Annonce
Svendborg

Baggårdsjazz: Munkevænget blev spillet op af overraskelseskoncert

Der var 20-30 meter mellem Christian Søgaard Trio og dens publikum oppe på altanerne. Men trioen skruede bare lidt op for lyden, fortalte bassist Jens Holgersen. Foto: Katrine Becher Damkjær
Med støtte fra Jazz Danmark kunne Munkevængets beboere søndag eftermiddag bænke sig på deres altaner og nyde en times koncert med Christian Søgaard Trio. Fornøjelsen var lige så meget på musikernes side.

Svendborg: Musikere trommer i bordene, klapper sig på lårene og nynner rastløst i de her dage. De kan ikke komme ud at spille.

Så følelsen var ikke svær at finde et billede på for bassist Jens Holgersen i minutterne efter, at han og resten af Christian Søgaard Trio havde givet en overraskelseskoncert på Munkevænget i Svendborg søndag eftermiddag.

- Vi var næsten som køer, man sender på græs. Det var så skønt, lød det fra Jens Holgersen.

Koncerten var én i en række af baggårdskoncerter støttet af Jazz Danmark. Pengene fra puljen, der støtter koncerter i boligforeninger, blev revet væk af musikere, der gerne ville ud til et publikum igen, og da trioen fra Svendborg henvendte sig, var der ikke flere penge. Men Jazz Danmark fandt midler til én koncert mere, og de gik til at få konceptet baggårdsjazz repræsenteret i Svendborg også.

Og sådan gik det til, at beboerne på Munkevænget klokken 14 søndag eftermiddag pludselig kunne høre musik pible frem fra græsset på fællesarealet mellem de fire rødstensblokke.

- Det gik så godt, som vi overhovedet kunne drømme om. Der sker jo det, når man spiller for nogen, der ikke forventer det, at man kan se, de bliver overrasket. Og de blev heldigvis positivt overrasket, berettede Jens Holgersen.

Annonce
Veninderne og naboerne Kirsten Hansen, Tove Schultz og Dosta Pedersen hørte Christian Søgaard Trio fra Kirsten Hansen altan, da der søndag eftermiddag var friluftskoncert på Munkevænget i Svendborg. Foto: Katrine Becher Damkjær

Fristet til at blive gårdsanger

Blokkenes beboere vrimlede ud på deres altaner, og nogen satte sig i behørig afstand på græsset og lyttede med. Og nu er Jens Holgersen inspireret.

- Man kunne godt blive helt fristet til at tage rundt som gårdsanger, men det går jo nok ikke i virkelighedens verden, hvor vi har familier, der gerne vil have, vi tjener lidt penge på det. Men i forhold til at spille kunne jeg sagtens finde på det.

Det er dog ikke helt umuligt, at et par koncerter med støttekroner i ryggen kunne blive en realitet igen.

Jazz Danmark har udvidet puljen til baggårdsjazz.

- Så hvis der er nogle boligforeninger, der er med på at give noget medfinansiering, så er vi klar. Vi har jo ikke så meget andet at lave, og det er en meget coronasikret måde at spille på, siger bassisten og lufter sit håb.

- Jeg håber, at hele verden kommer over den her krise, og der behøver ikke gå lang tid. Og når det er overstået, håber jeg, at folk vil feste rigtig meget og benytte rigtig meget levende musik.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce