Annonce
Erhverv

800 recepter på miljøvenlig gødning: Fynsk firma vil disrupte landbruget

Produktchef Allan Holm Nielsen fortæller, hvordan anlægget fra Flex Fertilizer fungerer, mens borgmester Peter Rahbæk Juel (S) lytter i hallen på Hvidkærvej. Foto: Jakob Haugaard Christiansen
Firmaet Flex Fertilizer System har 800 recepter på miljøvenlig gødningsrecepter samt en ny generation af firmaets blandingsanlæg klar til at disrupte markedet for gødning - en udfordring er at få en konservativ branche til at tage medicinen. Første skridt er få historien fortalt, så i går havde det lille firma inviteret Odenses borgmester forbi.

Det røde bånd løber på tværs over den grønne tank, mens borgmester Peter Rahbæk Juel har fat i den store sløjfe, der er bundet i den ene side af det store blandingsanlæg.

Gaven er dog ikke til Odense-borgmesteren, men derimod til landmænd og miljøet, lyder det fra direktør i firmaet Flex Fertilizer System, Peder Beiskjær, før dagens gæst i industriområdet på Hvidkærvej trækker i det røde bånd.

Et stk. blandingsanlæg i den nyeste udgave, der sammen med 800 recepter på den rigtige gødningsformel af nærringsstoffer kan tilpasses den enkelte producent lokalt. Hvadenten det er en landmand fra Holsted i Jylland og Norge eller bomuldsproducenten i Kina, hvor Odense-firmaet også har leveret et anlæg.

- Vi har en løsning, der kan disrupte markedet for traditionel gødning og samtidigt reducere udledningen af kvælstoffer og klimagasser markant. Vores store hurdle som lille virksomhed er generel awareness, så vi skal have fortalt historien. Der håber vi på, at borgmesteren vil tage historien med ud om en lokal greentech-virksomhed, der kan levere miljøvenlig plantenæring, lyder det fra direktør Peder Beiskjær.

Annonce

Flex Fertilizer System

Firmaet blev stiftet for mere end 30 år siden af Flemming Padkær, som først gik på pension for nogle år siden.

I dag er firmaet ejet af robotentreprenør Lars Hansen, der også ejer bl.a. firmaet Egatec, som deler adresse med gødningseksperterne i Odense.

Flex Fertilizer System står bag en løsning med flydende såkaldt bladgødning, som firmaet leverer op til 800 recepter på, der blandes i firmaets eget anlæg. Recepten lyder på flydende bladgødning, der modsat traditionel gødning i faste form, sprøjtes direkte på planten. Gødningen optages på den måde hurtigere, mens udvaskning og fordampning af forskellige klimagasser reduceres kraftigt. Bladgødning er ikke nyt, men udfordringen har bl.a. været at gødning direkte på planterne svider dem af - det råder de mange forskellige recepter og blandinger bod på.

Indtil videre står der anlæg fra den fynske virksomhed et enkelt sted i Danmark i Holsted, men der er også anlæg i bl.a. Norge, Sverige og Kina.

Få spredte kunder

Den gode historie til trods har det dog været svært at få ret mange til at pakke gaven fra Odense-firmaet op i landbruget - både herhjemme og globalt. Nu er firmaet klar med en ny version af anlægget og har desuden udviklet receptpalletten på gødning, så den indeholder alle næringsstoffer, lyder det fra produktchef Allan Holm Nielsen.

Han guider dagens gæster igennem et væld af powerpoints, der understreger, hvorfor det er en svær historie at sælge.

- Den sælger ikke sig selv, for det lyder kompliceret og uoverskueligt, selv om det ikke er det. Men det afholder mange fra at være med, fordi det kræver, at man lærer noget nyt og sætter sig ind i et nyt værktøj, før man får effekt af det, siger Allan Holm Nielsen, hortonom med Ph.d i molekylær biokemi.

Desuden skal landmanden også gøde løbende igennem en sæson, hvorimod han med traditionel granulatløsning kan sprede gødningen på en gang i starten af sæsonen.

De mange flere ture med gødningen kan en robot eller en drone jo klare, siger Peter Rahbæk Juel.

God timing

Borgmesteren har netop fået en times indførsel i alt fra lattergasser, fosfor og nitrat i forbindelse med gødning.

- Jeg må bare sige, at jeg er gået fra en meget lille viden til 100 på ganske kort tid. Men det er et vigtigt område, som vi jo selv kan se på Odense Fjord, hvor vi også har problemer, så det er er på alle måder relevant, siger borgmesteren, før han understreger, at det kan være relevant at snakke både med partikollegaerne med ministertitler indenfor miljø, klima og landbrug.

- Vi forventer ikke, at Peter direkte skal påvirke dem, men vi håber, at han vil tage det med rundt i de kredse, han kommer i, siger Peder Beiskjær, som da ikke er bleg for at erkende, at timingen er noget nær perfekt.

Regeringen har netop løftet klimakravet til landbruget, som skal reducere udledningen af kvælstoffer til havene med det tredobbelte til 3500 ton.

- Vi har påvist i forskellige forsøg i både Norge og Tyskland, at systemet fungerer og vi kan reducere kvælstofforbruget til det halve, uden at det går ud over udbyttet, siger Allan Holm Nielsen.

Med 50 anlæg fra Flex Fertilizer kunne det danske forbrug af handelsgødning ifølge firmaet selv reduceres til det halve, mens udledninger af bl.a. fosfor kunne reduceres med 30 procent og udvaskningen til havene reduceres med 10.000 ton om året.

Odenses borgmester følger med, mens produktchef Allan Holm Nielsen (i midten) fortæller om det flydende bladgødning, som er kernen i forretningen hos Flex Fertilizer System, hvor Peder Beiskjær, yderst til højre, er adm. direktør. Foto: Jakob Haugaard Christiansen
Peter Rahbæk Juel binder sløjfen op til den nyeste generation af Flex Fertilizers anlæg. Foto: Jakob Haugaard Christiansen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Faaborg-Midtfyn For abonnenter

Efter lancering af kæmpeplan: Borgmester lover masser af dialog med borgerne

Annonce