x
Annonce
Udland

Assanges udleveringssag er sat på pause

Henry Nicholls/Reuters
Efter flere intense retsmøder er WikiLeaks-stifters udleveringssag udsat til maj.

Retshøringerne, der skal afgøre, om WikiLeaks-stifter Julian Assange udleveres til USA, er torsdag sat på pause.

Annonce

Efter fire dage med intense juridiske diskussioner besluttede dommer Vanessa Baraitser at udsætte sagen.

Således skal Assanges advokater komme tilbage til to kortere retsmøder i marts og april.

Først i maj begynder høringerne for alvor igen. Her ventes vidner at blive indkaldt, og en kendelse ventes senest i august.

Assange er i de amerikanske myndighedernes søgelys på grund af en lang række fortrolige dokumenter og video, som er offentliggjort af WikiLeaks, der beskriver sig selv som en multinational medieorganisation.

Han er af USA blandt andet anklaget for at hjælpe Bradley Manning med på ulovlig vis at få adgang til de fortrolige dokumenter fra regeringscomputere.

Bliver Assange udleveret til USA, kan han ende med at blive stillet for retten for spionage.

Under torsdagens høring afviste dommer Baraitser at lade Assange sidde sammen med sine forsvarere, når sagen genoptages.

Assange sidder i et afspærret område med glasvægge i retten.

Han har flere gange i løbet af høringerne denne uge rejst sig op og beklaget sig over ikke at være i stand til at høre argumenterne i retten.

WikiLeaks-stifteren har heller ikke ment, at han havde mulighed for at tale med sine advokater i fortrolighed.

- Jeg kan ikke guide dem, sagde Assange torsdag i retten i sit seneste udbrud.

Dommer Baraitser har flere gange advaret ham mod at komme med sådanne udbrud.

Hun påpegede, at Assange i pauser og ved at sende små sedler til sine advokater har mulighed for at deltage.

- Det er ganske tydeligt for mig, at du ikke har haft problemer med at tiltrække dig opmærksomhed fra advokater, sagde Baraitser.

Høringerne er blevet gennemført i Woolwich Crown Court.

Det ligger lige ved siden af Belmarsh Prison, hvor Assange sidder fængslet under strenge sikkerhedsforanstaltninger.

Fra 2012 til 2019 sad Assange i asyl på Ecuadors ambassade i London for at undgå udlevering.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce