Annonce
Svendborg

36 nye lejligheder midt i byen: Stor interesse for nye Bagergade-boliger

Det gamle Børnely-børnehave i Bagergade bliver bevaret og bygget om til 18 moderne lejligheder. Under altanen til venstre bliver der lavet en port med indkørsel til boligerne. Foto: Katrine Becher Damkjær
Lokalplan er godkendt for nyt boligbyggeri ved Børnely-børnehave, og nu går udviklere på jagt efter investorer. Lejligheder ventes klar i slutningen af 2022.
Annonce

Svendborg: Der er intet der tyder på, at der bliver problemer med at finde beboere til 36 nye lejligheder ved den gamle Børnely-børnehave i Bagergade.

Nyborg-arkitektfirmaet Harrebek og Odense-projektudviklingsfirmaet Manage og Build har indtil videre kun slået nogle streger på et stykke papir, men alligevel er der skrevet 10 potentielle beboere op på en liste.

Telefonerne begyndte at ringe, da de to firmaer for et år siden vandt et udbud med projektet ”En fynsk frugthave på terrasser”.

Grunden falder 12 meter fra Bagergade til højre og ned mod Dronningemaen til venstre, hvor der skal bygges to ejendomme i fire og fem etager med plads til 18 lejligheder. Illustration: Harrebek Arkitekter

- Efter, at avisen skrev om vores projekt, fik vi 10 konkrete henvendelser, uden at vi havde gjort noget, og det er ikke almindeligt, siger Manage og Build-direktør Jan Laustsen.

Han mener, den centrale beliggenhed tæt ved gågaden, skole og idrætshal er årsag til interessen.

- Det er en topbeliggenhed, og samtidig er det en fantastisk grund med et terræn, der falder 12 meter fra Bagergade ned mod Dronningemaen, siger han.

Annonce

Børnehave bevares

Projektet indeholder i alt 36 lejligheder, der er fordelt på 18 i den gamle Børnely-ejendom og 18 i to nye etageejendomme, der skal opføres i bunden af haven mod Dronningemaen. Der bliver indkørsel fra både Bagergade og Dronningemaen, mens der midt på grunden laves et grønt fællesområde med frugttræer, som også bliver et offentligt frirum for hele byen.

36 nye lejligheder

De 36 kommende lejligheder i projektet ”En fynsk frugthave på terrasser” fordeler sig med 18 i den gamle Børnely-ejendom og 18 i to nye ejendomme på fire-fem etager i bunden af haven mod Dronningemaen.

De 18 lejligheder i de to nye ejendomme bliver alle på omkring 90 kvadratmeter, mens lejlighederne i den gamle ejendom varierer fra omkring 45 til 85 kvadratmeter. Lejlighederne er rettet mod både familier, unge og ældre.

Det er endnu ikke afgjort, om der bliver tale om leje- eller ejerboliger.

Den gamle ejendom bliver totalt renoveret med elevator, og i kælderen er der planer om at indrette fælleskøkken og fællesrum, garderobe, et par gæsterum og et motionsrum.

- Vi har haft henvendelser fra nogle ældre borgere, som har udtrykt ønske om, at de gerne vil bo i den gamle bygning, der jo ligger ganske få meter fra gågaden, siger Jan Laustsen.

Direktør i Harrebek Arkitekter, Uffe Harrebek, fortæller, at det har været vigtigt at bevare den gamle børnehave, som han betegner som en fantastik bygning, som er alt for god til at rive ned.


Mit bedste bud er, at det vil være færdigt i slutningen af 2022.

Jan Laustsen, direktør, Manage og Build


- Ejendommen har en pæn arkitektur, den passer rigtig godt ind i området og ligger helt fantastisk. Samtidig passe det godt til en tid med CO2-belastning at genbruge så meget, som man kan, og vores udgangspunkt har været at transplantere ejendommen til 18 moderne lejligheder, siger Uffe Harrebæk.

Annonce

Færdigt i 2022

Byrådet godkendte tirsdag en lokalplan for projektet, og nu leder de to parter efter en investor. Jan Laustsen fortæller, at der er investor-interesse for projektet, som endnu ikke har været annonceret, men han er også åben for en mulighed for, at Harrebek Arkitekter og Manage og Build selv går i gang med at bygge.

Det gamle børnehave i Bagergade bliver bevaret, og i den store have skal der plantes frugttræer og bygges to ejendomme med i alt 18 lejligheder. Foto: Katrine Becher Damkjær

Inden byggeriet går i gang, skal der søges byggetilladelse, der skal laves byggetegninger og projektet skal i udbud. Han håber, at byggeriet kan indledes i løbet af i år.

- Mit bedste bud er, at det vil være færdigt i slutningen af 2022, siger Jan Laustsen.

Da Svendborg Kommune sidste år sendte grunden i udbud, blev partnerskabet mellem Harrebek Arkitekter og Manage og Build foretrukket til fordel for et projekt fra Odense-firmaet Boliggruppen A/S med 63 boliger på den 4000 kvadratmeter store grund.

Svendborg Kommune havde sat mindsteprisen på grunden til 3,5 millioner kroner, og folkene bag vinderprojektet afleverede et bud på 4 millioner kroner.

Sådan ser projektet i Bagergade ud fra oven med den gamle børnehave nederst, frugtlunden i midten og de to nye bygninger øverst. Illustration: Harrebek Arkitekter
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce