Annonce
Danmark

25 hundehvalpe aflivet efter forsøg på indsmugling

Fabian Bimmer/Reuters

En 33-årig herboende polsk mand forsøgte ifølge politiet ulovligt at få hvalpe ind i Danmark for at sælge dem.

Annonce

25 hundehvalpe er blevet aflivet, efter at en polsk mand ifølge politiet forsøgte at smugle hvalpene ind i Danmark.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Den 33-årige herboende polak blev stoppet ved grænsen i Frøslev onsdag formiddag i forbindelse med en indrejsekontrol. Han kørte i en varebil sammen med anden polsk mand.

Ifølge politiet forsøgte den 33-årige mand at få de 25 hundehvalpe ind i Danmark for at sælge dem.

Men ifølge Fødevarestyrelsen var manden ikke registreret som hundehandler, og hundene havde heller ikke de lovpligtige dokumenter og sundhedscertifikater.

Desuden var flere af dyrene håndteret i strid med reglerne i dyreværnsloven. Det var dermed ikke lovligt at indføre dyrene i Danmark. Det skriver politiet, der sigter manden for at overtræde dyreværnsloven.

Sønke Iwersen, der er vicepolitiinspektør i politiets Udlændingekontrolafdeling Vest, fortæller, at reglerne blev brudt, fordi nogle af hvalpene tilsyneladende ikke var gamle nok.

- I dyreværnsloven er der regler for, hvor tidligt man må tage dyrene fra deres mødre. De har simpelthen været for unge, siger han til Ritzau.

Den anden polske mand, der sad i bilen med hvalpene, er ikke sigtet.

- Af afhøringen fremgår det, at det er den ene af mændene, som har ejerpapirerne på hundene. Ham den anden er sådan set bare med, siger Sønke Iwersen.

Da hundene ikke kunne komme lovligt ind i Danmark, og manden ikke ønskede at sende dem tilbage til Polen, måtte Fødevarestyrelsen fortælle manden, at hvalpene derfor skulle aflives.

En dyrlæge aflivede herefter hvalpene.

Veterinærchef Signe Hvidt-Nielsen fra Veterinær Syd under Fødevarestyrelsen forklarer, at aflivningen sker for ikke at risikere at få rabies ind i Danmark.

- Vi kunne ikke se, hvor hundehvalpene stammede fra. Det vil sige, at de potentielt kan være smittet med rabies. Den risiko kan vi ikke leve med i Danmark, siger hun.

Er man på udkig efter en hundehvalp, kan man på tjekhvalpen.dk finde råd til at undgå at komme til at købe en, der er ulovligt importeret, fortæller hun.

- Det er altid en god idé at se hvalpen, inden man køber den. Det skal altid være muligt at se hvalpene sammen med moren. Her har man mulighed for at se, hvordan de trives og interagerer.

- Og så skal man gennemgå de papirer, der er med hvalpene. Man skal sørge for at se originalerne, siger veterinærchefen.

Den 33-årige mand risikerer en bøde i sagen. Politiet kan endnu ikke sætte størrelse på det beløb.

/ritzau/

Politiets pressemeddelelse om sagen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce