Annonce
Indland

Belgien og Malta bliver lukket for danske turister

Nacho Doce/Reuters
Udenrigsministeriet fraråder nu ikke-nødvendige rejser til syv lande grundet for mange covid-19-smittede.
Annonce

Der er dårligt nyt på vej for dem, som i den nærmeste fremtid har planlagt at holde ferie i Belgien eller på Malta.

Udenrigsministeriet har torsdag opdateret sine rejsevejledninger, og begge lande er på grund af for høje tal med coronavirus blevet føjet til listen med såkaldt orange rejsemål, som Danmark fraråder ikke-nødvendige rejser til.

De danske myndigheder fraråder ikke-nødvendige rejser, hvis der er over 30 nye smittetilfælde med coronavirus per 100.000 indbyggere om ugen i det pågældende land.

Hvis man kommer hjem fra et orange rejsemål, opfordres man i henhold til Udenrigsministeriets generelle rejsevejledninger til at blive hjemme i 14 dage.

Tal fra Statens Serum Institut (SSI) viser, at smittetallene for Belgien er på 32,5 nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere om ugen, mens de for Malta er på 31,5.

Udenrigsministeriet oplyser, at man godt kan blive i Belgien og Malta, hvis man lige nu opholder sig i et af landene, indtil ens ferie er slut.

Er man afsted på ferie i et af landene nu, bliver man ikke opfordret til at blive hjemme i 14 dage efter hjemkomsten, men man bør ifølge Udenrigsministeriet lade sig teste for coronavirus.

Både Belgien og Malta blev tidligere betegnet som såkaldt gule rejsemål.

Her skal man være opmærksom på sin personlige sikkerhed og sørge for at holde sig opdateret, hvis man rejser til et gult rejsemål.

Allerede mandag kom det frem, at Belgien havde flere smittede, end de danske myndigheder accepterer for at anbefale rejser.

De foregående to uger havde der i Belgien i gennemsnit været 31,5 smittede om ugen per 100.000 indbyggere.

Tal fra Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og Sygdomskontrol (ECDC) viste mandag også, at Malta var tæt på at krydse grænsen.

Malta havde på det tidspunkt haft omkring 29,3 tilfælde om ugen per 100.000 indbyggere ifølge tallene fra ECDC.

Udenrigsministeriet fraråder i forvejen alle ikke-nødvendige rejser til Spanien, Bulgarien, Luxembourg, Rumænien og Andorra på grund af smittetallene.

Derudover frarådes alle ikke-nødvendige rejser til Irland, men det skyldes Irlands karantæneregler.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

Video: Budgetforlig i Svendborg sender millioner til ældre, børn og teater på Frederiksøen

Annonce