Annonce
Fyn

5. klasse vil gøre tre ting for trafiksikkerheden på Aarupskolen

Her er skiltene, der er klar til opsætning i februar. Foto: Janus Fabricius Nielsen.
Eleverne på Aarupskolen vil selv være med til at gøre trafikken sikker, og opfordrer forældre til at køre pænt. Her er tre af de ting, de vil gøre ved den farlige trafik omkring skolen.

Aarupskolen har siden december arbejdet med et trafikprojekt, som er støttet af Assens Kommune og fonden Østifterne. Sammen med virksomheden Trafik i Børnehøjde har elever fra 5.d fundet løsninger på trafikale problemer omkring skolen. Her er tre løsninger, eleverne selv peger på.

1) Forældrene skal lære reglerne at kende

Omkring Torpvej og busstoppestedet kan det være ekstra farligt om morgenen, siger børnene. Foto: Janus Fabricius Nielsen.

Til forældrene kommer der en klar opfordring fra børnene.

- Når man afleverer om morgenen, så må man faktisk ikke køre ind på parkeringspladsen, siger Liva, der går i 5.d på Aarupskolen.

Det giver nemlig en hulens masse trafik, når folk afleverer om morgenen, og man har måske travlt, så der bliver lidt ekstra fart over feltet, når man kommer kørende.

Samtidig kommer der mange børn gående eller cyklende, og de har allerede problemer, hvis de kommer fra Torpvej, hvor bussen stopper.

Her er der nemlig en cykelsti, som både cyklister og fodgængere benytter sig af. Fodgængerne bruger ikke fortorvet, fordi det er lige op og ned af vejen.

- Vi skal helst ikke gå der, hvis folk går og skubber til hinanden og sådan noget - altså bare for sjov., siger Dilan fra 5.d.

- Der er rigtig mange biler og cykler og alt muligt her om morgenen, så det kan faktisk godt være ret farligt, fortæller Stella fra 5.d.

Derfor vil klassen gerne have, at forældre afleverer ved hallen. Det er en lille omvej for nogen, men det gør det sikkert. Og så vil de selvfølgelig gerne have, at folk overholder fartgrænserne.

- Vi har bestilt fotovogn et par gange, men der er stadig en del, der kører for stærk, siger Birgit Nielsen, der er lærer i 5.d.

2) Gør det spændende at være sikker

Emoji-cykelskure er en af midlerne for at lette biltrafikken om morgenen. Fra venstre: Dilan, Liva og Stella.

5.d. har taget sagen i egen hånd, og lavet en masse skilte med emojis (lille symbol, der udtrykker sindstemning, for eksempel en smiley) og andet, som skal peppe det trafiksikre lidt op.

- Vores cykelskur er meget kedeligt, og der er ikke ret mange, der bruger det. Så vi har lavet de her skilte med regnbuer, almindelige emojis og djævle og sådan noget.

Og emoji-glæden stopper ikke her. Faktisk vil de plastre hele stien fra Aaruphallen og ned til skolen til med emojis og kalde den "Emojistien".

- Det skal give folk lyst til at gå på stien om morgenen. Så kan man blive afleveret oppe ved hallen og gå ned langs stien, fortæller Tobias fra 5.d.

De store træskilte er lavet, og skal sættes op til februar.

3) Tag cyklen

Mange børn bliver kørt i skole om morgenen, og det betyder, at der omkring indkørslen til skolen er rigtig meget trafik.

- Altså, hvis flere tog cyklen, så ville der ikke være alle de biler, og der er mange der bliver kørt, som måske kunne tage deres cykel.

De har faktisk lavet spørgeskemaer i de andre klasser om, hvordan deres skolekammerater kommer i skole.

- Det er rigtig meget de små klasser, der bliver kørt selvfølgelig, siger Josphine.

- Der er selvfølgelig mange, der kommer langt væk fra, og dem kan man jo nok heller ikke få til at køre på cykel, siger Liva.

Men de håber at emoji-cykelskuret og et andet tiltag kan få dem til at stige op på jernhesten og lette biltrafikken omkring skolen.

- Vi laver cykel-frikvarterer, hvor vi laver nogen baner, som man kan cykle på, siger Patrick, som skal stå for det sammen med kammeraterne Mikkel og Lauritz.

Hermed en opfordring til at køre pænt omkring Aarupskolen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Nu er opgravningen af minkene i gang

Faaborg-Midtfyn

Går imod andre praktiserende læger: Faaborg-læge vil gerne vaccinere med skrottede vacciner - hvis myndigheder siger ok

Annonce