Annonce
Sport

Bayern München stopper blødning i Bundesligaen med sejr

Michael Dalder/Reuters

Efter to nederlag i træk fik Bayern München stoppet nedturen i Bundesligaen med en sejr over Werder Bremen.

Det så skidt ud for Bayern München, da Werder Bremen kom foran 1-0 på Allianz Arena i midten af første halvleg.

Men det endte godt for det sydtyske storhold, som på hjemmebane vendte et truende nederlag til en storsejr på hele 6-1 i den tyske Bundesliga.

Bayern München havde tabt de seneste to ligakampe til Bayer Leverkusen og Borussia Mönchengladbach, men fik lørdag stoppet den kedelige stime med manér.

Det skyldtes ikke mindst tre mål og to oplæg af Philippe Coutinho, som spillede sublimt i Bayerns angreb.

Inden Bayerns offensiv begyndte at sprudle, kom Werder Bremen foran 1-0 efter 24 minutter.

Werder Bremen-angriberen Milot Rashica drev gæk og løb fra Bayern-stopperen Jérôme Boateng og hamrede bolden i nettaget fra distancen.

Men derefter stod der Bayern på det meste af kampen, og især Coutinho imponerede.

Brasilianeren udlignede nemt til 1-1 efter 45 minutter, da han bare skulle sætte foden på oplægget fra Serge Gnabry.

Bayern nåede også at bringe sig foran inden pausen, da Robert Lewandowski scorede til 2-1 fire minutter inde i første halvlegs tillægstid.

Coutinho øgede til 3-1 efter 63 minutter på et smukt lob, og ni minutter senere øgede Lewandowski til 4-1.

Indskiftede Thomas Müller ville også lege med og scorede til 5-1, inden Coutinho fuldendte sit hattrick med et fremragende mål til tenniscifrene 6-1.

Efter 82 minutter blev Coutinho udskiftet til hyldest fra tilskuerne, mens den 20-årige offensive midtbanespiller Sarpreet Singh kom på banen i stedet.

Singh blev dermed den første spiller med indiske rødder til at spille i Bundesligaen.

Han er fra New Zealand og også newzealandsk landsholdsspiller, og han blev samtidig den anden spiller fra New Zealand til at optræde i Bundesligaen.

Med sejren kravler Bayern op på fjerdepladsen med 27 point efter 15 kampe.

Borussia Dortmund, som lørdag vandt 4-0 ude over Mainz, indtager tredjepladsen med 29 point.

I lørdagens sejr scorede Marco Reus, Jadon Sancho, Thorgan Hazard og Nico Schulz målene for Dortmund.

Jacob Bruun Larsen sad på bænken i hele kampen for Dortmund, der måtte undvære Thomas Delaney med en skade.

RB Leipzig vandt senere lørdag med 3-0 ude over Fortuna Düsseldorf med Yussuf Poulsen på bænken i hele kampen. Med sejren erobrede Leipzig førstepladsen i ligaen med 33 point efter 15 kampe.

Gladbach, som er nummer to i ligaen med 31 point efter 14 kampe, spiller først søndag ude mod Wolfsburg.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
DEBAT

Opdateret: Kommentarfeltet under artikler virker igen

INFO: Vi har haft nogle tekniske problemer på vores hjemmeside, som har betydet, at det ikke har været muligt at debattere og skrive kommentarer under artiklerne. Problemet er nu løst. Vi beklager bøvlet og takker for tålmodigheden.

Annonce