Annonce
Svendborg

Ansætter folk i en coronatid: Svendborg-firma vil erobre verden

Kenneth Jensen er driftsdirektør i Flexybox, der har hjemme i Svendborg og står foran en større satsning på de udenlandske markeder for digitale driftssystemer. Foto: Katrine Becher Damkjær
Om to år skal Flexybox være en vægtig spiller i udlandet. Det er målet i Svendborg-virksomheden, som laver digitale driftssystemer til restauranter samt fitness-, aktivitets- og bowlingcentre og lige nu søger syv nye medarbejdere.
Annonce

Svendborg: Der er godt styr på Danmark, så nu skal verden erobres - coronavirus eller ej.

Det er ambitionen i den tidligere Kelloggs-ejendom på Østre Havnevej, hvor Flexybox huserer.

Vi er på besøg en eftermiddag i september, og det er virksomhedens driftsdirektør, Kenneth Jensen, der tager imod.

Og med kakao i hans kop og kaffe i den udsendtes løfter han sløret for, hvorfor virksomheden med de 21 ansatte i Svendborg og yderligere en håndfuld i Ukraine lige nu søger syv nye medarbejdere.

- Vi vil ekspandere og være et kendt navn ude i verden, og derfor skal vi bruge en masse kloge hoveder, siger han.

Annonce

Schweizerkniv

Først lidt om hvad Flexybox har på hylderne.

Virksomheden laver individuelt tilpassede, digitale driftssystemer til aktivitets- og bowlingcentre, restauranter og fitnesscentre, og man kan godt tale om, at de er den verdens svar på schweizerkniven eller 3-i-1-negleklipperen.


Inden for to år skal vi gerne have etableret os globalt i den forstand, at vi skal være markedsledende på bowling og fitness i de lande, vi er i. Det er ambitionen, og jeg tror på den.

Kenneth Jensen, driftsdirektør i Flexybox


I hvert fald er Flexybox' løsninger ifølge Kenneth Jensen kendetegnet ved, at de ikke bare rummer et kasseapparat, men også giver mulighed for at køre alt lige fra medlemsstyring over arbejdsplaner til bordbestillinger, styring af infoskærme og bookinger.

- Det er samme styringsenhed, der kører det hele, og det betyder, at kunderne kan opsige aftaler med tre-fire leverandører af forskellige ydelser og lave en aftale med én - nemlig os, siger han og oplyser, at Flexybox' er noget for sig selv.

- Jeg har ikke mødt nogen, der tilbyder totalløsninger, ligesom vi gør, siger han.

Annonce

Nørderi

En styrke er det også, at både Kenneth Jensen og Flexybox' direktør og medejer, Morten Beck Schmidt, er uddannede programmører. Og at sidstnævnte stadig beskæftiger sig med udvikling af systemerne og faktisk sidder bøjet over en computer, da vi er på besøg.

Flexybox-direktør og -medejer Morten Beck Schmidt (i midten) har udviklet virksomhedens systemer - og det gør han stadig. Foto: Katrine Becher Damkjær

- Der er nørder gemt i os. Du kan sige, at virksomheden ikke er udviklet af forretningsfolk, men af folk med brancheforståelse. Vi vil hele tiden gøre tingene smartere og bedre for kunden, og vi er aldrig tilfredse. Det er en styrke, tror jeg, lyder det fra Kenneth Jensen, der også peger på, at kunderne ikke køber systemet på samme måde, som man erhverver et kasseapparat. Men I stedet får det sat ind, hvorefter de betaler abonnement, som inkluderer support.

Fakta - Flexybox ApS

Er stiftet i 2002.

Udvikler digitale driftssystemer til fitness-, oplevelses- og bowlingcentre samt til restauranter.

Har Morten Beck Schmidt, Tåsinge, og Lene Høj Larsen, Thurø, som største anpartshavere og førstnævnte som direktør.

Sidstnævnte ejer en række Bowl'n'fun-bowlingcentre rundt omkring i landet.

Steffen Larsen, Thurø, er formand for bestyrelsen.

Har 21 ansatte i Svendborg og 5 i Lviv i Ukraine.

Resultater af de seneste regnskabsår:

2018/2019: Overskud på 2,5 millioner kroner før skat.

2017/2018: Overskud på 1,5 millioner kroner før skat.

2016/2017: Overskud på 1,5 millioner kroner før skat.

2015/2016: Overskud på 1,1 millioner kroner før skat.

Egenkapitalen er efter seneste regnskabsår opgjort til 7,3 millioner kroner.

- De kan komme ud af aftalen med os på seks måneder, og derfor er vi nødt til at sørge for, at de er tilfredse hele tiden, siger Kenneth Jensen, der mener, at ordningen er med til at holde Flexybox konstant på dupperne.

Annonce

Ud i verden

Hvad det danske marked angår, har Flexybox godt fat.

Ifølge Kenneth Jensen sidder virksomheden på 75 procent af bowlingcentermarkedet og en tredjedel af fitnesscentrene, ligesom omkring 120 restauranter har Flexybox' system.

Det er ikke tosset, men nu skal der kigges uden for grænserne.

- Vi er ved at afklare, hvor vi skal satse. Umiddelbart er Holland, Tyskland og Norge spændende, og om et par uger skal vi faktisk til Holland for at holde nogle møder med nogle mulige samarbejdspartnere, siger Kenneth Jensen, der vedgår, at det er noget paradoksalt, at virksomheden storsatser i en tid, hvor covid-19 sætter dagsordener over hele kloden.

- Vi er godt nok ramt af coronaen, men vi tror på vores produkt. Og vores ejere er enige med os, siger han.

Planen er, at satsningen ret hurtigt skal give pote.

- Inden for to år skal vi gerne have etableret os globalt i den forstand, at vi skal være markedsledende på bowling og fitness i de lande, vi er i. Det er ambitionen, og jeg tror på den, siger Kenneth Jensen, som erkender, at han lader tankerne flyve lidt videre.

- Det kunne være fedt, hvis vi blev Fortune Global 500-virksomhed på et tidspunkt. Det er min drøm, smiler han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Mundbind skal bæres i fitnesscentrene - men ikke under træning

Annonce