Annonce
Svendborg

Børn skal give liv på Torvet: Café-par vil lave legeplads

Anders og Luise Føns Haaber, der er indehavere af familiecaféen Café Svend på Torvet i Svendborg, håber at kunne få lov at etablere en legeplads på Torvet. Foto: Katrine Becher Damkjær
Projektet er i sin spæde start, men parret Luise og Anders Føns Haaber, der har Café Svend, vil lave en mobil legeplads på Torvet. I februar kommer en legepladsproducent for at give et bud på, hvordan sådan en kan se ud.

Svendborg: En legeplads på Tovet i Svendborg. Og så en mobil en af slagsen.

Det er en idé, som café-parret Luise og Anders Føns Haaber lige nu arbejder på at få ført ud i livet.

De to har startet familiecaféen Café Svend i efteråret 2019, hvor der er god plads til de mindste i familien. De to tager også rundt i hele landet for at optræde med deres musik til børn. Og særligt én ting har de bemærket, at mange andre byer har i deres bymidter, som Svendborg ikke har. En legeplads.

- Det undrer os, at Svendborg ikke har en legeplads her på Torvet, siger Anders Føns Haaber og peger ud af vinduet.

- Vi har et ønske om, at der skal ske noget mere på Torvet, og det vil give mening at lave en legeplads. Så det vil vi gerne slå et slag for, siger Luise Føns Haaber og fortæller, at de forestiller sig, den skal gå et par meter fra caféens front og hen til trappen, der fører op til Vor Frue Kirke.

Annonce

Praktiske hænder

Det er et relativt nyt projekt. Anders Føns Haaber har taget teten og var til første møde om en legeplads på Torvet i sidste uge. Han har også fået en plads i Torvegruppen, hvor politikere og interessenter diskuterer aktiviteter på Torvet.

- Tanken er at tage det med deri og høre, hvad folk siger til forslaget, fortæller han.

Den 10. februar får café-parret besøg af en legepladsproducent, som skal kigge på, hvordan en legeplads kan se ud.

- Den skal jo ikke være neongrøn eller højtragende, når den kommer til at ligge lige op af Vor Frue Kirke. Den skal være pæn og sjov for børnene at lege på, siger Luise Føns Haaber.

Og det vigtigste er, at legepladsen skal være mobil.

- Det skal være sådan, at man kan tage den væk, når der er arrangementer på Torvet. Det har vi også snakket med politiker Per Nykjær Jensen (V) om vil være en god ide, fortæller Café Svend-parret.

Lige nu handler det dog for Luise og Anders Føns Haaber om at få noget opbakning. Altså finde en stab af praktiske hænder, der kan hjælpe til, når legepladsen skal tages ned til eksempelvis Svendprisen. Der skal også findes et sted, hvor legepladsen kan stå, når den i en kort stund ikke har hjemme på Torvet.

- Det gælder for os om at være på forkant - at få elimineret de mange spørgsmål, der kan komme, når vi bliver spurgt ind til, hvordan vi har tænkt os, det skal kunne lade sig gøre. Derfor har vi også været ude på vores facebook-side for at efterspørge ildsjæle og praktiske hænder, siger Anders Føns Haaber, der henviser til den politiske proces, som tiltaget også skal igennem.

Børnenes stemme

Da det bliver en offentlig legeplads, skal der også offentlige midler til. Men Anders og Luise Føns Haaber søger også forskellige sponsorater og fondsmidler, som kan hjælpe til finansieringen. Det koster nemlig hurtigt en kvart million kroner at lave en legeplads, oplyser Anders Føns Haaber.

Café-parret har tidligere forsøgt at starte et børnekulturhus op, men uden held og opbakning fra kommunens side. I stedet valgte de at åbne en café, hvori børn kan være børn, og hvor parret kan lave kultur for børn. Det er det samme, der har drevet dem til idéen med legepladsen.

- Der er rigtig meget fokus på alle de voksne og det at være voksen. Vi tror på, at børn skal have så stor en egenstemme som muligt, fortæller Anders Føns Haaber.

- Børn sidder ikke i byrådet, desværre. Men det vil være dejligt, hvis børnene kunne få lidt medbestemmelse i, hvilken legeplads de eksempelvis skal lege på. Man kunne give dem nogle valgmuligheder, som kommunen har sagt god for, og så lade børnene vælge, foreslår Anders Føns Haaber.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Debat: Svendborg Havn - igen, igen

Læserbrev: Fyns Amts Avis har bragt utallige indlæg om Svendborg Havns fremtid. Meningerne er mange, og følelserne er ofte kommet i kog. Medlemmerne i Svendborg Byråd er stort set enige om, at byen skal være et maritimt knudepunkt og mekka, hvor søfartens betydning for Svendborgs opståen er en vigtig faktor. Det er derfor ganske spændende at følge byrådets beslutninger og de indgreb, som skal føre Svendborg Havn frem til disse visioner. Jeg finder det utroligt fornuftigt, at Museet for Lystfartøjer skal væk fra havnen. De har intet at gøre der. Byrådet bør følge denne fantastiske beslutning op med at flytte Ring Andersens Værft ud i industrikvarteret. Det vil måske skabe nogle problemer med at forhale skonnerter og andre fartøjer fra havnen og ud til værftet, men den mindre udfordring kan sikkert løses. Samtidig bør man bede Petersen og Sørensen om at flytte væk fra havnen, måske til det gamle Lindø Værft på Nordfyn. Prøv at forestille jer hvilke muligheder det vil give for en udvikling af havneområdet. Byrådet skal ikke længere tage hensyn til erhverv på havnen, og alle de planlagte ønsker kan nu føres ud i livet. Rådhus, bibliotek, teater, jobcenter og andre maritime kulturinstitutioner kan nu frit indrettes på Frederiksøen, hvor der også kan blive plads til et passende antal parkeringspladser. I forlængelse af det planlagte navigationsskolebyggeri kan der rundt kajkanten bygges flere andre glashuse med kontorer og beboelse. Svendborg Havn kan fuldt udbygget komme på højde med København, Nyborg og andre havnebyer, hvor alt det gamle maritime bras er udskiftet med moderne og nutidigt byggeri. Nå, spøg til side – og hvorfor blander en langelænder sig egentlig i et Svendborg-anliggende? Jeg er for ganske mange år siden født og opvokset ved Christiansminde, hvor havnens lyde med Langelandsfærgens dampfløjte og skibsværftets hamren var en velkommen og naturlig del af hverdagen. Der var liv på havnen, og Svendborgs indbyggere følte stolthed over byens maritime kulturarv. Svendborg bærer en stor del af skylden for, at jeg senere i mit voksne liv har været beskæftiget i skibsfarten og ved havnene. Det skærer derfor i mit gamle hjerte, når jeg efterhånden må konstatere, at Svendborg Havn lidt efter lidt bliver omdannet til ikke et maritimt knudepunkt, men derimod til beboelse og kultur. Kultur er en god ting, men hvad med den maritime kulturarv? Fyns Amts Avis har i Søsiden, hvor Søren Stidsholt Nielsen uge efter uge bringer spændende og oplysende artikler om det maritime liv rundt omkring i Danmark, beskrevet, hvorledes Holbæk Kommune har reserveret store dele af havnefronten til maritime formål. I kølvandet af denne beslutning er der dannet en almennyttig forening, Kystliv, hvis formål er, at kunne bruge den rige, lokale maritime kulturhistorie til at skabe værdi i vores moderne samfund, herunder at etablere en ramme for gode fritidsliv, undervisning, inkluderende projekter og fællesskab samt at tiltrække turister og dermed styrke byen. I en anden af kommunens haller, som er stillet til rådighed for Nationalmuseet, kan publikum følge med i renoveringen af galeasen Anna Møller af Svendborg. Holbæk Havn lægger desuden kajer til flere af Nationalmuseets andre fartøjer. I min tid som havnechef i Struer var jeg medstifter af foreningen Nordvestjysk Fjordkultur. Denne forening er i lighed med Kystliv i Holbæk med til at fremme den maritime kulturarv. Det er skræmmende, at Svendborg med sin historiske maritime betydning ikke satser mere på sin søfartshistorie. Svendborg Museum burde for længst have etableret et søfartsmuseum og Svendborg Kommune skulle følge i Holbæk Kommunes fodspor. Spark nu lidt til chefen for Svendborg Museum. Køb Baagøe & Riber-grunden med bygninger. Her kan der etableres det maritime mekka med søfartsmuseum og arbejdende værksteder, som alle vi gamle svendborgensere sukker efter. Jeg er sikker på, at den nuværende ejer, Erik Skjærbæk, vil sælge på samme fordelagtige vilkår, som han erhvervede den 3500 kvadratmeter store grund tæt ved havnefronten. Var det ikke for to millioner kroner? Kom nu i gang, så Svendborg Havn ikke ender som Nyborg og København, hvor glashusene overtager kajerne.

Søsiden

Politikere raser over miljøskibs-farcen: Amatøragtigt, stærkt kritisabelt, kaotisk, klamphuggeri

Danmark For abonnenter

Tusindvis af borgere betaler allerede mere end gennemsnittet: Nu risikerer de højere skat efter udligningslussing

Annonce