders Granhøj.

Lidt vej helt til tops

I oktober kunne avisen skrive om de bedste restauranter i Svendborg ifølge spiseguiden Eaties 2019-liste. Hjemmesiden Eaties samler restaurantanmeldelser fra alle de store hjemmesider og apps. Restauranterne skal have 100 anmeldelser eller mere for at komme på listen. På denne liste kom Stella Maris ind på en 17. plads, hvor Resumé løb med førstepladsen over de bedste restauranter i Svendborg.

- Der er ingen tvivl om, at vi interesserer os for Den danske Spiseguide ud fra et gastronomisk synspunkt. Vi opfatter den som en af Danmarks mest seriøse guider på lige fod med Michelin-guiden og White Guide. Det vil sige, at det er professionelle madanmeldere, som har fingeren på pulsen. Det er ikke en forbrugerportal, hvor alle kan gå ind og sable en restaurant ned, fortæller Anders Granhøj og uddyber:

- Jeg synes, det er vigtigt at skelne mellem professionelle madanmeldelser og forbrugerbaseret madanmeldelser. Det er to vidt forskellige ting, og hvem skal påkalde sig retten til at lave en liste over Danmarks bedste restauranter? Ingen. Der er jo en svær balance i det her.

Der er samtidig et lille stykke vej, inden Stella Maris er helt i top, men med de to stjerner i Den danske Spiseguide er de godt på vej.

- Der er nogen, vi ikke kan nå som Falsled Kro, Lieffroy i Nyborg og Sortebro Kro. Men når vi sammenligner os med Sortebro Kro, som er en fantastisk restaurant i Den Fynske Landsby med tre stjerner, og vi kan nå to, så er vi da på vej hen, hvor vi skal være, fortæller Anders Granhøj.

Stella Maris har fået to stjerner i Den danske Spiseguide ud fra kriterier som sæsonsikker, udfordrende og spændende spiseoplevelse. Stjernerne gives af professionelle madanmeldere til de bedste danske restauranter. Arkivfoto: Nils Svalebøg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce