Annonce
Faaborg-Midtfyn

2,1 millioner kroner på vej: Politisk uenighed om fordeling af ekstra penge til skolerne

Der er flere penge på vej til folkeskolerne i Faaborg-Midtfyn. På Carl Nielsen Skolen i Nr. Lyndelse kan det betyde 200.000 ekstra kroner i år. Arkivfoto: Lasse Hansen
2,1 millioner ekstra kroner er på vej ud til kommunens folkeskoler. Politikere er dog ikke helt enige om, hvordan pengene skal fordeles mellem skolerne.
Annonce

Faaborg-Midtfyn: Det blev mødt med hovedrysten og bange anelser hos forældre og lærere, da kommunalbestyrelsen for knap et år siden vedtog en ny model for, hvordan pengene fremover skal fordeles mellem de forskellige skoler.

For samtidig blev der nemlig skåret fem millioner kroner af det samlede skolebudget, og det var den manøvre, der skabte bekymring hos især forældrene.

Men nu kan de og andre ånde en smule lettet op, for der er penge på vej tilbage til folkeskolerne. Helt præcist 2,1 millioner kroner sendes der ud til kommunens folkeskoler, og det er penge, som er afsat på finansloven og skal bruges til et generelt løft af folkeskolerne.

Annonce

Lidt til alle

Forleden blev måden at fordele pengene på drøftet i Opvækst- og Læringsudvalget, og her var der ikke enighed om, hvordan det skal gøres.


Sidste år lavede vi en generel besparelse på fem millioner kroner på skoleområdet. Det var ikke den sjoveste opgave, og skal vi se lidt positivt på det, så ruller vi på den her måde en del af den besparelse tilbage

Kim Aas Christensen (S), formand for Opvækst- og Læringsudvalget


Et flertal med udvalgsformand Kim Aas Christensen (S) i spidsen peger på, at pengene fordeles efter elevtal.

- Sidste år lavede vi en generel besparelse på fem millioner kroner på skoleområdet. Det var ikke den sjoveste opgave, og skal vi se lidt positivt på det, så ruller vi på den her måde en del af den besparelse tilbage, forklarer Kim Aas Christensen, der godt er klar over, at de tildelte penge på de enkelte skoler ikke rækker langt, hvis man taler ansættelser.

- Skolerne får penge, der kan løfte niveauet lidt, og pengene er ikke som sådan låst fast, så de kan bruges, som skolerne ønsker det, lyder det fra Kim Aas Christensen.

Dermed er holdningen en noget anden i udvalget end for et par måneder siden, hvor der skulle fordeles minimumsnormerings-penge til daginstitutionerne. Her var holdningen, at sårbare børn skulle tilgodeses.

Kim Aas Christensen (S) ser tildelingen af de ekstra penge til folkeskolerne som et lille plaster på såret efter besparelsen på fem millioner sidste år. Arkivfoto: Kim Rune

- Vi er interesseret i, at det er skolerne, der kan bruge pengene, hvor de mener, at de gør bedst gavn. Udgangspunktet er den fordelingsnøgle, vi lavede med tildelingsmodellen sidste år, og ja, det bliver mere en-ti- en denne gang, bemærker Kim Aas Christensen.

Annonce

DF og R står alene

Steffen Jensen (S), Ole Pedersen (V), Søren Clemmensen (K) og Bo Petersen (V) er enige med formanden, mens Jack Odgaard (DF) og Anna Mette Skov Borring (R) har en anden holdning.


Vi vil hellere give pengene til fire skoler, som så hver kan få til en fuldtidsstilling. For at smøre det tyndt ud med 0,25 lærerstilling på hver skole, det vil efter min mening ikke give noget

Jack Odgaard (DF), medlem af Opvækst- og Læringsudvalget


- Vi vil hellere give pengene til fire skoler, som så hver kan få til en fuldtidsstilling. For at smøre det tyndt ud med 0,25 lærerstilling på hver skole, det vil efter min mening ikke give noget, siger Jack Odgaard.

Tanken er, at de fire skoler med de største klasser i indskolingen skal tilgodeses i første omgang, og så er det hensigten, at kommunens andre folkeskoler i de kommende år skal tildeles penge, så de får et tilsvarende løft.

Annonce

Flere penge på vej

I 2020 er der samlet afsat 275 millioner kroner til at løfte landets folkeskoler, og det beløb vokser frem mod 2023 til 807 millioner. Dermed ser det ud til, at der kommer en pæn pose penge til Faaborg-Midtfyn i de kommende år til at løfte folkeskolerne.

Det får skolerne

Hvis kommunalbestyrelsen vedtager at fordele pengene efter elevtal, så får Broskolen flest - nemlig 411.085 kroner.

Brobyskolerne får 226.179 kroner

Brahesminde Skole får 124.371 kroner

Carl Nielsen Skolen får 201.965 kroner

Espe Skole får 88.601 kroner

Nordagerskolen får 296.069 kroner

Øhavsskolen får 329.638 kroner

Tingagerskolen får 211.871 kroner

Tre Ege Skolen får 161.792 kroner

Bøgebjergskolen får 48.428 kroner

- Det skal vi tage stilling til, når vi får pengene. Kommer der en beslutning om, hvordan pengene skal bruges, forholder vi os til den. Men ellers tager vi stilling til det i udvalget og kommunalbestyrelsen til den tid, siger Kim Aas Christensen.

Måden at fordele de 2,1 millioner kroner på skal til endelig godkendelse i kommunalbestyrelsen efter sommerferien.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce