ATLETIK: Søndag stiller Odense Atletiks Andreas Lommer sig klar på startstregen til Amsterdam Marathon. Efter en sæson 2021 med forskellige udfordringer er Andreas optimist frem mod de klassiske 42,192 km i den hollandske storby.
- Træningen er gået nogenlunde. Jeg har dog været ramt af en skade, der kostede to ugers træning samt to ugers genopbygning til den ønskede mængde. Men i de sidste fem uger har det kørt efter planen, fortæller Andreas Lommer og tilføjer:
- Derfor er det også svært at vide helt, hvor jeg står formmæssigt. Men jeg går i hvert fald efter en tid under 2.20 og også gerne under 2.19. Jeg håber, der vil være en gruppe, som løber 1.09-1.10 ved halvmaraton, som jeg kan hægte mig på. Så må vi se, hvordan det går derfra, siger Andreas Lommer, der har en to år gammel personlig rekord på distancen på 2.20,32 fra Frankfurt Marathon.
Amsterdam Marathon starter søndag klokken 9.00 og kan følges på Eurosport 1 fra klokken 10.30.