Annonce
Svendborg

3F havde frygtet meget højere tal: Færre fyringer end forventet

Bjarne Elnegaard, 3F, havde for to uger siden frygtet, at ledigheden ville blive meget større, end den blev. Foto: Katrine Becher Damkjær
3F har på to uger noteret 134 lokale fyringer som følge af corona-krisen. Det er flere end normalt, men fagforeningen havde frygtet endnu flere. 3F hjælper gerne virksomhederne med at gøre brug af kurser og hjælpepakker.

Svendborg: Ledighedstallene stiger i øjeblikket voldsomt på grund af corona. I 3F Sydfyn har man lokalt noteret 134 nye ledige inden for de seneste to uger, men det er alligevel færre end forudset.

- Havde du spurgt mig for to uger siden, ville jeg have forventet et langt højere tal, siger formand for 3F Sydfyn, Bjarne Elnegaard.

Regeringens hjælpepakker, som er skabt i samarbejde med fagbevægelsen, er dog blevet godt modtaget og har ifølge 3F-formanden haft den ønskede effekt.

- Gudskelov oplever vi, at nogle bruger treparts-aftalen i stedet for at fyre eller sende medarbejderne på fordeling. Der er endnu ikke mange virksomheder, der har valgt helt at opsige personalet, siger han.

- Tværtimod, så ser vi også, at nogle virksomheder, som nåede at opsige personalet inden hjælpepakkerne, siden har ansat medarbejderne igen.

Bjarne Elnegaard håber, at pakkerne fortsat kan have en god effekt, efterhånden som krisen varer ved.

- Men forhåbentlig begynder man snart at løsne på nogle af restriktionerne, og 3F hjælper gerne arbejdsgiverne til at finde bedre løsninger end fyringer, indtil da, siger han.

Annonce

Hjælp til hjælpepakker

- Vi vil gerne hjælpe med at se på mulighederne i de forskellige hjælpepakker. Og der findes også andre positive muligheder som alternativ til fyringer, siger Bjarne Elnegaard og nævner efteruddannelse af medarbejdere.

- Online-kurser kan for eksempel være en løsning, så det hele ikke bare går i fuldstændig tomgang, når ordrerne udebliver for en periode.

- Jeg ved, at AMU er ved at oprette online-kurser indenfor vores branche. Det kunne måske være en mulighed for nogle af de ansatte samtidig med, at man gør brug af de fonde, der også findes.

- På den måde kunne man stå med en bedre uddannet arbejdsstyrke, når krisen er over, siger han og tilbyder hjælp til at strikke et forløb sammen.

- Det kan vi for eksempel gøre i samarbejde med konsulenter indenfor AMU, siger han.

Sæson for færre ledige

Bjarne Elnegaard fortæller, at forårets komme normalt betyder færre arbejdsløse.

- Egentlig er det jo på den her tid af året, at ledighedstallene plejer at være for nedadgående. Dem, der har været vinterhjemsendt, vender tilbage på arbejde nu.

- Men det er jo de sæsonbetonede virksomheder, der har det sværest i første omgang af sådan en krise. Det er gartnerier, der ikke kan komme af med deres påskeliljer, hoteller og restauranter, der ikke har gæster og så videre.

- Industrien på Sydfyn har til gengæld haft en generel god ordrebog, og virksomhederne har handlet efter forsigtighedsprincippet. Men enkelte steder er der dog virksomheder, der siger ”nu går den ikke længere” og lukker helt.

- Men vi ser som sagt også, at hjælpepakkerne har afværget meget, siger Bjarne Elnegaard.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ærø

Klumme: Jeg har arvet en guldbarre

Annonce