Annonce
Svendborg

Alvorligt syge patienter har fremskudt åbning af covid-afsnit i Svendborg

Michael Dall har været lægelig direktør på OUH siden november 2016 og har blandt andet en fortid som konstitueret ledende overlæge på Fælles Akut Modtagelse og Medicinsk Afdeling M på Svendborg Sygehus. Arkivfoto: Vibeke Volder
Det har hele tiden været en del af OUH's plan for håndteringen af covid-patienter, at Svendborg Sygehus skulle inddrages i beredskabet. Men da der i Svendborg begyndte at komme patienter så syge af covid-19, at de nærmest direkte blev lagt på intensivafdelingen, blev der mandag, tidligere end forventet, åbnet et særskilt afsnit for patienter smittet med coronavirusset på Svendborg Sygehus. Det giver mening ikke at blive ved med at flytte patienter til Odense, forklarer Michael Dall, lægelig direktør på OUH.

I har åbnet et covid-afsnit på Svendborg Sygehus - hvorfor nu?

- Vi har jo lavet en generel eskaleringsplan for hele sygehuset, og den har Svendborg hele tiden været en del af. Svendborg kom så bare ind som femte bølge. Det vil sige, at vi nu har en del afdelinger i spil i vores hovedkompleks på Odense-matriklen. Det har hele tiden været planen, at Svendborg skulle med på et eller andet tidspunkt, men Svendborg er sådan set ad bagvejen blevet en del af det her meget hurtigere, for der er kommet patienter på Svendborg, som er så syge, at de er endt på intensivafdelingen i Svendborg.

- Når man er så syg, at man ender på en intensivafdeling, skal man virkelig tænke sig godt om, før man begynder at fragte patienter ud på motorvejen til Odense, hvis den faglighed, der skal til for at hjælpe dem, også er til stede i Svendborg, og det er den på intensivafdelingen. Så derfor er Svendborg inkluderet allerede, og derfor giver det rigtig god mening at få et almindeligt covid-afsnit åbnet allerede nu, selv om vi ikke er helt pressede inde i Odense endnu. Det giver også de patienter, der kommer på intensiv i Svendborg, et sted at gå hen bagefter.

Når du taler om den her femte bølge i jeres plan, har I så ramt den tidligere end forventet?

- Både og. Ikke fordi vores kapacitet er fyldt i Odense. Men når vi nu har flere afsnit i gang i Odense, og vi samtidig også får patienter, der er covid-positive i Svendborg, giver det mening at undgå at flytte patienter fra Svendborg til Odense. Afsnittene i Odense er ikke helt fyldt op, og det er en helt bevidst strategi. Vi aktiverer stille og roligt flere af covid-afsnittene med få senge ad gangen, så personalet kan få den fornødne erfaring. Vi vil ikke starte med at fylde afsnittene på med 20 senge, så personalet bliver presset for hårdt. Det er dødhårdt bare at have værnemidler på hele dagen, så vi prøver på at lave en stille og rolig tilvænning, så personalet kan følge med, og det ikke bliver alt for travlt. At udvide kapaciteten og have Svendborg med gør, at vi kan undgå at have sådan et massivt tryk på alle afdelingerne samtidig.

Hvor mange covid-patienter ligger der i Svendborg nu?

- Tallene er stadig så små, at de er personhenførbare. Men jeg kan bekræfte, at vi har patienter både på intensiv og på covid-afsnittet i Svendborg.

Hvad betyder det faktum, at der er en høj koncentratoin af smittede pr. indbygger i Svendborg Kommune for timingen af åbningen?

- Det opdager man jo. At der er en eller anden sammenhæng. Når der bliver ved med at komme nogle patienter til Svendborg, og der er nogle, der er endt på intensivafdelingen, så har det jo selvfølgelig den sammenhæng, at når der nu er en eller anden koncentration i Svendborg af en eller anden årsag, vi ikke kender, så giver det selvfølgelig også mening at åbne, så vi har et sted, hvor patienterne kan være i Svendborg frem for at køre dem til Odense.

Hvad vil Svendborg Sygehus' rolle blive i de kommende uger ifølge den plan, I har lagt?

- Det bliver at tage imod de patienter, som det er nødvendigt at tage imod. Vi starter med plads til 15 patienter, men vi har mulighed for at udvide yderligere, for den nye bygning, som vi kalder den, selv om den nok er 20 år gammel efterhånden, har nogle gode forudsætninger for at have de her patienter, fordi der er tomandsstuer. Man kan faktisk have op til 36 patienter i sådan en afdeling.

- Det er også nogle store tomandsstuer, så hvis man skulle komme i den der fuldstændigt vanvittige situation, som vi har set i Sydeuropa, kan man faktisk også godt have tre liggende på nogle af stuerne og lave det, der hedder kohorteisolation, hvor man har mere end én på en isolationsstue. Det ville give plads til 48 patienter, men det tror jeg ikke, vi ville gå op på. Så ville vi nok inddrage en anden afdeling.

Forventer du, at der bliver brug for at udvide kapaciteten i Svendborg fra de 15, der umiddelbart er gjort plads til?

- Det er jo sindssygt svært. Jeg kigger også på kurven, og den er heldigvis ikke så stejl, som vi kunne frygte, og er vi der, hvor den flader lidt mere ud, kan vi få det hele til strække, og så må man forvente, at vi ikke får brug for at udvide fuldstændigt i Svendborg. Men det er den der berømte krystalkugle. Det er her, jeg ville ønske, jeg var på den anden side af påske, for så tror jeg mere, jeg ville kunne have en god mavefornemmelse for, om vi bevæger os den rette vej fortsat. Men lige nu siger jeg med min fornemmelse lidt det samme, som man har hørt Søren Brostrøm (direktør for Sundhedsstyrelsen, red.) sige, at det ikke ser helt tosset ud.

Hvad siger din fornemmelse dig om den plan, I har lagt? Er I beredte?

- Jeg vil sige, at vi er klar, og vi er også ret beredte. Vi har gjort os umage for at forberede os, men vi er stadig i den her berømte situation, at vi ikke ved præcis, hvad vi forbereder os til. Og alle kigger til Sydeuropa og tænker, om det her kan ske for os. Det er jo sådan, at den faglighed blandt andet blandt lungemedicinere i Norditalien, er noget at det, som vores lungemedicinere taler om som den ypperste faglighed. Sagt på en anden måde er det nogle meget dygtige læger dernede. Det er nogle af dem, der danner skole for, hvad man gør inden for lungemedicin. Og det er jo ikke et uland, vi sammenligner os med. Vi sammenligner os med et land, hvor nogle af de rigtigt dygtige folk er. Så kan man jo ikke lade være med at blive nervøs for, om det her kan ramme os også. Er der et eller andet, vi ikke har set?

- Så ligegyldigt hvor meget, vi har forberedt os, er det altid med det der forbehold, at vi håber, vi har forberedt os rigtigt og skaffet den kapacitet, der skal til.

Så der er stadig ro i maven, men med et strejf af bekymring?

- Jeg tror, at alle os, der arbejder i sundhedsvæsnet i øjeblikket, er bekymrede. Men vi bliver også nødt til at stole på, at de planer, vi har lagt, er fornuftige. Vi har prøvet at trykprøve dem med hinanden i regionen, og de er også trykprøvede på allerhøjeste niveau i Sundhedsstyrelsen, så vi bliver nødt til at tro på, når vi taler sammen, at vi har gjort det, vi mener, vi kan gøre, ud fra de forudsætninger, vi kender. Og så skal det da ikke være nogen hemmelighed, at vi også har en plan B og en plan C. Det bliver vi jo nødt til at have. Men så ved man jo også godt, at hvis man når derud, hvor det er plan B eller plan C, så bliver det jo ikke den samme kvalitet, man leverer i sundhedsvæsnet, som man kender. Men så er vi også ude i nogle tilstande, der ligner Italien.

OUH's eskaleringsplan

Odense Universitetshospital har lagt en plan for, hvordan kapaciteten af senge kan udvides i takt med, at der kommer flere smittede med covid-19.

Planen er inddelt i bølger og beskriver hvilke afdelinger på sygehuset i Odense og på Svendborg Sygehus, der skal tages i brug hvornår.

Første til fjerde bølge omfatter afdelinger i Odense. I femte bølge bliver Svendborg Sygehus ifølge planen inddraget. Det betyder, at der mandag åbnede et særskilt covid-afsnit på fjerde sal i bygning 39 på Svendborg Sygehus.

Svendborg Sygehus kommer i spil igen i syvende bølge. Resten af planen omfatter afdelinger på sygehuset i Odense.

Kilde: Odense Universitetshospital

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ærø

Klumme: Jeg har arvet en guldbarre

Annonce