Annonce
forside For abonnenter

Anmeldelse: Knus-elskelig skuespiller træder på bekvemmelighedsdanskernes ømme tæer i politisk monolog

Josephine Nørring som partiafhopperen Dana, der - mod sin vilje - ender som feteret mediedarling i en protestbevægelse. Foto: Ard Jongsma

Josephine Nørring er knus-elskelig i "Dannebrog", en politisk monolog som træder eftertrykkeligt på vores mest ømme tæer.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

Mand truet med koben

Debat

Min Mening: Korsetter i ørene

Det er musikeren og foredragsholderen Lotte Rømers skyld, at jeg i dag ved, hvordan det føles at have et korset på. Hun har en meget dårlig hørelse, fortalte hun engang i et interview, og fik derfor allerede som ung et høreapparat. Det lå til familien – det med ikke at kunne høre ordentligt, kan jeg huske, hun sagde. Interviewet ligger vel en 15 år tilbage i tiden, måske mere. Den gang havde jeg ikke selv høreapparat, så jeg forstod ikke, hvad hun mente med, at det føltes som at få korset af, når hun om aftenen tog høreapparatet ud af ørerne. Jeg havde på det tidspunkt som sagt ingen erfaring med høreapparater, eller med korsetter for den sags skyld. Men nu har jeg selv fået et stort høretab – det ligger også til min familie, godt hjulpet på vej af min alder og mit tidligere arbejde som klokker. Derfor ved jeg nu, at det er en meget ubehagelig, snærende og ufri fornemmelse at have sådan et monstrum på. Selvfølgelig kan det være nødvendigt, hvis man vil vise omverden en perfekt figur, man ikke længere har. Man må jo lide for skønheden, bevares. Men det er ikke særlig rart. I dag forstår jeg derfor fuldstændig det befriende suk, kvinderne før i tiden (måske også nu om dage?) må have udstødt, når korsettet efter en lang dag endelig faldt, og kroppens overdådigheder fik lov til at folde sig naturligt ud - ud over alle grænser. Endelig fri! Nøjagtigt sådan er det nemlig at få de forbandede høreapparater ud af ørerne om aftenen. Velsignet fred og ro! Frihed – så langt øret rækker. Også jeg udstøder et befriende suk hver aften. Men så er det altså heller ikke værre. Selvfølgelig er jeg glad for mine apparater, ellers ville jeg være et skarn, og jeg ville for øvrigt overhovedet heller ikke have et socialt liv, eller kunne høre de store flokke af gæs, der flyver henover haven for tiden. Men jeg er ked af, at jeg er nødt til at have dem. Desuden er der også så meget bøvl med dem: Så mangler de strøm, så kan jeg ikke huske, hvor jeg har lagt dem, så bliver de våde, og nu – for at det ikke skal være løgn – er det ene apparat sporløst forsvundet. Så for tiden hører jeg kun det halve af, hvad der bliver sagt. Det er virkelig noget lort med papører i regnvejr. Heldigvis er alle disse fortrædeligheder bare forskellige former for ærgrelser, der går over med tiden; men det, som aldrig forsvinder, er, at høreapparatet er et slags filter, virkeligheden skal igennem. Den direkte kontakt med omverden via min egen hørelse findes ikke længere. Det er ikke rart. Alle lydene fra min omverden skal med andre ord først igennem et elektronisk filter, før de havner inde i kraniet, hvor jeg fortolker dem. Og nu er jeg endelig ved det, jeg vil sige: Jeg fatter ikke, at normalt hørende mennesker med stor glæde propper elektronik i ørerne, der forbinder dem med et eller andet kunstigt - og lukker dem ude af naturen.

Annonce