Annonce
Ærø

92 helårshytter på Ærøskøbing Campingplads: Ny ejer vil gøre Ærø til turistmekka året rundt

Carsten Lehrskov-Schmidt overtager driften af Ærøskøbing Camping den 1. oktober. Ud over campingpladsen ejer han Ærø Kunsthal sammen med sin hustru, kunstneren Beth Mohr.Foto: Rikke Brunsgaard Andersen
Erhvervsmanden Carsten Lehrskov-Schmidt overtager 1. oktober Ærøskøbing Campingplads. Med topmoderne, nye faciliteter håber han, at kunne tiltrække flere hundrede gæster året rundt.
Annonce

Ærøskøbing: 92 nye, isolerede træhytter med indlagt vand skal gøre Ærøskøbing Camping til et turistmekka året rundt.

Sådan lyder planen fra erhvervsmanden Carsten Lehrskov-Schmidt, som fra 1. oktober i år overtager driften af Ærøskøbing Campingplads. De knap hundrede helårshytter er dog kun en lille del af den vision, han har for campingpladsen og for Ærø generelt.

Carsten Lehrskov-Schmidt, hvis hustru Beth Mohr ejer Ærø Kunsthal, købte 1. januar i år Ærøskøbing Camping sammen med rigmanden Lars Thye for 3,6 millioner kroner.

Lars Thye har indtil nu stået for driften af campingpladsen, men da denne fylder 80 i år og lider af en alvorlig lungesygdom, er det fra næste måned altså Carsten Lehrskov-Schmidt, der overtager, og han har store planer for stedet.

- Jeg vil gerne højne standarden og opgradere den fra en tre-stjernet til en fire-stjernet campingplads. I øjeblikket er campingpladsen sæsonbaseret. Jeg vil gerne udvide sæsonen, så der er gæster hele året rundt, fortæller Carsten Lehrskov-Schmidt.


Campingvogne er en uddøende race på grund af den grønne omstilling. Elbiler kan nemlig ikke så godt trække campingvognene, og her bliver hytter det nye.

Carsten Lehrskov-Schmidt, ejer af Ærøskøbing Camping


Opgraderingen af campingpladsen går i gang umiddelbart efter overtagelsen af driften. De nuværende 27 hytter på campingpladsen skal renoveres, isoleres og have indlagt vand.

Derudover er planen, at hovedhuset skal undergå en gennemgribende renovering.

- Der skal laves et stort aktivitetsrum, hvor man kan have forskellige indendørsaktiviteter som bordfodbold og bordtennis. Det er vigtigt, at der er disse faciliteter, så man ikke er så afhængig af, at vejret er godt, forklarer Carsten Lehrskov-Schmidt.

Også udendørsarealerne skal have en ordentlig overhaling. Der er allerede nu anlagt en stor legeplads og et udendørs fitness-område, og desuden er etableringen af en sauna-bygning, der kan bruges i løbet af vinteren, lagt i støbeskeen.

Annonce

Campingvogne er uddøende race

Men Carsten Lehrskov-Schmidt har efter eget udsagn større planer end det. Hans ønske er at lave de nuværende pladser til campingvogne om til isolerede helårshytter.

Netop det giver den nye campingbekendtgørelse fra 2019 mulighed for. Her gives der nemlig tilladelse til etablering af større og flere hytter på campingpladser.

Carsten Lehrskov-Schmidt mener ikke, at der er nogen fremtid i at satse på campingvogne. Derimod er feriehytter vejen frem, og han håber derfor, at Ærø Kommune vil give tilladelse til opførelsen af 92 nye ferieboliger på Ærøskøbing Camping.Foto: Rikke Brunsgaard Andersen

Og ifølge Carsten Lehrskov-Schmidt feriehytter vejen frem, for som han ser det er der ikke fremtid i at satse på campingvogne.

- Campingvogne er en uddøende race på grund af den grønne omstilling. Elbiler kan nemlig ikke så godt trække campingvognene, og her bliver hytter det nye. Træhytterne vil være smukke at få opført, og folk på den måde heller ikke at tage bil og campingvogn med færgen. På sigt er det derfor planen at gøre det til en bilfri campingplads, forklarer han.

Før de 92 helårshytter kan blive en realitet, skal Carsten Lehrskov-Schmidt dog først have gennemført en lokalplan af Ærø Kommune. Han håber derfor på, at kommunen vil kunne se de mange fordele ved projektet, som ifølge ham vil skabe liv på Ærø hele året rundt.

- Fordelen ved vores projekt er, at vi kan trække folk til øen hele året. Vi har ordentlige faciliteter, havudsigt og helårsaktiviteter. Vi regner med, at vi vil kunne have dagligt 200-300 gæster om vinteren. Det kunne være med til at gøre Ærøskøbing til en helårsby, siger han.

I øvrigt understreger han, at han vil trække på lokale kræfter i forhold til byggeprojektet.

Annonce

Ærø bliver det nye sort

Carsten Lehrskov-Schmidt bor til daglig i København sammen med sin hustru, kunstneren Beth Mohr, hvor han blandt andet er driver koncertstedet Docken i Nordhavn.


Alle trendsætterne i København er nu begyndt at tale om Ærø. For mig at se har Ærø potentialet til at blive det nye Bornholm eller Skagen

Carsten Lehrskov, ejer af Ærøskøbing Camping


I 2017 på en ferie på Ærø faldt parret pladask for ejendommen i Vestergade 41 i Ærøskøbing. De købte ejendommen, og idéen til at opføre en kunsthal blev realiseret. Siden da har Carsten Lehrskov-Schmidt og Beth Mohr opholdt sig en stor del af året i deres nyrenoverede fritidshus bag kunsthallen.

Selvom parret elsker Ærø, er det ikke kun for deres blå øjnes skyld, at de begynder at investere i øen. Ifølge Carsten Lehrskov-Schmidt har Ærø nemlig potentialet til at blive det nye, hotte turistspot i Danmark.

-  I modsætning til Skagen og Bornholm ligger Ærø tæt på alt - både København, Aarhus og Tyskland, og øen har fire færger, der sejler ofte, forklarer han.

Og så er endnu en fordel, at prisniveauet på øen stadig er meget lavt.

- Det er vanvittigt billigt at investere herovre. Man kan dog se, at priserne efterhånden er begyndt at stige, for hvor godtfolk er, kommer godtfolk til, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Mundbind skal bæres i fitnesscentrene - men ikke under træning

Annonce