Odense: Børnehuset Dragen i Sanderum er blevet midlertidigt lukket efter et fund af en af de nye varianter af covid-19. Det oplyser Odense Kommune på sin hjemmeside.
Institutionen havde et smittetilfælde den 25. marts, hvor to vuggestuegrupper blev lukket. Siden viste det sig, at der var tale om en af de særlige varianter af sygdommen, som myndighederne har særligt fokus på.
TV2 Fyn skriver, at det er en medarbejder, der er testet positiv for varianten. Yderligere fire medarbejdere er konstateret smittet med covid-19, men det er endnu uvist, om de også er ramt af varianten, oplyser tv-stationen.
Ifølge Fyens Stiftstidendes oplysninger er også et barn blevet testet positiv efter smitteudbruddet i børnehuset.
Både Styrelsen for Patientsikkerhed og Odense Kommunes børn- og ungelæger har været med på råd, efter den smitsomme variant blev opdaget i børnehuset.
- Alle medarbejdere og børn inklusiv deres familier blev i søndags kontaktet personligt og bedt om at gå i isolation og blive testet på fjerde- og sjettedagen, fortalte Mette Scheel-Hincke, der er børn- og ungeoverlæge i Odense Kommune, onsdag til TV2 Fyn.
Fordi der er tale om en smitsom variant skal også nære kontakter til de ansatte, børnene og deres familier i isolation, indtil de har fået to negative prøvesvar.
Børnehuset Dragen er i forvejen lukket på grund af påskeferie. Odense Kommune oplyser, at forældre til børn derfra, som var tilmeldt sampasning andre steder i ferien, også har fået besked på, at deres familier skal gå i isolation og blive testet to gange.
Nærmere undersøgelser af den smittede medarbejders covid-19-prøve skal nu fastslå, hvilken variant der er tale om. Børnehuset i Sanderum er normeret til 31 vuggestuebørn, 52 børnehavebørn og 11 gæstedagplejebørn.
Svendborg og Nyborg ramt
Fundet af varianten i Sanderum sker, efter at der for nylig er blevet konstateret fem tilfælde af særlige varianter af covid-19 i Svendborg og ét i Nyborg hos en elev i første klasse på Birkhovedskolen.
De fire nye tilfælde i Svendborg, som blev omtalt onsdag, drejer sig ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed alle om nære relationer til den første person, hvor varianten blev fundet tidligere på ugen. Der er altså tale om samme smittekæde, hvor der allerede er sat ind med isolation og smitteopsporing.
Det er endnu uvist, hvilke varianter der er tale om. Men myndighederne holder blandt andet ekstra øje med P1, også kendt som den brasilianske variant, og den sydafrikanske variant B1351.
Det øgede fokus skyldes, at de nye varianter har en mutation, som potentielt gør vaccinerne mod covid-19 mindre effektive over for dem. Desuden er de nye varianter mere smitsomme.