Svendborg: En 26-årig mand fra Langeland og en 35-årig mand fra Svendborg må belave sig på at bidrage til den store fælleskasse, efter at de begge blev standset i bil mandag.
Langelænderen blev snuppet klokken seks på Sundbrovej nær Svendborgsundbroen, og da han har forsømt at møde op til en kontrollerende køreprøve efter en betinget frakendelse af kørekortet, venter der ham en bøde på 7000 kroner.
Også svendborgenserens førerbevis er administrativt inddraget, hvilket ikke forhindrede ham i at føre bil ad Faaborgvej i Vester Skerninge klokken 12.30. Og da det er anden gang, han gør sig skyldig i dén forseelse, kommer regningen til at lyde på 8500 kroner. Det oplyser Rasmus Tyllesen, der er politikommissær ved Fyns Politi. /finn