x
Annonce
Erhverv

5000 job på spil: Fynske gartnere råber om hjælp

En medarbejder på Tvillingegaarden A/S er i gang med at at kassere blomster, som gartneriet ikke kan komme af med. Den første del af året, med alle dets helligdage og traditioner, er gartneriernes højsæson. Den periode, hvor de største dele af årsomsætningen generes. Foto: Christian Nordholt
På blot en uge er situationen gået fra kritisk til katastrofal i den fynske gartneribranche, hvor mere end 400.000 blomster blev kasseret i sidste uge. Men det kan blive endnu værre de kommende uger.

- Vi håber på det bedste og frygter det værste.

Nogenlunde sådan udtalte formanden for Danske Gartnerier, Fraugde-gartner Jørgen Andersen, for blot en uge siden her i avisen.

Allerede i løbet af ugen stod det klart, at situationen udviklede sig mod det værste, og nu frygter ikke mindst potteplante- og blomsterproducenter for fremtiden.

- Vi kasserede alene 100.000 blomster i sidste uge, og i hele branchen var det mindst 400.000 planter, fordi vores markeder i Tyskland, Holland, Østrig og flere andre steder er lukket stort set helt ned, siger formanden for brancheorganisationen Flora Dania, Nicolai Abildgaard.

Han er også adm. direktør i By Growers, der er Danmarks største blomsterproducent. I øjeblikket brænder de bl.a. inde med tusindevis af koraltoppe, også kaldet “Brændende kærlighed”. Planterne skulle have været til bl.a. Sydtyskland og Østrig, men der er alt efterhånden lukket ned, fortæller han.

- Der bliver i det hele taget færre og færre steder, hvor vi kan sælge blomsterne. Vi kan måske godt få dem sendt afsted, men blomsterbutikker og grossister er lukket, siger han.

Og de næste uger bliver det kun værre.

- Vi har en million gule blomster på vej til påsken, og hvis der ikke sker noget, kommer vi også til at kassere mange af dem. Man kan ikke sælge dem efter påsken, siger han.

Annonce
Anett Madsen adm. direktør hos gartneriet PKM, der ligesom de andre gartnerier i branchen er ramt af aflyste ordrer. Foto: Christian Nordholt

Produktionen i højeste gear nu

Det mærker man også hos de 200 ansatte i gartneriet PKM i det nordlige Odense, hvor væksthusene i branchen står tæt.

Her har adm. direktør Anett Madsen kasseret tusindevis af blomster i sidste uge, og hun frygter, at det kun bliver værre.

- Vi kasserer blomster løbende. Det er vi nødt til, og det bliver kun mere og mere de kommende uger. I højsæsonen kører vi et par hundrede tusinde planter ud om dagen. Vi producerer i øjeblikket til påsken og mors dag, men det er meget urealistisk, om vi kommer til at sælge de planter, siger Anett Madsen.

Produktionen kører på højtryk i væksthusene i øjeblikket, og man kan ikke bare stoppe maskinen, fordi der er tale om levende planter, understreger både Madsen og Nicolai Abildgaard. Planter som har været forberedt i månedsvis.

- Vi sætter hele tiden nyt i gang, og får vi ikke gjort plads til de nye planter, så kan de ikke komme til at vokse sig store. Så vi skal enten sælge eller kassere dem for at få plads til de nye planter, siger Anett Madsen.

De kasserede planter bliver smidt i affaldscontainere og kørt til destruktion hos affaldsvirksomheden Marius Pedersen, da gartneriet er underlagt en række miljøkrav og regler. Imens er PKM i tæt kontakt med kunderne uden for landets grænser og frygter for en forværring af situationen.

- Vi har en tæt kontakt, og det hele står og falder med, hvordan Europa reagerer. Vi er meget afhængige af markederne uden for Danmarks grænser, siger hun.

Hjælp til tabt omsætning

Tilbage hos By Growers har Nicolai Abildgaard 120 mand ansat i øjeblikket. De pakker de blomster, som gartneriet har produceret de sidste 20 uger, og samtidigt har man gang i produktionen til bl.a. påsken.

- Derfor kan vi ikke sende folk hjem, ligesom de kan i andre brancher. Vi har brug for dem nu til de næste blomster, som skal sættes i jord. Dem kan vi ikke bare sætte på køl. Det er nok det værste tidspunkt, vi er blevet ramt, hvis det havde været i august eller oktober, havde der jo været tomt i mange gartnerier, siger han.

By Growers og PKM er med i top 10 af landets største gartnerier i en branche, der i dag tæller 100 gartnerier. 80 af dem er placeret på Fyn, hvor branchen beskæftiger omkring 5000 ansatte i dag.

- Vi har også brug for hjælp. Vi kan ikke bruge de hjælpepakker, der er blevet lanceret, vi har i stedet brug for hjælp til tabt omsætning. Allerede i forrige uge havde vi en nedgang i omsætningen hos os på 50 procent, og det bliver kun værre, siger Nicolai Abildgaard.

Det samme er billedet hos PKM, hvor Anett Madsen opfordrer politikerne til at komme på banen.

- Vi skal bruge hjælp med omsætningen, som vi taber en meget stor del af lige nu og de kommende uger og måneder. Ingen ved, hvor længe det kommer til at stå på, siger hun og fortsætter:

- Vi kan ikke sende nogen medarbejdere hjem, og hvis vi først lukker det hele ned, så er spørgsmålet, om vi kommer vi i gang igen, siger direktøren.

De to direktører får opbakning fra Venstres byrådsmedlem i Odense, Christoffer Lilleholt. Han opfordrer til, at man på Fyn politisk går ind i kampen for at sikre en hjælpepakke.

- Gartneriet er i samme situation som rejsebranchen, og hvis vi ikke redder dem nu, så får det fatale konsekvenser. Det er altså en unik branche for Odense og Fyn med 5000 arbejdspladser, så vi skal se på enten en støttepakke eller nogle lånegarantier, så ikke for mange af dem knækker nakken på corona, siger han.

Han opfordrer til, at der politisk bliver taget kontakt ind i regeringen.

Direktør for Tvillingegaarden A/S, Jens Pedersen, skridter et af sine væksthuse af. Han har ligesom resten af branchen store mængder af blomster, han ikke kan komme af med. Foto: Christian Nordholt
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Udlejere slår hårdt tilbage mod butikskæder, der nægter at betale husleje

Annonce