Annonce
Fodbold

Nu definitivt: B1913 er eneste oprykker i fynsk fodbold

Det er nu definitivt, at der ikke bliver lokalopgør mellem B1913-B1909 i næste sæson - som her i 2017. Det er B1913's forsvarere Emil Peter Jørgensen, til højre, og Andreas Nielsen, til venstre, der ikke får blokeret et skud fra en af de røde angribere. B1913 vandt efterårets opgør i denne sæson ude mod nierne, og det kostede nierne dyrt, da turneringen blev afbrudt. Foto: Birgitte Carol Heiberg/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
DBU fyn valgte at se bort fra op- og nedrykkere i alle de lokale serier, bortset fra en enkelt oprykker til Danmarksserien, der skulle modtage et hold. B1909 kan i det mindste glæde sig over, at klubben kan indlede næste sæson uden at få minus-straffen på ni point med over.
Annonce

FODBOLD: DBU Fyn har udløst spændingen om de fynske seriers afslutning, og unionen har valgt en i hvert fald konsekvent løsning.

Konklusionen er, at der kun bliver én oprykker fra samtlige serier, og det er B1913, der som vinder af Fynsserien rykker op i Danmarksserien.

Men der bliver hverken fundet ned- eller oprykkere i Fynsserien og resten af serierne.

- Det er ikke med vores gode vilje, at vi har holdt de fynske klubber på pinebænken. Jeg forstår udmærket, at de har været spændte og utålmodige, men vi har brugt tiden på at drøfte de forskellige scenarier grundigt og få en række forhold til at falde helt på plads. Det er nu sket samtidig med, at der er kommet en udmelding om Danmarksserien, og det har været afgørende for, at vi nu kan komme med en tydelig udmelding på, hvad der sker med de fynske turneringer, forklarer DBU Fyns formand, Bjarne Christensen.

Annonce

- Ville ikke være fair

- Vi mener ikke, at det vil være sportsligt fair at foretage op- og nedrykninger fra en turnering, hvor kun halvdelen af kampene er spillet. Da ikke alle hold har spillet lige mange kampe, grundet udsatte kampe fra efteråret, ville denne model endvidere medføre op- og nedrykninger baseret på udregninger i en matematisk model for at få alle hold op på samme antal kampe. Det mener vi ikke er hensigtsmæssigt, siger DBU Fyn-formanden.

Da man har valgt at kåre en vinder af Fynsserien og dermed ikke annullere turneringen, men kun aflyse den, får det også som indirekte konsekvens, at nummer to i Fynsserien, den dobbelte danske mester B1909, indleder næste sæson uden en genoptagelse af minus-straffen på ni point - efter to års straf på grund af en skattesag.

Og de nederste fem hold i Fynsserien rykkes ikke ned. Det gælder fra bunden Flemløse/Haarby, Morud/Veflinge, Aarup, Allesø og Bogense - men også SSV Højfyn havde været i fare, fordi klubben lå totalt lige med Bogense - dog alt efter, om man afgjorde placeirngen på baggrund af indbyrdes kampe eller bedste målforskel, og man nåede kun at spille én kamp i turneringen, så indbyrdes kampe ikke kunne tælle.

Så unionens bestyrelse valgte at gå uden om disse listige fælder, og på samme vis manglede man at få spille udsatte kampe i nogle af rækkerne, så man skulle til at bruge en speciel udregning for at afgøre placeringer.

Annonce

Undgår et blodbad

Unionen havde også overvejet, om man skulle køre med udelukkende oprykkere, og ingen nedrykkere, men det ville udløse et blodbad af nedrykninger i næste sæson med i alt 26 hold, der skulle ud af samlet Fynsserien og Serie 1, og det ville ikke være holdbart for fynsk fodbold, blev det vurderet.

Slutstillingerne i Fynsserien, Serie 1 og Serie 2 afgøres ud fra princippet om pointgennemsnit, det vil sige antal optjente point divideret med antal spillede kampe. Pointstraf indgår i stillingen således, at antallet af minuspoint ifølge straffen trækkes fra før udregning af pointgennemsnittet. Samlet ændrer det ikke ved, at B1913 indtager førstepladsen i Fynsserien, melder unionen.

En del klubber under Fynsserien kan indirekte føle sig som tabere. Det er de fire klubber, der lige nu lå til oprykning fra Serie 1's to kredse: Tved, Søhus/Stige, Glamsbjerg og Middelfarts reserver. Andre klubber kunne dog nå at komme i spil, hvis turneringen blev færdigspillet.

Man kan se flere detaljerede argumenter og konsekvenser på dbufyn.dk.

Hvad angår Danmarksserien, ligger det fra DBU's side fast, at hverken TPI, Marienlyst eller OKS kan rykke ud, fordi nedrykningen er annulleret. Til gengæld er det hensigten at spille et mini-slutspil, så Svendborg-Oure FA og Otterup stadig skal duellere om førstepladsen, der giver adgang til opryknings-playoff om pladser i 2. division.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce