Annonce
Sport

19-årige GOG-Pytlick: Min manddomsprøve

Simon Bogetoft Pytlick før GOG's testkamp mod Skjern Håndbold i Lind ved Herning, torsdag aften. I baggrunden i hvid trøje ses den langtidsskadede Emil Lærke. Foto: Karsten L. Sørensen
19-årige Simon Bogetoft Pytlick får uventet stort ansvar efter Emil Lærkes langtidsskade. Torsdag aften tabte Pytlick & Co. en tæt testmatch til Skjern Håndbold i Lind ved Herning.
Annonce

HÅNDBOLD: GOG's 19-årige bagspiller, Simon Bogetoft Pytlick, var udset til et større ansvar i den nye sæson end i sidste sæson.

Men nu bliver Bogetoft Pytlicks ansvar langt større, end han selv og alle andre havde forestillet sig. Den unge GOG'er er nemlig udset til at være markant brik i lukningen af det hul, som storskytten Emil Lærke har efterladt, efter at Lærke rev akillessenen over i et af GOG's første træningspas efter coronapausen.

- Det bliver en manddomsprøve for mig, konstaterer Simon Bogetoft Pytlick før torsdag aftens testmatch mod de evige grønne rivaler fra Skjern Håndbold i Lind syd for Herning, og han tilføjer:

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at jeg får den chance på baggrund af Emils alvorlige uheld, men der er ikke andet at gøre end at slå til og vise, at jeg vil være med på topplan.

- Er du nervøs?

- Nej, men det er klart, at det er en stor udfordring. Heldigvis er der nogle af de erfarne, jeg kan læne mig op af. I angrebet er det meget Morten (landsholdsprofil Morten Olsen, red.), og forsvarsmæssigt er det rigtig meget Frederik Clausen, Oscar Bergendahl og Anders Zachariassen. Jeg kan ikke skyde bolden i kassen fra 15 meter som Lærke, men jeg kan blandt andet forsøge mig med skud tæt omkring kroppen på modstanderne.

Fakta om kampen mellem Skjern og GOG

  • Skjern Håndbold-GOG: 31-29 (14-14)
  • GOG's målscorere:
  • Kasper Kildelund: 5
  • Simon Bogetoft Pytlick: 5
  • Mathias Gidsel: 4
  • Emil Jakobsen: 4 (1)
  • Stig-Tore Moen Nilsen: 3
  • Anders Zachariassen: 3
  • Morten Olsen: 3
  • Frederik Clausen: 1
  • Oscar Bergendahl 1
  • Onsdag den 12. august, kl. 20.00, spiller GOG en vigtig pokalkamp hos Otterup HK fra 1. division.
  • Dagen efter sætter holdet kurs mod tyske Magdeburg og et tre dage langt træningsophold, som inkluderer to kampe mod den lokale klub.

Efter lidt småsnak med den danske håndboldlegende, Anders Dahl-Nielsen, siger GOG's nye landsholdsprofil, Morten Olsen, følgende om situationen efter Emil Lærkes uheld:

- De unge må løfte sig. Jeg mener fortsat, at vi er et hold til top-fem, og så må vi tage den derfra i slutspillet.

Annonce

Drilsk opgave venter onsdag

GOG-direktør Kasper Jørgensen har tidligere udtalt, at klubben er på udkig efter en erstatning for Emil Lærke. Men det er et skidt tidspunkt på sæsonen at lede efter kvalificerede spillere, og samtidig lurer der (måske) en ny coronakrise.

Det ligger i luften, at GOG må klare sig med den lidt smallere trup end i sidste sæson.

Og så er Emil Lærke måske tilbage til februar.

GOG's ene nye landsholdsprofil, Morten Olsen - den anden er stregspiller Anders Zachariassen - i snak med håndboldlegenden Anders Dahl-Nielsen før træningskampen. - Vi er et top-fem hold, og så må vi tage den derfra i slutspillet, lød det fra Morten Olsen. Foto: Karsten L. Sørensen

Cheftræner Nicolej Krickau kaldte før opgøret i Lind kampen for den første store prøve i opstarten til den nye sæson.

GOG tabte testkampen 29-31 efter 14-14 ved pausen.

Det blev et rimeligt intenst træningsopgør, hvor der blev gået til stålet af begge hold. Det lå med garanti i GOG'ernes baghoveder, at de allerede på onsdag skal ud i et drilsk pokalopgør - og lokalopgør - hos Otterup HK, der var tophold i 1. division i sidste sæson.

Det blev en helt lige første halvleg, hvor man i øvrigt så Simon Bogetoft Pytlick score to mål i åbningsminutterne. Ved hans anden scoring fik han et ordentligt skrub. Men man så Bogetoft Pytlick i aktion både på venstre back og i midten. Han scorede i alt fem mål.

Annonce

Rughave var en drillepind

Nicolej Krickau afprøvede mange forskellige kombinationer i angrebet, hvor også anfører Frederik Clausen blev testet.

Morten Olsen vil tydeligvis få kæmpe-betydning for GOG's angrebsspil, og Kasper Kildelunds tilbagevenden på højre fløj ligner en gevinst for fynboerne.

Svend Rughave - tidligere tredjemålmand i GOG - drillede i Skjern-målet sine gamle holdkammerater med flere store redninger. Blandt andet med en dobbeltredning på et straffekast fra den ellers normalt træfsikre fløj, Emil Jakobsen, der ikke havde en af sine store dage.

Fejlprocenten i både angreb og forsvar steg hos GOG i de sidste 30 minutter, hvor vestjyderne løb noget fra de gule - blandt andet i kontraer efter GOG-scoringer. Og i  fynboernes mål fik Viktor Gisli Halgrimsson og Søren Haagen fat i for lidt. Men det skyldtes også et til tider noget vaklende forsvar.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce