Annonce
Udland

Australien retter særdeles hård kritik mod Kinas ledere

Kinas aftaler i forbindelse med landets "Belt and Road-initiativ" - "den nye silkevej" - er propaganda, siger australske ministre, som har droppet en række aftaler med det kommunistiske styre i Beijing. - Vi er meget forsigtige og har tænkt det nøje igennem, siger den australske udenrigsminister, Marise Payne (foto), om en ny ophedet strid med Kinas kommunistiske ledelse. Foto: Rick Rycroft/Ritzau Scanpix
Præsident Xis silkevejs-flagskib kritiseres i stigende grad for at være præget af "gældsdiplomati".

Kinas aftaler i forbindelse med landets "Belt and Road-initiativ" - "den nye silkevej" - er propaganda. Det siger australske ministre, som har droppet en række aftaler med det kommunistiske styre i Beijing.

Den hårde australske kritik har udløst vrede i Kina, da det er præsident Xi Jinpings "flagskib", som australierne vender sig bort fra.

- Jeg mener, at der handles af hensyn til vore nationale interesser. Vi er meget forsigtige og har tænkt det nøje igennem, siger den australske udenrigsminister, Marise Payne, til det australske medie ABC News.

Det kinesiske initiativ er en langsigtet plan om blandt andet at genoprette handelsvejen mellem Kina og Europa via kæmpemæssige investeringer i jernbaner, havne, veje og anden infrastruktur. Det er også blevet kritiseret i EU for at fremme kinesiske interesser på bekostning af de lande, som der indgås aftaler med.

Forholdet mellem Australien og Kina har længe været anspændt. Nu har den føderale australske regering brugt en ny lov og opsagt to aftaler indgået mellem Kina og den australske delstat Victoria. Det sker for at beskytte Australiens nationale interesser.

Kinas ambassade i Australien kalder det en "provokation".

Det er første gang, at Australiens føderale regering har lagt sig imellem aftaler indgået af en delstat og et andet land.

Den australske udenrigsminister har også droppet indgåede aftaler med Iran og Syrien.

- Aftalerne var i modstrid med den australske udenrigspolitik eller skadelige for vore relationer til andre lande, siger Payne.

Nogle af de lande, som er gået ind et samarbejde med Kina om den nye silkevej, har fået en stor gæld til Kina. Navnligt USA har beskyldt det kinesiske styre for at stå for en linje, som Washington kalder "gældsdiplomati".

Lignende kritik er rejst af den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og den franske præsident, Emmanuel Macron.

Kina er Australiens største handelspartner.

Den australske forsvarsminister, Peter Dutton, siger, at de omstridte aftaler bliver brugt som propaganda i Kina.

- Den australske regerings problemer er ikke med den kinesiske befolkning, men med Kinas kommunistiske partis værdier og verdenssyn, siger Dutton.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg

Beboere på småøerne får en forlomme i vaccinationskøen

Annonce