Annonce
Indland

Antallet af indlagte stiger til det højeste i en måned

Der er fundet 614 nye smittetilfælde i Danmark. Antallet af indlagte er steget med 18 til 237.

Der har det seneste døgn været en stigning i antallet af indlagte på landets sygehuse, så der nu er det højeste antal coronapatienter i en måned.

Det viser onsdagens tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Antallet af indlagte er det seneste døgn steget med 18 til 237. Det er det højeste siden 1. marts. Derudover er der registreret 614 nye smittetilfælde.

De danske sundhedsmyndigheder forventer, at antallet af indlagte vil stige i forbindelse med den seneste runde genåbning, der blev effektueret tirsdag efter påske.

Selv om antallet af indlagte er steget, er antallet kun på omkring en fjerdedel af, hvad det lå på, da sygehusene var mest belastede med coronapatienter i starten af januar.

Ifølge ledende overlæge ved Infektionsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet Åse Bengård Andersen er det ikke overraskende, at flere personer nu indlægges.

- Det begynder at passe med tiden fra, at man løsnede grebet, til der kommer mere smitte og nogle udvikler sygdom. Afregningen kommer 14 dage senere, så det er forventeligt nok, siger hun.

- Det er ikke bekymrende endnu, men det havde været rarere at se det gå den anden vej. Det viser, at det er vigtigt at få vaccineret, for ellers vil det blive ved med at drille os, siger Åse Bengård Andersen.

Hun fortæller, at hospitalerne har blikket stift rettet mod indlæggelsestallene, fordi man er i et kapløb for at få vaccineret flest muligt, inden mere smitte spreder sig.

- Vi følger det nervepirrende dag for dag, fordi det er et kapløb med vaccinationsprogrammet. Vi håber, det holder med de ekstra leverancer.

- Jo flere, der er smittet ude i samfundet, jo større risiko er der for, at de rammer et sårbart menneske derude, der er nødt til at blive indlagt. Vi er ikke oppe i noget, der minder om det kritiske, vi var engang, men vi er alligevel nødt til at passe på, indtil vi har fået overtaget på vaccinefronten, siger hun.

Mens det samlede antal indlæggelser er steget, er der færre af de mest behandlingskrævende patienter.

Antallet af intensivpatienter er faldet med 4 til 34. Heraf er 22 så syge, at de er tilkoblet en respirator. Det er 4 færre end tirsdag.

De 614 nye smittetilfælde er fundet blandt 186.275 PCR-prøver.

Det giver en positivprocent på 0,33 procent, hvilket er i den lave ende af, hvad den har ligget på de seneste måneder, hvor den de fleste dage har svinget mellem 0,30 og 0,50 procent.

Men det er svært at sammenligne med tidligere, fordi teststrategien har ændret sig - blandt andet fordi man nu skal bruge et negativt testsvar for at komme til frisøren eller massøren.

Derfor er der langt flere, som lader sig teste, og når man tester flere, der ikke har symptomer, vil positivprocenten forventeligt gå ned.

Der er det seneste døgn registreret tre nye dødsfald. Det betyder, at Danmark har 2435 coronarelaterede dødsfald under pandemien.

Det seneste døgn har 15.817 personer modtaget første stik med vaccinen, mens 6207 er blevet færdigvaccineret.

805.236 personer har fået mindst ét stik med en vaccine mod covid-19 inditl videre.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Langeland

Klumme: What matters most?

Svendborg

Lægger op til kompromis: Udvalgsformand vil give opsagte bådejere to års opsigelse

Annonce