Annonce
Faaborg-Midtfyn

Bøvl med vaccinen? Faaborg-Midtfyn Kommune hjælper borgere med at bestille tid til covid-19-vaccination

4188 borgere er påbegyndt eller har afsluttet vaccinationsprogrammet i Faaborg-Midtfyn, men tidsbestillingen driller, især ældre borgere. Nu går kommunen ind og hjælper. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Faaborg-Midtfyn Kommune har sat seks mand af til at hjælpe folk gennem telefonkø og kører også borgere til vaccinationsstedet, hvis det er nødvendigt.

Faaborg-Midtfyn: Et team i Faaborg-Midtfyn Kommune hjælper ældre og udsatte borgere, der er indbudt til vaccination, med at bestille tid og med transport til og fra vaccinationsstedet. Indtil videre er mere end 600 borgere blevet kontaktet.

Det oplyser Faaborg-Midtfyn Kommune i en pressemeddelelse.


Det er en ekstra service, som vi gerne vil give vores borgere, så de bliver vaccineret og får en god oplevelse.

Kitt Lysén Pedersen, chef for Sundhed og Ældre


- Flere borgere oplever, at det er svært at bestille tid til covid-19-vaccination, og i Faaborg-Midtfyn Kommune har vi modtaget opkald fra frustrerede borgere, som er blevet indbudt til vaccination og gerne vil vaccineres, men ikke har kunnet gennemføre tidsbestillingen, berettes det.

Sådan går det med smittede og vaccinerede i Faaborg-Midtfyn

Tirsdag var der ifølge Statens Serum Institut (SSI) 36 nysmittede i Faaborg-Midtfyn Kommune. Det én færre end mandag, hvor der var 37 nysmittede. Incidenstallet ligger således lige omkring de 70.

I løbet af de seneste syv dage er 6925 blevet testet. Positivprocenten er 0,52.

Siden 27. januar har SSI registreret 881 smittetilfælde i Faaborg-Midtfyn.

Siden 27. januar er der foretaget 35.349 tests på borgere fra Faaborg-Midtfyn.

Tirsdag var der ifølge SSI 4188 borgere i Faaborg-Midtfyn, som var påbegyndt vaccine. Det er 124 flere end mandag. Det svarer til 8,1 procent af befolkningen.

1584 var tirsdag kl. 14 færdigvaccinerede, svarende til 3,1 procent.

Faaborg-Midtfyn Kommune har derfor - selv om covid-19-vaccination ikke er en kommunal opgave - nedsat et midlertidigt team på seks medarbejdere, der ringer ud til ældre og udsatte borgerne og guider dem til vaccinationsbestilling og eventuel transport til vaccinationsstedet.

- Det er en ekstra service, som vi gerne vil give vores borgere, så de bliver vaccineret og får en god oplevelse. Vi har valgt at indsætte seks medarbejdere, så der er god tid til hver borger, siger Kitt Lysén Pedersen, der er chef for Sundhed og Ældre, i pressemeddelelsen.

Annonce

Ringer til mere end 1.000 borgere

Teamet har indtil videre ryddet deres kalendere i to uger, og siden arbejdet begyndte 23. februar, er mere end 600 af de i alt 1124 borgere, der er i gruppe 2 og 3 i vaccinationsprogrammet, blevet kontaktet. Teamet har med opkaldene været med til at guide de ældre borgere gennem systemet.

- Helt praktisk har det været med beroligende ord og en vejledning til, hvad de møder, når de ringer til Region Syddanmarks corona-callcenter - også selv om der kan være længere ventetid i telefonen. Hvis det stadig ikke har været muligt at gennemføre bookingen, så har medarbejderne også i enkelte tilfælde hjulpet med selve bestillingen, fortæller Kitt Lysén Pedersen.

Medarbejdere hjælper med bestillingen og kører også nogle gange de ældre til vaccinationsstedet, fortæller Kitt Lysén Pedersen. Arkivfoto

Derudover hjælper Faaborg-Midtfyn Kommune også med transport til og fra vaccinationsstedet, hvis borgerne ikke selv har mulighed for transport eller har nogen i deres tætte omgangskreds, der kan hjælpe. I alt har 50 borgere benyttet sig af det tilbud indtil videre.

Annonce

Mange positive tilbagemeldinger

De borgere, arbejdsgruppen taler med, er generelt glade for opkaldet - også selv om de allerede har bestilt en vaccinationstid.

- Vi har fået mange positive tilbagemeldinger. Uanset om de allerede har fået bestilt tid, så har flere sagt, at det er rart, at vi er der for dem. Det er også en god oplevelse for vores medarbejdere, der får talt med en masse glade og taknemmelige borgere, så alt i alt har det været succesfuldt indtil videre, siger Kitt Lysén Pedersen ifølge pressemeddelelsen.

Teamet fortsætter, indtil de er igennem listen, og derefter vurderes det, om der er behov for at udvide den ekstra service til andre af de kommende vaccinegrupper.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce