Annonce
Langeland

Bilist ville ikke standse for politiet: Var påvirket, kørte på stjålne nummerplader og havde intet kørekort

En 28-årig bilist ville natten mellem mandag 1. og tirsdag 2. marts ikke standse, da en patruljevogn gjorde signal til det. I stedet satte bilen afsted, kørte venstre om helleanlæg og imod kørselsretningen i rundkørsel. Arkivfoto: Michael Bager

Rudkøbing: Klokken var 01.34 natten til tirsdag 2. marts, da Fyns Politi var på patrulje på Langeland og en modkørende varevogn vækkede deres interesse.

Det fortæller politikommissær Christian Billesø.

Hvad der vækkede politiets interesse var, at den modkørende bil havde to forskellige nummerplader på køretøjet.

- Og der vælger patruljen så at eftersætte varebilen, siger Christian Billesø.

Men bilisten valgte at ignorere politiets signaler til standsning, og bilisten overtrådte herefter en lang række færdselsregler ved blandt andet at køre venstre om et helleanlæg, køre på cykelstier og køre imod færdselsretningen i en rundkørsel.

- Bilisten kører til sidst indover cykelstien på H.C. Ørstedsvej og kører forgæves op ad en to meter høj skrant, hvor han så bliver sigtet og anholdt,  fortæller Christian Billesø.

Det viste sig, at bilisten var en mand på 28, og ved siden af var en mandlig passager på 38.

Den 28-årige mand har desuden fået frakendt sit kørekort tilbage i 2018 og ti år frem og måtte derfor altså ikke køre bil. En blodprøve taget fra den anholdte kunne også senere fortælle, at den 28-årige bilist var påvirket af amfetamin.

Bilisten er også sigtet for at have stjålet nummerpladerne. Ligeledes var bilen ikke registreret eller ansvarsforsikret.

Christian Billesø kan dog fortælle, at jagten på bilisten ikke var voldsom.

- Bilisten kørte ikke mega stærkt, som vi nogle gange ser det, når vi taler om vanvidskørsel. Han ville bare ikke standse, og han overholdte ikke færdselsreglerne.

- Under eftersættelsen var der ikke nogen, der var i fare, understreger politikommissæren.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce