Annonce
Fyn

Bevægelsesmålere overrasker: Elever står stille det meste af en idrætstime

Det er de yngste skolebørn, som får mest bevægelse i undervisningen, viser en undersøgelse med bevægelsesmålere på flere end 4000 børn i 1. -9. klasser. Arkivfoto: Troels Kjems/Colourbox.
SDU påviser i nyt studie, at danske skolebørn bevæger sig for lidt. Tal fra bevægelsesmåler på børnene viser både et velkendt mønster og overraskende stilstand.
Annonce

Fyn: Det er især de større børn, der ifølge undersøgelsen fra SDU bevæger sig for lidt i løbet af skoledagen.

- I indskolingen er det en rigtig stor del af eleverne, der bevæger sig 45 minutter eller mere i løbet af undervisningstiden på en typisk skoledag, fortæller Natascha Holbæk Pedersen, ph.d.-studerende og hovedforfatter på en rapport om undersøgelsen, som SDU netop har udgivet.

52 procent af eleverne bevægede sig i gennemsnit 45 minutter eller mere i løbet af lektionerne på en typisk skoledag - og dermed opfyldt de kravet til bevægelse i undervisningen, som blev stillet med folkeskolereformen i 2014.

Men jo ældre eleverne er, jo mindre bevæger de sig. Op igennem skoletiden bevæger drengene sig mere end pigerne.

Det er forskelle, som ifølge forskerne bag undersøgelsen kan genfindes i flere tidligere danske og internationale undersøgelser, og i SDU's rapport skriver forskerne, at der "bør sættes særligt tryk på at fremme pigernes bevægelse, og indsatser målrettet de ældste elever i skoletiden bør prioriteres."

- Man kan se, at især i frikvartererne ligger der en stor del bevægelse. Drengene i indskolingen bevæger sig over halvdelen af frikvartererne. Som vi tolker kravet, skal de 45 minutters bevægelse ligge i løbet af undervisningstiden. Og der vil vi appellere til Børne- og Undervisningsministeriet, Kommunernes Landsforening og skoleledere om at kigge på det her med fornyet fokus. Nu har de nogle konkrete tal, de kan forholde sig til, siger Natascha Holbæk Pedersen.

Annonce

Sidder ned i idrætstimer

Ikke overraskende sidder eleverne mest ned i de boglige fag og bevæger sig mest i idrætstimerne. Men er det nok? Det skal politikere og skoleledere forholde sig til, konstaterer Natascha Holbæk Pedersen.

For der er ikke noget konkret krav til, hvor meget eleverne skal bevæge sig eller motionere eller med hvilken intensitet i idræt, og undersøgelsen viser, at eleverne kun bevægede sig i cirka en tredjedel af en idrætstimes 45 minutter.


Vi havde forventet, at tallet var højere - at de bevægede sig mere.

Natascha Holbæk Pedersen, ph.d.-studerende og hovedforfatter på rapporten "Bevægelse i skolen"


- Vi har prøvet at opgøre, hvilke aktiviteter de laver i løbet af de 45 minutter. De sidder ned i cirka 17 minutter, de står stille cirka i 12 minutter, de står med bevægelse (det kan fx være at kaste med en bold, danse lidt eller vrikke med hoften, red.) i cirka tre minutter, og de går og løber cirka 13 minutter. Samlet bevæger eleverne sig i 15,9 minutter, og otte af de minutter foregår med moderat til høj intensitet.

Annonce

Forskere forventede mere

På den baggrund mener forskerne, at det skal diskuteres, hvilken rolle idrætsfaget skal have fremover. For giver det eleverne nok motion i forhold til, hvad der var tanken, påpeger Natascha Holbæk Pedersen, som konstaterer, at forskerne havde regnet med at måle mere bevægelse i idrætstimerne:

- Vi havde forventet, at tallet var højere - at de bevægede sig mere. Og især tallet på otte minutter (bevægelse med moderat til høj intensitet, red.) havde vi nok ventet højere. Men man skal jo huske, at det er gennemsnitstal, og der er nogen, der bevæger sig mere og nogen mindre.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Langeland

Reform giver Merete og Claus fra Humble 6500 kroner ekstra: Nu bliver der råd til mere af det sjove

Bagsiden

Pletskud: P-skiven duer ikke

Annonce