Svendborg: Synergien, den nye tilbygning i Svendborg Idrætscenter (SIC) på Ryttervej 70, skal danne rammen om et nyt unge-miljø i Svendborg, hvor de unge i alderen 15 til 25 år kan kombinere foreningsliv med fritid.
Det projekt har koordinationsgruppen omkring Syngergien/R70 sat sig for skal iværksættes snarest og har i den forbindelse ansat hjælp i form af Kim Sigmann Petersen og Esben Hansen, som fra den 1. december påtager sig rollerne som partnerskabskonsulenter og aktivitetsskabende koordinatorer på projektet.
- Projektet går ud på at vi er fem klubber i partnerskab. Vi vil gerne prøve, at vi, udover at vi har fokus på hver vores projekter, i fællesskab skal have fokus på en bestemt målgruppe, fortæller Jacob Kramer, repræsentant for Svendborg Gymnastikforening.
Der er en særlig grund til, at man har besluttet netop at have fokus på de 15 til 25-årige.
- Den aldersgruppe har jo i stigende grad udfordinger med den metale sundhed – det kan man læse mange steder. Der håber vi, at idrætten kan gå ind og hjælpe de her unge mennesker, siger Jacob Kramer.
Synergien
Bygningsarbejdet med udvidelsen af SG-Huset begyndte i 2018 og var estimeret til at koste 40 millioner kroner. Formålet med udvidelsen var det at give plads til det stigende antal medlemmer og samtidig gøre bygningen et attraktivt sted at opholde sig efter skole og inden sportsaktiviteter.
- Vores drøm er jo ikke et sted til de unge, men de unges sted. Et sted, hvor man også kan lave lektier og købe noget billig kaffe. Et sted hvor man mødes med nogle mennesker ude i den virkelige verden, siger Jacob Kramer.
Jacob KramerDet bliver ikke nogen nem øvelse, men vi synes i hvert fald at det giver virkelig meget mening
Han fortæller videre, at Synergien er en samling af aktivitetslokaler og klubber, men at man godt kunne tænke sig, at det samtidig bliver et sted, hvor de unge kan lave aktiviteter.
- Lige nu skal man jo være medlem af for eksempel en fodboldklub eller gymnastikforening. Vi vil gerne have, at man kan være medlem af noget andet også. Det bliver ikke nogen nem øvelse, men vi synes i hvert fald at det giver virkelig meget mening, fortæller Jacob Kramer.