Annonce
Svendborg

Alt udsolgt og lange ventelister: Boligselskab er åbent for nyt Tankefuld-byggeri

Fyns Almennyttige Boligselskab står bag to almene boligprojekter i Tankefuld: Tankefuld 1 med 67 boliger (til højre) og Tankefuld 2 med 44 boliger (bagerst). Grunden midt i billedet til venstre har FAB udset sig som en mulig tredje Trankefuld-etape. Foto: Michael Bager
Fyns Almennyttige Boligselskab har alt udlejet og lange ventelister i to Tankefuld-afdelinger med 111 almene lejeboliger, og nu åbner direktøren op for en mulig tredje etape. Selskabet har kig på en konkret grund.

Tankefuld: Fyns Almennyttige Boligselskab (FAB) er åben for muligheden for at bygge endnu en afdeling med almene boliger i Tankefuld.

Det siger direktøren i det store Odensebaserede boligselskab, Jacob Michaelsen.

- Når vi ser lidt længere ud i fremtiden, så kan vi sagtens se os udvikle endnu et område i Tankefuld, siger han.

Boligselskabet har kig på et konkret område i bydelen. I 2013 opførte FAB 67 almene boliger i en afdeling, som har navnet Tankefuld 1, og det er en grund syd for boligerne i denne afdeling – ned mod Johannes Jørgensens Vej - som FAB nu har udset sig.

Jacob Michaelsen understreger dog, at FAB hverken kommer til at bygge i år eller næste år.

- Men når vi ser lidt længere ud i fremtiden, så tænker vi, at Tankefuld vil blive et godt trækplaster for byen og noget, som vi godt kan se os i, siger han.

Annonce

445 på venteliste

Fyns Almennyttige Boligselskab opførte sidste år 44 nye almene boliger i projektet Tankefuld 2, og det er erfaringerne fra de to afdelinger, som har givet selskabet mere blod på tanden. De 44 boliger blev nærmest revet væk, og der står i dag 445 på venteliste til en bolig i Tankefuld 2.

Samtidig er Tankefuld 1 fuldt udlejet med en venteliste med knap 300.

Parcelhusgrunde

Den sjællandske erhvervsmand Kaj Holm købte i 2019 et 4,4 hektar stort område i den nordlige del af Tankefuld, som er udstykket til 37 parcelhusgrunde. Salget gik for alvor i gang for tre uger siden, da udstykningsplanen var færdig, og der er nu solgt en grund og reserveret ni.

Grundene er alle omkring 850 kvadratmeter, og de sælges til en enhedspris på 800.000 kroner.

Svendborg Kommune startede salget af byggegrunde i Tankefuld, og det er nu blot en kommunal grund til salg i området.

Det er disse erfaringer, der har givet selskabet mod på at bygge endnu en etape, men FAB-direktøren ved godt, at der er et voldsomt byggeboom i gang i Svendborg netop nu.

- Vi ved godt, at der er flere nybyggerier i gang i Svendborg og også i Skårup, og vi holder øje med udviklingen – også hos vores konkurrenter, der opfører lejeboliger. Lige nu er vi meget optimistiske på baggrund af de erfaringer, vi har, og vores prognose siger, at det kunne være interessant for os at udvikle området til boliger, når vi ser lidt længere frem, siger Jacob Michaelsen.

Et nyt boligprojekt med almene boliger kræver en medfinansiering fra kommunen på omkring 10 procent af den samlede byggesum, og derfor skal et nyt byggeri godkendes af byrådet. Borgmester Bo Hansen (S) har tidligere været tilbageholdende med bevillinger til nye almene boliger, fordi han har været bange for, at markedet svømmer over.

Det er han stadig, men afvisende overfor en tredje FAB-etape er borgmesteren ikke.


Når vi ser lidt længere ud i fremtiden, så kan vi sagtens se os udvikle endnu et område i Tankefuld

Jacob Michaelsen, Fyns Almennyttige Boligselskab


- Sådan som konjunkturerne står lige nu, vil jeg sige nej, fordi der er et privat marked, der kan opføre det, og i den situation synes jeg ikke, man skal bruge skatteborgerens penge på en medfinansiering. Men hvis situation ser anderledes ud om et par år, og de private investorer har været på banen, så vil jeg bestemt sige ja, siger Bo Hansen, som er tilfreds med samarbejdet med FAB.

FAB-direktør Jacob Michaelsen er åben for endnu et byggeri med almene boliger i Tankefuld. Foto: Michael Bager

- Jeg er glad for at høre, at de har haft nogle gode oplevelser med at bygge i Tankefuld, og jeg må også sige, at det sidste byggeri, FAB har lavet, er arkitektonisk smukt og med til at løfte hele området. Det er fedt at komme ud til, og så er det tilmed billige boliger, siger borgmesteren.

Annonce

375 nye almene boliger

Når han er tilbageholdende nu og her, så skyldes det et øjeblikkeligt byggeboom, hvor der også bygges rigtig mange nye, almene boliger i Svendborg.

Udover de 44 nye FAB-boliger i Tankefuld opførte Svendborg Andels-Boligselskab sidste år 54 nye almene boliger i østre bydel: 34 på Linkenkærsvej og 20 på Ørbækvej.

Lige nu er Boligselskabet Sydfyn, det tidligere BSB Svendborg, i gang med den helt store oprustning med ikke mindre end 277 nye almene lejeboliger. Selskabet bygger blandt andet 95 lejligheder i Nordre Park på den gamle Nordre Skole, 88 boliger i et seniorbofællesskab på Søkildevej i Høje Bøge-kvarteret og 88 almene boliger i Gammel Nyby på Tåsinge.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce