Annonce
Svendborg

1200 små forfattere udklækkes i Svendborg Kommune

1200 børn i indskolingen i Svendborg Kommune har skrevet deres egne bøger, som udgives på bogmesser på kommunens syv biblioteker i uge 48. Pr-foto
Eleverne i 0.-2. klasse har skrevet deres egne digitale bøger, som præsenteres på række bogmesser på hovedbiblioteket i Svendborg og på lokalbibliotekerne.

Svendborg: Alle elever i 0.-2. klasse i Svendborg Kommune har de seneste uger skrevet deres egne digitale bøger. Projektet afsluttes med en række bogmesser på hovedbiblioteket i Svendborg og på lokalbibliotekerne, hvor elevernes bøger vil blive printet og præsenteret. Efter bogmessen vil alle børnenes bøger kunne lånes på bibliotekerne.

Projektet er bygget op omkring læringsværktøjet "Skriv og læs", som alle lærere og elever i indskolingen har arbejdet med siden efteråret 2018. "Skriv og læs" er et digitalt program, hvor børn kan skrive deres egne bøger, også selvom de endnu ikke kan skrive og stave korrekt.

Annonce

Kort om "Skriv og læs"

"Skriv og læs" er kort fortalt et læringsværktøj og en digital bogskabelon, som med en række pædagogiske funktioner understøtter og motiverer børns tidlige skriftsprogsudvikling.

Værktøjet er blevet til på baggrund af et 2-årigt udviklingsforløb på en skole og i samarbejde med tre forskere fra Danmarks Pædagogiske Universitet med speciale inden for it, læsning og literacy.

Med "Skriv og læs" kan børn allerede fra 5-årsalderen lave deres egne bøger og samtidig lære at skrive og læse. Bøgerne kan omhandle emner, som barnet finder interessant – såsom ferieoplevelser, legetøj, dyr, familie eller opdigtede historier baseret på barnets egne tegninger og billeder.

Ældre børn kan med fordel også bruge værktøjet i forbindelse med indlæring af engelsk eller andre fremmedsprog.

Værktøjet tager afsæt i tankerne om ”at skrive sig til læsning” og ”opdagende skrivning”, hvor barnet med udgangspunkt i sit aktuelle skriftsprogsniveau skaber en tekst til et billede.

Barnet fremstiller sin egen tekst ved hjælp af børnestavning og fortæller, hvad han/hun har skrevet til en voksen, som nedenunder skriver historien med konventionel stavning. Når barnet sammenligner sin egen skrivning med den voksnes skrivning opfanges løbende stavemåder af hyppigt anvendte ord samt væsentlige nuancer og elementer i skriftsproget. Det er erfaringer, som barnet tager med sig og kan bruge fremadrettet.

De bøger barnet fremstiller, kan via voksenskrivningen læses af andre og dermed give børn oplevelsen af og glæden ved at producere tekst og anvende skriftsproget på en autentisk og meningsfuld måde.

Børnenes bøger kan med få klik printes og samles til små hæfter. De forskellige former for bøger, som børnene kan skabe, har en stor motiverende effekt både deres læselyst.

Programmet er udviklet af tidligere folkeskolelærer Janus Madsen og Odense-virksomheden WriteReader.

Lære at læse ved at skrive

Skolechef Nanna Lohman, forklarer i en pressemeddelelse om bevæggrundene for at tilbyde forløbet til skolerne:

- Vi er ambitiøse, når det gælder børnenes lyst til at læse og skrive. Dette projekt skal give dem en oplevelse af at kunne skrive endda før alfabetet og læsningen er på plads. Vi tror på, at det er med til at motivere og gøre børnene endnu mere nysgerrige på læsningen.

- Desuden bidrager vi gennem dette projekt til forskning på området og til at gøre de værktøjer, som vores indskolingslærere bruger, endnu bedre. Og så er vi stolte af samarbejdet med bibliotekerne, som gør børnene til rigtige forfattere, fordi deres bøger formelt kommer til udlån på bibliotekerne. På alle måder er dette projekt en gevinst for vores elever i indskolingen, siger skolechefen.

Bogmesser

I løbet af ugerne 43-46 arbejdede alle 1200 børn i indskolingen i Svendborg Kommune med at skrive deres egne bøger, som har det overordnede tema: Fritidsinteresser. Bøgerne udgives på bogmesser på kommunens syv biblioteker i uge 48 (25.-29. november).

Børne- og Ungeudvalgsformand, Henrik Nielsen byder velkommen til den allerførste bogmesse på Hovedbiblioteket den 25. november kl. 9, hvor flere skoler er repræsenteret. Udvalgsformanden er begejstret for projektet:

- Projektet er et godt eksempel på, hvordan eleverne kan blive vinderne, når skolerne går sammen med både private virksomheder og kulturinstitutioner med det fælles mål at begejstre og øge læring. Indskolingslærerne har taget rigtigt godt imod det nye værktøj og har taget det i brug helt fra starten. Bibliotekerne strækker sig langt ved at lave arrangementer for 1200 elever og registrere næsten lige så mange bøger. Jeg glæder mig meget til at se resultatet af processen og læse nogle af de mange bøger, siger han i pressemeddelelsen.

Når bogmesserne er afviklet og bøgerne formelt er udgivet, så kan børnene tage deres forældre, søskende, bedsteforældre, kammerater eller andre med på biblioteket og låne bøgerne.

Lærerigt, meningsfuldt og digitalt

Janus Madsen, som har udviklet læringsværktøjet "Skriv og læs", er glad for samarbejdet med folkeskolerne og bibliotekerne i Svendborg Kommune:

- Projektet i Svendborg er et godt bud på, hvordan man i en kommune kan gøre en forskel i forhold til at lære børn at læse ved at arbejde funktionelt med skriftsproget og integrere it i undervisningen. Med den afsluttende bogmesse og registreringen af børnenes bøger på kommunens biblioteker, får eleverne et motiverende skulderklap og en vigtig indsigt i, hvad skriftsproget kan bruges til, fortæller Janus Madsen i pressemeddelelsen./mith

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Landsstævnet bliver også for unge klimatosser

For nogen synes Landsstævnet garanteret langt ude i horisonten, men for en række af Svendborgs partnere er landsstævne-arbejdet ikke bare i fuld gang - man er efter sigende foran planerne med at realisere det store projekt. Derudover lader det også til, at landsstævnet 2021 i Svendborg bliver first-mover på indholdsfornyelsen. Det bliver selvfølgelig med et stort fokus på idræt og bevægelse og fællesskab. Helt som det plejer. Men derudover tilføjer Svendborg et helt særligt fokus på bæredygtighed med en række samarbejdspartnere. Helt konkret bliver der under landsstævnet afviklet et stort klimatopmøde for unge, og dermed kan de unge klimatosser altså deltage i landsstævnet uden at deltage så meget som i én sportsgren, men alene med fokus på, hvordan verden bliver mere bæredygtig. Ordet klimatosse skal i den her henseende forstås i den allerbedste betydning - helt som ordet har ændret betydning, siden Pia Kjærsgaard på valgaftenen nærmest udspyede det i sin nederlagstale. Fredag formiddag blevet ordet klimatosse kåret som årets nye danske ord, og præcis samtidig stod en række bæredygtige landsstævnepartnere og underskrev formelt det store samarbejdsdokument, der kickstarter det store bæredygtighedsfokus under Landsstævne 2021. Bag det nye, visionære samarbejde står DGI, energiselskabet SEF, Svendborg Kommune, Efterskoleforeningen - og en række unge mennesker, der også skrev under på dokumentet med projektet "Verden er vores". I det hele taget var sidste uge en markant uge for klimaet med både ny dansk klimalov, ny EU-lovgivning og ikke mindst set med unge briller: Greta Thunberg kåret som årets person af Time Magazine. 2019 blev et skelsættende år - en af den slags år, der skriver politisk historie, og som nogen allerede nu omtaler som et markant vendepunktsår. Netop på grund af klimakampen. Det er stærkt, at Svendborg på mange måder nu forsøger at lægge sig helt i front af klimakampen og især får det gjort til et markant indhold på Landsstævnet 2021. På den måde er selve mega-projektet Landsstævnet 2021 en enorm driver for selve den grønne omstilling i en by, der ellers ikke helt har været med fra start. Man har kunnet holde ferie i fjerne italienske bjergbyer med for eksempel bedre affaldssortering end det, vi har kunne præstere i vores ellers oplyste, bæredygtigheds-bevidste område af verden. Men indtil nu er vi på nogle områder blevet ved den lettere frelste snak, og det er fantastisk godt og nødvendigt, at Landsstævnet nu får en markant bæredygtighedsprofil - og dermed også kan bidrage til også at få flyttet ikke bare vores gæster i 2021, men os alle sammen i hverdagen.

Navne

En funktionel lidelse var ved at få Matilde til at opgive gymnasiet: - Men de sagde, at jeg ikke måtte sigte for lavt

Annonce