Annonce
Udland

81 er dræbt i uro efter drab på musiker i Etiopien

Reuters Tv/Reuters
Social uro er eksploderet i Etiopien, hvor militæret er sat ind mod væbnede bander i landets hovedstad.
Annonce

81 mennesker er dræbt under to dages voldsomme protester i Etiopien. Det oplyser en regional politichef onsdag til nyhedsbureauet AFP.

Militæret er onsdag blevet sat ind i hovedstaden, Addis Ababa, hvor bander bevæbnet med pistoler og macheter er draget gennem gaderne. Mange steder lyder der skud.

De voldsomme uroligheder er udløst af drabet på en populær musiker, Haacaaluu Hundeessaa.

Drabet, der skete mandag aften, har fået frustrationerne op til overfladen blandt oromo-folket, der er Etiopiens største etniske gruppe. Den dræbte musiker tilhørte oromo-folket.

- Jeg er vred. Det æder mig op indefra, siger en af demonstranterne, Ishetu Alemu, mens bildækkene brænder i gaderne bag ham.

Øjenvidner beskriver, hvordan oromoer slås mod andre etniske grupper, mens alle har sammenstød med politiet.

- Vi havde et møde med lokalmiljøet, og vi fik besked på at bevæbne os med alt, hvad vi har, også macheter og kæppe, fortæller en indbygger i Addis Ababa, som ikke ønsker at stå frem med navn.

- Vi stoler ikke længere på, at politiet kan beskytte os, så vi må forberede os.

Oromoerne klager over undertrykkelse fra regeringens side og siger, at de længe har været sat uden for politisk indflydelse.

Urolighederne har bredt sig fra Addis Ababa og videre ud i den omkringliggende Oromiya-region.

Torsdag skal Haacaaluu Hundeessaa begraves i sin hjemby, Ambo, og her er der frygt for, at nye uroligheder kan blive udløst. Derfor er der også indsat soldater her.

- Sikkerhedsstyrker har invaderet vores by, og vi kan ikke gå ud for at sørge. Der er ingen biler udenfor undtagen sikkerhedsstyrker med maskinpistoler, fortæller et øjenvidne i telefonen fra Ambo.

- Sikkerhedsstyrkerne stikker en finger i vores sår, tilføjer øjenvidnet.

/ritzau/Reuters

Maheder Haileselassie/Reuters
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Suverænt fynsk DM-guld fredag aften

Annonce