Annonce
Svendborg

Biblioteket er populært under nedlukningen: Men man skal huske varmt tøj, hvis man skal hente bøger

Sådan så køen ud lørdag formiddag foran Svendborg Bibliotek. Foto: Anna Stærbo
Man kan stadig låne bøger på Svendborg Bibliotek. Men man skal forberede sig på at stå i kø udenfor, og derfor kan det være en god idé at iføre sig vintertøj til biblioteksbesøg.

Svendborg: En lille portion tålmodighed og godt med varmt tøj. Det er ingredienser, der er gode at have med sig, hvis man skal en tur forbi Svendborg Bibliotek. Allerede da biblioteket åbnede lørdag formiddag, var der kø foran indgangen, og det virkede til at der blev ved med at strømme nye til.

En af de morgenfriske var Dorte Jensen, der var kommet fra Gudme for at hente en bog til sin datter. Hun er glad for, at det stadig er muligt at låne materialer på biblioteket. Der er dog et lille men.

- Det kan være svært at nå i åbningstiden i hverdagen, sagde Dorte Jensen.

Berit Sandholdt Jacobsen, der er biblioteksleder i Svendborg Bibliotek, fortæller, at der er travlt på biblioteket på trods af nedlukningen.

- Ja, det er der. Vi har valgt en selvbetjeningsløsning, hvor man stadig kan hente og aflevere materialer – lidt det samme som click and collect. Og det bliver brugt, og derfor er der kø. Vi lukker meget få mennesker ind ad gangen, siger Berit Sandholdt Jacobsen.

Borgerservice, der har til huse i biblioteksbygningen, har også åbent. Men her kan man kun møde op, hvis man har bestilt tid i forvejen.

- Det er den samme kø, man står i, og vi samarbejder med Borgerservice om at overholde retningslinjerne. Så vi har én biblioteksbruger og én borgerservicebruger inde ad gangen. Så man kommer ind samme vej, men kommer ud af bagdøren, så man minimerer kontakten, siger bibliotekslederen.

Annonce

25 procent af normalen

Det er ikke alle landets biblioteker, der har åbent under nedlukningen. At man fortsat kan bruge biblioteket i Svendborg, er et valg, ledelsen har truffet ud fra de muligheder, Kulturstyrelsens har skitseret.

Og der er meget, der tyder på, at svendborgenserne er glade for muligheden.

- Der bliver cirka lånt omkring en fjerdedel af det, der normalt bliver lånt. Og det er da relativt meget i forhold til, hvor mange timer vi har åbent, siger Berit Sandholdt Jacobsen.

Berit Sandholdt Jacobsen er biblioteksleder på Svendborg Bibliotek. Pressefoto

Hovedbiblioteket har åbent for afhentning af reserveret materiale og aflevering alle hverdage klokken 9-13 samt lørdag klokken 10-14.

Under normale tilstande har biblioteket åbent klokken 8 til 18. Og der er en god grund til, at biblioteket ikke holder fast i den normale åbningstid.

- Overordnet set er vi jo lukket ned og skal arbejde så vidt muligt hjemme, siger hun.

Annonce

Digitale tilbud

Men på trods af det mest af bibliotekspersonalet arbejder hjemmefra, er aktivitetsniveauet højt. Bortset fra at det fysiske møde med brugerne er erstattet med digitale løsninger.

- Vi har en masse tilbud, selvom medarbejderne arbejder hjemme. De holder for eksempel online biblioteksorienteringer for skoleklasser, online læseklubber og som noget nyt en form for online ”booktalks”, hvor man kan tale om bøger i en halv time. Og der er mange der synes, det er rigtig hyggeligt.

Der er dog ingen tvivl om, hvilke bibliotekstilbud der hitter mest under nedlukningen.

- Det mest populære er Filmstriben og E-reolen, som er lydbøger og e-bøger – det bliver brugt væsentligt mere, end det normalt ville gøre. Sådan var det også under sidste nedlukning, fortæller Berit Sandholdt Jacobsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg

Aflyst boligmesse blev startskuddet for et år med corona på Sydfyn: Da han tændte telefonen, var verden på den anden ende

Annonce