Annonce
Svendborg

Beskidt badevand halverer omsætning: Turistattraktion efterlyser ekspresrutine

Man har frarådet badning fra stranden i Smørmosen siden søndag formiddag, og først mandag eftermiddag blev der taget en prøve af badevandet og sendt til et labatorium. Foto: Mike Tulin Kristensen
Svendborg Kommune har frarådet badning ved Smørmosen siden søndag formiddag, men analyse af badevandet blev først taget mandag eftermiddag og sendt til analyse. Ejer af Thurø Minigolf efterlyser en ekspres-rutine, når den slags sker i højsæsonen.
Annonce

Thurø: Hvorfor skal det tage over to døgn at få lavet en analyse af noget saltvand?

Spørgsmålet kommer fra Lars Holmegaard, der driver den kendte minigolfbane og tilhørende grillkiosk ved i Smørmosen på Thurø. Det blå flag på stranden blev halet ned søndag formiddag, efter at der var konstateret risiko for et overløb fra en pumpestation. Fejlen blev opdaget lørdag omkring klokken 23, men mandag formiddag var der stadig ikke taget en analyse af badevandet.

Det er Lars Holmegaard ikke tilfreds med.

- Analysen blev først taget mandag ved 13-tiden, og resultatet kommer tidligst tirsdag formiddag. Det er en katastrofe for mig, at man fraråder badning fra stranden i to døgn midt i en højsæson, som varer tre-fire uger, siger Lars Holmegaard, der også godt vil give et bud på, hvad det har kostet ham.

- Jeg har i hvert fald halveret min omsætning i de to døgn, der er gået, uden at der er sket noget, fastslår han.

Analysen blev først taget mandag ved 13-tiden, og resultatet kommer tidligst tirsdag formiddag. Det er en katastrofe for mig, at man fraråder badning fra stranden i to døgn midt i en højsæson, som varer tre-fire uger.

Lars Holmegaard, ejer af Thurø Minigolf

Annonce

Almindelig rutine

Det var en pumpestation fra Svendborg Vand og Affald, der lørdag stod af. Pumpen stoppede lørdag omkring klokken 16, men en fejl i det tekniske system betød, at der først blev slået alarm lørdag ved 23-tiden.

Søndag formiddag blev det besluttet at fraråde badning ved Smørmosen, og herefter kunne Lars Holmegaard blot se til, mens badegæster i hundredvis både søndag og mandag valgte andre strande.

- Jeg kan ikke forstå, at der ikke bliver lavet en prøve søndag. I stedet bliver prøven lavet mandag mellem klokken 13 og 14, og herefter kører den samme mand rundt til andre strande i kommunen og tager prøver. Den procedure er alt for langsommelig i sådan en situation, siger ejeren af Thurø Minigolf.

Han påpeger, at sagen ikke kun rammer ham, men også masser af turister, og at den sender et skidt signal for Svendborg som turistkommune.

- I dag berører det mindst 1000 turister, som skal finde et andet sted at bade eller blive helt hjemme fra stranden. Hvis Svendborg vil være turistkommune, kan man ikke bare følge de almindelige rutiner i sådan en situation – så må man have en ekspresrutine, så denne her prøve kan komme babu-afsted. Sæsonen er utrolig kort – det klinger allerede af i næste uge, og ugen efter er sæsonen næsten slut, siger Lars Holmegaard.

Annonce

Sag skal evalueres

Birgitte Kring Frederiksen, der er afdelingschef i miljøafdelingen Svendborg Kommune, fortæller, at hun fik meldingen om uheldet ved Smørmosen søndag formiddag, og at hun var på stranden en time senere.

- Vi kontakter det analyselaboratorium, som vi har til at lave badevandanalyser, og her gør man alt, hvad man kan, for at finde én, der kan komme og tage en prøve søndag, men det kan desværre ikke lade sig gøre, forklarer hun.

Afdelingschefen fortæller også, at der oven på sagen fra Smørmosen er indkaldt til et evalueringsmøde.

- Her vil vi undersøge, hvad vi kan skrue på for at blive bedre til næste gang. Vi skal også have undersøgt, om vi i sådan en situation kan få et andet firma ud, siger Birgitte Kring Frederiksen.

Direktør i Vand og Affald, Ole Øgelund, beklager uheldet. Det har vist sig, at det var vådservietter i kloaksystemet, der var årsag til, at pumpestationen ved Smørmosen lørdag stod af, og han advarer nu imod at smide den slags i toilettet.

- Vi oplever, at der er flere og flere, der smider vådservietter og klude i toilettet, og det danner propper, så vores pumper stopper til, siger direktøren.

Lars Holmegaard, ejer af Thurø Minigolf, er ikke tilfreds med kommunens hastighed i sagen om badevandsanalysen ved Smørmosen. Hans omsætning bliver halveret, mens man fraråder badning på stranden. Foto: Helene Jackson
Annonce

Også galt i Christiansminde

I sidste uge blev badning frarådet fra stranden i Christiansminde, efter at en vandprøve viste for stort indhold af bakterien e-coli, og her var der heller ikke tale om nogen ekspresbehandling.

En vandprøve fra Christiansminde blev taget onsdag, mens resultatet lå først klar lørdag formiddag, hvor det blå flag igen strøg til tops.

Resultatet af vandprøven fra Smørmosen ventes tirsdag formiddag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce