Annonce
Svendborg

Alenetid med minister: Borgmester talte om Hvidkilde-cykelsti med transportministeren

Borgmester Bo Hansen (S) har været i København og blandt andet talt om mulighederne for en cykelsti mellem Ollerup og Svendborg. Foto: Katrine Becher Damkjær
Svendborgs borgmester Bo Hansen (S) fik klemt lidt alenetid ind med transportminister Benny Engelbrecht (S), da han mandag var med en borgmesterdelegation i København. Tiden brugte Bo Hansen på at sælge ministeren idéen om en cykelsti ved Ollerup.

Svendborg: - Første skridt lykkedes fornuftigt.

Sådan lyder vurderingen fra Svendborg-borgmester Bo Hansen (S) oven på sit møde med transportminister Benny Engelbrecht (S) mandag formiddag i København.

Her fik borgmesteren lejlighed til at drøfte mulighederne for, at man laver en ny cykelsti på Sydfyn mellem Ollerup og Svendborg - et ønske, som efterhånden har mange år på bagen, er blevet revideret et par gange, og som kræver hjælp fra staten for at blive til noget.

- Det handlede om at præsentere forslaget for ham og få ham til at lytte, hvilket han gjorde, forklarer Bo Hansen.

Annonce

Kan se det for sig

Bo Hansen var i København sammen med sine borgmesterkolleger fra Langeland, Lolland og Guldborgsund kommuner for at tale med ministeren om forbedringerne på Rute 9 og om mulighederne for at lave en fremskudt færgehavn ved Tårs på Vestlolland.

I den forbindelse havde han dog på forhånd bedt om ekstra mødetid med Benny Engelbrecht for at kunne præsentere ham for planerne for cykelstien og fortælle om, hvordan der på Sydfyn nu er enighed om, at den skal løbe syd om Hvidkilde og ikke langs Fåborgvej forbi godset, som der tidligere er blevet talt om.

- Fordelen for ham - det vil sige staten - er, at prisen for den nye placering ligger i størrelsesordenen 22 til 24 millioner kroner. Og et forsigtigt bud på den anden er mellem 60 og 70 millioner, siger Bo Hansen.

Løsningen syd om Hvidkilde vil desuden indebære, at staten investerer penge i en løsning, der ligger på en vej, som ikke er statsejet. Og det var en væsentlig del af drøftelserne, forklarer borgmesteren.

- Helt principielt handlede det om, hvorvidt ministeren kunne se for sig, at det ikke bliver på den statslige vej, man laver cykelstien, og det var han ikke afvisende over for, at man kunne, siger han.

- Han kunne også have sagt nej. Det gjorde han ikke. Han anerkendte os på Sydfyn for at tænke kreativt og fortalte, at han vil arbejde videre med det, og så kan vi få en pejling af, hvor han står henne, siger Bo Hansen, der alt i alt er tilfreds med mødets udfald.

- Jeg forventede, at han ville lytte til de nye tanker, vi har gjort os, og det gjorde han. Han turde også tænke udover det konventionelle i det, og det er afgørende for os. Ellers var der ingen grund til at arbejde videre.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Ruder knust: Fem indbrud i biler i Svendborg

Annonce