Annonce
Erhverv

40 kandidater på 10 uger: International talentjagt til fire fynske firmaer

Onrobot skal bl.a. bruge Copenhagen Capacity til at finde nye tekniske supportere og salgspersonale til den voksende globale organisation. Foto: Frederik Steen Nordhagen
Fire fynske robotvirksomheder er med i en international talentkampagne, som over 10 uger skal finde kandidater til 40 ledige job i 18 forskellige danske virksomheder.

Teknisk support og kvalificerede medarbejdere til salgsafdelingen er nogle af de profiler, som den fynske virksomhed Onrobot har sværest ved at få besat, når der er behov for at udvide medarbejderstaben.

Og det har der i den grad været i den fynske robotvirksomhed, som i løbet af det seneste halvandet år er udvidet til flere end 170 ansatte på verdensplan.

Virksomheden med tidligere Universal Robots-ejer Enrico Krog Iversen i spidsen er derfor blandt fire fynske robotvirksomheder, der har set udenfor Fyn for at finde en partner til at få en stribe job besat.

- Der er nogle medarbejdergrupper, som det er blevet sværere at rekruttere. Så det samarbejde er et forsøg på, om vi kan finde nogle af de medarbejdere, vi mangler via nogle nye og andre kanaler end dem, vi har brugt hidtil, siger Enrico Krog Iversen, der både er medejer og adm. direktør i Onrobot.

Virksomheden, der har baser i Odense, Budapest og Los Angeles, er med i et 10 uger langt forløb, som skal tiltrække danske og især udenlandske kandidater, som organisationen Copenhagen Capacity står bag.

Copenhagen Capacity arbejder målrettet med at tiltrække virksomheder og nye investeringer til hovedstaden for at skabe udvikling. Desuden arbejder organisationen ikke mindst med at sikre, at der er er kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne og har som navnet antyder været meget fokuseret på hovedstaden, fortæller talentdirektør Nikolaj Lubanski fra Copenhagen Capacity.

- Vi har flere års erfaringer med den form for kampagner i hovedstadsområdet. Det nye her er, at vi har udviklet et nationalt kampagnekoncept, hvor vi hjælper virksomheder i hele landet, siger han.

Udover Onrobot er Mobile Industrial Robots, Unicontrol og Robot at Work med i kampagnen, hvor robotklyngen Odense Robotics har etableret kontakten til Copenhagen Capacity. Der er 40 ledige job i de i alt 18 virksomheder, hvor de fynske robotvirksomheder har flere fordele, når man skal tiltrække kandidater, siger Nikolaj Lubanski.

- Det er en meget hypet og omtalt gruppe af virksomheder i robotklyngen, og det skal vi selvfølgelig bruge i vores markedsføring, som i høj grad foregår via sociale medier og netværk ude i verden, siger talentdirektøren.

Han peger på, at målet med kampagnen bl.a. er at fortælle historien om klyngen i Odense og de mange karrieremuligheder, der er både i de fire virksomheder og i klyngen i øvrigt. Desuden skal man fortælle historien om det område, som kandidaterne kommer til at bo i - såkaldt placebranding, heriblandt den uformelle danske livsstil og arbejdskultur samt muligheden for at både at både far og mor går på arbejde og henter børn kl. 16.00. Og endelig er det vigtigt, at understrege, at der er åbne muligheder netop nu. Det er altså ikke jobåbninger, der kan opstå - men reelle og nuværende ledige job, som kandidater kan byde ind på.

- Vi har stærke erfaringer med at finde folk digitalt, hvor vi går ind og målretter budskabet til kandidater direkte i professionelle netværk og grupper på sociale medier, hvor man diskuterer faglige udfordringer, siger talentdirektøren.

Annonce
Nikolaj Lubanski, talentdirektør i Copenhagen Capacity, som i løbet af 10 uger skal tiltrække internationale kandidater til en række ledige job i den fynske robotklynge. Herefter tager de fire fynske virksomheder, der er med i kampagnen, over og rekrutterer de kandidater, som de vil arbejde videre med. Foto: Copenhagen Capacity

Lønnen skal være i orden

For Onrobot er det afgørende, at få kvalificeret arbejdskraft ind, så betyder det ikke så meget om kandidaterne kommer fra Brasilien eller Aalborg, understreger Enrico Krog Iversen, som godt ved, hvad der kan tiltrække de dygtigste kandidater.

- Det er hverken løn, pension eller miljøet, der er afgørende. Det er ting, der bare skal være i orden, ellers kigger kandidaten slet ikke i vores retning, siger han.

- Hvis vi skal tiltrække de bedste, så skal vi tilbyde dem, at de kan arbejde med udvikling, der kan være nyskabende og ændre den måde, man arbejder med robotter og automation på. Det er det helt afgørende for de folk, vi gerne til tiltrække, siger han.

Ambitionen med kampagnen er, at hver virksomhed afslutningsvis står med mellem fem og 10 kvalificerede kandidater til hver ledig stilling. Herefter tager virksomheden selv over fra Copenhagen Capacity, som ifølge Nikolaj Lubanski kan få helt op til 1500 kandidater i spil til de 40 ledige job.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce