Annonce
Portræt

85 år: Holdt var lærer i Agedrup i over 40 år - han blev sognets krønikeskriver

I 2003 blev Ib Holdt hædret med Agedrup Rundt Prisen. Arkivfoto: Robert Wengler

Ib Holdt, Odense M, fylder 85 år søndag den 29. marts.

Besøger man Ib Holdt og Else Marie på Sandholtvænget, ligger der stadig dagens aviser og diverse bøger tæt på fødselaren. Selv om det rent fysisk er gået noget tilbage de seneste år, er han stadig skarp, vidende og interesseret i stort og småt fra nær og fjern.

Ib Holdt kom som nyudklækket lærer fra en opvækst i de dansk-tyske grænseegne til Agedrup Skole omkring 1960, og dén skole og dét sogn blev omdrejningspunktet i hans liv.

Den unge sønderjyde cyklede til de lidt satte Agedrup-borgeres forbløffelse rundt på kaffebesøg hos forældre og andre i sognet. Han var tilmed snakkesalig og ligetil, og han gik populært sagt i folk med træsko på.

På førstesalen i forsamlingshuset drev Ib Holdt de første år sognets folkebibliotek, blev skolebibliotekar og var i det hele taget en bogorm, der i mange år også underviste fynske lærere på Danmarks Lærerhøjskole og var meget respekteret for sine kurser.

Over 40 år blev det til på Agedrup Skole, hvor Holdt blev en institution. Ville man høre efter som elev, så var her en lærer, der kunne fortælle historie - ikke læse den op.

På lærerværelset var han slagfærdig, altid klar til at hjælpe og med den holdning, at lærer var man altid. Det var et kald. Skulle noget fejres, så skrev han lige en sang.

I sognebladet Agedrup Rundt havde Holdt fra starten for 25 år siden sit eget opslag, hvor han fyldte blad efter blad med lokalhistoriske artikler, der hang fint sammen med formandsposten i Agedrup Sogns Lokalhistoriske Forening og Arkiv.

Her var han ankermand i mange år, og det var et tilløbsstykke, når Holdt holdt foredrag eller tog folk med på byvandring eller bustur.

Alle artikler i Agedrup Rundt blev samlet i "Agedrup Krøniken", et digert værk, der står på mangen Agedrup-reol. Og for hele sin indsats gennem en menneskealder fik Holdt et år Agedrup Rundt-prisen.

Som en næsten naturlig del af sit virke var Holdt også i en del år kirkesanger i nabosognene Seden og Aasum og også afholdt for sit virke dér.

Som 85-årig er Ib Holdt noget hæmmet fysisk, men han kommer stadig sammen med Else Marie ud til oplevelser og samvær, gerne tilbage til Agedrup til sognecafe eller andre arrangementer.

Rygtet fortæller, at plejepersonalet, der kommer dagligt til Holdt, nærmest slås om at være den heldige. Mere taknemmelig, medgørlig og lun patient skal man lede efter. /ras

Ib Holdt

Ib Holdt

Fylder 85 år søndag den 29. marts.

Født i Grænselandet.

Lærer på Agedrup Skole i mere end 40 år.

Underviser på Danmarks Lærerhøjskole.

Forfatter til Agedrup Krøniken.

Hædret med Agedrup Rundt Prisen i 2003.

Manden bag Agedrup Sogns Lokalhistoriske Forening og Arkiv, formand i mange år.

To døtre og en søn fra første ægteskab, børnebørn og oldebørn.

Gift med Else Marie.

Ib Holdt, sønderjyden, der kom til Agedrup som ung og var lærer på den lokale skole i over 40 år. Arkivfoto: Erik Schmidt
Det er omkring 10 år siden, at Ib Holdt kunne få udgivet Agedrup Krøniken. Arkivfoto: Erik Schmidt
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce