Annonce
Faaborg-Midtfyn

Beskyldt for overfald han ikke havde begået: Så gik han amok på 15-årig

Her i retten i Svendborg blev en ung mand idømt 60 dages fængsel. Straffen blev gjort betinget. Arkivfoto.
17-årig idømt 60 dages betinget fængsel for skolegårdsvold - men slipper for udvisning.

Faaborg: En 17-årig ung mand fra Faaborg-området fik skyld for at stå bag et overfald, han ikke havde noget med at gøre. Det fik ham til at gå amok og begå vold i en grad, så han ved retten i Svendborg onsdag blev idømt en straf på 60 dages betinget fængsel.

Ret usædvanligt var det en afstraffelse af en elev i skoletiden, der fandt sin konsekvens i byretten.


Det, vi kan lære af dagen i dag, er, at vold har konsekvenser. Den forurettede part er blevet bekræftet i, at man ikke skal finde sig i at blive overfaldet, og den dømte har fået et tydeligt signal om, at hans handlinger var helt uacceptable,

SSP-koordinator Kim Aas Christensen


I et frikvarter blev en dengang 15-årig dreng fra 9. klasse antastet af en elev fra årgangen over ham. Den 17-årige, der dengang, mandag 30. november 2020, var 16 år, konfronterede den 15-årige med et rygte om, at den yngre dreng havde sagt til fælles venner, at drengen fra 10. klasse stod bag et overfald på den 15-årige lørdagen forinden.

- Og det havde jeg ikke noget at gøre med, bedyrede den 17-årige i retten.

Den 15-årige bekræftede, at han havde sagt noget, der kunne opfattes, som om den 17-årige (på gerningstidspunktet var han 16 år) havde haft noget med overgrebet at gøre, og det fik så den ældre dreng til at gå amok.

Han slog og sparkede den 15-årig på kroppen og i hovedet, så den yngre dreng, der lå sammenkrummet på jorden under det meste af afstraffelsen, pådrog sig en blodsamling ved det ene øre og fik trykket et par ribben.

Afstraffelsen fandt sted bag nogle containere ved siden af Øhavsskolens afdeling Svanen i Faaborg.

Annonce

Kunne ikke stoppe sig selv

I retten lagde den 17-årige kortene på bordet og erkendte både slag og spark uden bortforklaringer.

- Jeg var sur og rasende og kunne ikke stoppe mig selv, sagde han.

Det kunne hans daværende kæreste til gengæld. Hun lagde sig imellem og fik trukket den 17-årige til side, men inden havde han altså nået at begå vold, der i virkeligheden var noget grovere end den, han uretmæssigt havde fået skyld for.

Domsmandsretten takserede volden til 60 dages fængsel og fulgte dermed anklagemyndighedens påstand. Dommen blev gjort betinget, og den unge mand, der har tysk statsborgerskab, slipper for udvisning.

Han modtog dommen.

Annonce

Vold har konsekvenser

Retssagen blev blandt andre overværet af kommunens SSP-konsulent, Kim Aas Christensen, der også er lokalpolitiker for Socialdemokraterne.

- Hvordan har du det med at se et relativt banalt slagsmål i en skolegård ende i retten?

- Jeg synes ikke, at det, vi har hørt i dag, er banalt. Jeg synes faktisk, det er ret voldsomt. Jeg har undervejs haft kontakt til begge drenge og deres forældre, og det, vi kan lære af dagen i dag, er, at vold har konsekvenser. Den forurettede part er blevet bekræftet i, at man ikke skal finde sig i at blive overfaldet, og den dømte har fået et tydeligt signal om, at hans handlinger var helt uacceptable, men det er også en hjælp til, at han kan rette sig op. Jeg synes, det her lander fornuftigt for begge parter.

Kim Aas Christensen har gennem hele forløbet haft kontakt til begge drenge og deres forældre. Foto: Michael Bager

- Har du som SSP-koordinator ikke andre redskaber i din værktøjskasse end en retssag til at løse en konflikt med?

- Jo, det kan du tro, og nogle af dem er også blevet brugt her. Nu var det her så voldsom en oplevelse for den 15-årige, at han og hans forældre valgte at gå til politiet, og så ruller sagen, og jeg kan blot bistå med vejledninger, men det er jo ikke sådan, at vi så slipper drengene, bemærker Kim Aas Christensen.

Voldsmanden er blandt andet blevet tilbudt et afvænningsforløb for hashmisbrug af kommunen, og han har en uddannelsesplan klar. Hans sag skal også for det ungdomskriminalpræventive nævn, der skal vurdere, om der skal sættes ind med yderligere tilbud.

Hans offer ser ud til at slippe fra overfaldet uden varige men.

Efter retssagen nåede Kim Aas Christensen at tale med begge drenge og deres familier for at sikre sig, at de allesammen er nogenlunde okay.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce