Annonce
Svendborg

31 tons affald på genbrugsstation har skiftet hænder: Lene har besøgt pladsen hver dag

Lene Feder, 45, og datter Alberte Hansen, 11, på Svendborg Genbrugsstation i den container, hvor man bare må tage, det man har lyst til. Det er affald, som er sorteret af en af pladsens medarbejder, der synes at være for godt til at blive brændt. Foto: Linea Andersen
Et halvårligt forsøgsprojekt på Svendborg Genbrugsstation med en container og et telt med ting, der kan genbruges, rinder ud. 45-årige Lene Feder har været flittig bruger af tilbuddet og ønsker det skal fortsætte. Vand og Affald i Svendborg Kommune håber, tiltaget kan blive permanent.
Annonce

Svendborg: Lene Feder står med hovedet i en affaldsbeholder fyldt med bøger. En mand stiller sig ved siden af hende, klar til at fylde beholderen med endnu en sæk aflagte bøger fra reolen.

- Der er næsten ikke mere plads heri, griner 45-årige Lene Feder.

Hendes datter napper et par bøger med.

- Vi plejer at klippe siderne ud og bruge dem eller også bygger vi forskellige ting ud af bøgerne, forklarer 11-årige Alberte, der i dag endnu engang er taget med sin mor på genbrugsstationen i Svendborg.

Siden 3. juni i år har folk og besøgende på genbrugspladsen i Svendborg nemlig frit kunne tage ting og sager fra et telt og en container, der står på pladsen med skiltet "Her må du ta'". Det er et forsøgsprojekt, hvor gode ting, der er blevet afleveret som affald på pladsen, er blevet stillet til side, så andre frit kan tage det.

Idéen kommer ud af, at der er kommet større fokus på at genbruge, men det er en medarbejder på genbrugspladsen, der har fået idéen til genbrugskonceptet. Formand for bestyrelsen i Vand og Affald Søren Kongegaard (S) er begejstret for tiltaget.

- Det handler om at få folk til at genbruge noget mere. I stedet for, at de ting bliver brændt af, kommer de nu til at leve noget længere, siger han.

Hvad er Her-må-du-ta' container og telt?

Den 3. juni kom der en container og et telt på genbrugspladsen i Svendborg. Et initiativ, som kom fra medarbejderne, hvor det gode affald, som godt kan genbruges, bliver stillet frem, så folk kan tage det.

Først for er dog fire frivillige foreninger - Peder Most Garden, Genbrugskontakten, Svendborg Genbrugscenter og Kirkens Korshær - som genbrugspladsen har aftale med. De ting, som de ikke finder nyttige, bliver stillet frem til gæster på pladsen.

Når man tager ting, skal de vejes på en vægt.

På 4 måneder er der registreret 31 tons affald, der er gået til genbrug. Ting, der ellers skulle være brændt af.

Alene i september har der været 1587 registreringer.

Det var et forsøgsprojekt, der skulle forløbe et halvt års tid, og det udløber derfor i starten af november. Container og telt bliver dog stående til bestyrelsen i Vand og Affald beslutter, hvorvidt det skal blive permanent.

Annonce

Velbesøgt

Lene Feder og Alberte er trasket ind i containeren. På den ene side står flere bøger og gamle grammofonplader, på den anden står porcelæn, gryder, vaser og alverdens ting. Alberte tager fat i et par porcelænskopper.

- De er da fine, siger hun til sin mor og tager favnen fuld.

Lene Feder vurderer, at hun har været på genbrugspladsen tæt på hver dag siden forsøget startede. Det er både til privaten, men også til at kreere ting til Oure Friskole, hvor hendes børn går i skole, hun har gjort brug af genbrugstingene.

- Jeg har fundet nogle aflagte telte, som er sat op i aulaen på skolen, som ellers virkede meget stor og tom. Jeg har lavet stole og sofaer ud af bøger, hvor børnene kan sidde og læse. Det er alt sammen genbrugsting, fortæller hun.

Hos 11-årige Alberte er genbrugspladsen også blevet et hit, efter hun opdagede, at hun kunne finde ting, der var guld værd.

- Det er sjovt at være her, fordi man tit finder gode ting til huset og værelset. Det bedste jeg har fundet er et spejl i træramme og et hvidt marmorbord med sorte streger, fortæller Alberte.

Forsøget med en Her-må-du-ta' container og telt udløber 1. november. Mange har allerede gjort brug af ordningen - nærmere bestemt er der genbrugt 31 tons på fire måneder.

- Det er jo ikke småting. Prøv at tænk hvis alle kommuner lavede det her koncept, hvor meget vi så vil kunne genbruge i hele Danmark, reflekterer Lene Feder og tilføjer.

- Det vil jo ikke give mening at lukke containeren og teltet ned nu, når det er gået så godt, mener den flittige bruger Lene Feder.

Annonce

Måske permanent

Selvom det var af Lene Feders opfattelse, at tiltaget skulle stoppe 1. november, hvor prøveperioden udløber, er det ikke tilfældet. Det forsikrer både Søren Kongegaard og direktør i Vand og Affald Ole Øgelund.

Der skal først udarbejdes en evaluering, som fremlægges for Vand og Affalds bestyrelsesmøde i slutningen af november, hvorefter de skal beslutte om tiltaget skal fortsætte. Og i mellemtiden forbliver både telt og container, hvor det er nu.

- Jeg hører kun positive ting om initiativet, så jeg forestiller mig ikke, at det er noget, der skal lukkes ned, men at det fortsætter permanent. Det afhænger selvfølgelig af resultaterne i evalueringen, men jeg regner med, at det kan blive, siger Søren Kongegaard.

Man skal også snakke om der eventuelt skal laves justeringer i måden, det kører på, eller om det fungerer, som det er i dag, fortæller Ole Øgelund.

Hos Lene Feder er der stor stor glæde over, at hun og datteren Alberte fortsat kan gå og finde genbrugsguld.

- Det er jo over al forventning. Da jeg fik at vide, at forsøgsperioden udløb 1. november, gik jeg straks i tænkeboks. Jeg overvejede, om jeg eventuelt skulle ud og finde frivillige, så det kunne køre videre, men nu er det jo bare at afvente og se, siger Lene Feder.

Lene Feder fra Svendborg vurderer at hun har været på Svendborg Genbrugsstation næsten hver dag siden de 3. juni åbnede for et telt og en container med genbrugsting, man bare kan tage. Hun tager ting med hjem til privaten, men som forælder til børn på en friskole, har hun også taget ting med til skolen. Foto: Linea Andersen
Lene Feder, 45, og datteren Alberte 11, på Svendborg Genbrugsstation. Foto: Linea Andersen
I teltet på Svendborg Genbrugsstation står især mange møbler. Der ligger også en dynge med tøj. Foto: Linea Andersen
Containeren "Her må du ta'" på Svendborg Genbrugsstation. Foto: Linea Andersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg For abonnenter

Under byrådsmødet: Byrådspolitikere i totterne på hinanden på Facebook

Svendborg

Bil brød i brand på motorvejen

Annonce