Annonce
Erhverv

1000 gæster til robotdag: Fyn udbygger robotposition

Sidste år deltog 800 gæster udover de mange udstillere på eventen i Forskerparken, men i år har over 1000 gæster allerede tilmeldt sig eventen, som åbner for alle fra klokken 14 på dagen. Arkivfoto
Odense kan med rette kalde sig for et europæisk centrum for udvikling af kollaborative robotter - og det er netop Cobots og fremtidens robotteknologi, der er i fokus, når Teknologisk Institut og robotnetværket DIRA får 1000 gæster og 70 udstillere til årets Robotbrag i Forskerparken.

Odense: Sidste år slog de rekord med 800 deltagere, men allerede ugen før, Teknologisk Institut torsdag den 14. november slår dørene op for årets udgave af det årlige Robotbrag, ser den rekord ud til at blive slået.

Der er nemlig allerede tilmeldt 1000 gæster til dagen, hvor robotbranchen mødes i Forskerparken til en dag med fokus på alt fra kunstig intelligens til droneteknologi og fremtidens automation.

Her spiller kollaborative robotter - såkaldt cobots - forventet en stadig større rolle, så derfor er det også meget passende, at Teknologisk Institut i Odense på torsdag indvier sin tredje og nyeste udviklingshal - Hal 3. Den indeholder nemlig det særlige Cobot Lab, hvor virksomheder kan spore sig ind på den robotløsning, som passer til dem.

- Med det nye Cobot Lab kan vi dynamisk demonstrere og fremvise kollaborative robotter og de teknologier, der følger med. Vi tilbyder skræddersyet viden om cobot-teknologier, så virksomheder kan identificere risici og potentialer ved at anvende cobots, og vi vil uvildigt vejlede dem i, hvilken løsning virksomheden har bedst gavn af, siger centerchef hos Teknologisk Institut, Kurt Nielsen.

Annonce
Peter Hartvigsen, fynsk tømrer og robotudvikler bag firmaet Kobots, er indstillet som en af tre til årets teknologipris fra DIRA for sin robotløsning Amigo. Prisen bliver uddelt på årets Robotbrag i Forskerparken. Foto: Kobots

2800 kvadratmeter robotpark

Det 800 kvadratmeter store testcenter står færdigt i Forskerparken, hvor Teknologisk Institut i forvejen råder over to andre haller - den ene af dem indeholder bl.a. Teknologisk Instituts innovationshal, Carelab Innovation med fokus på plejeområdet og Odense Robotics startuphub. I hubben kan nye mindre robotiværksættere få en tryg og rolig start med masser af kyndig vejledning lige ved hånden. Med de 800 nye kvadratmeter råder Teknologisk Institut over 2800 kvadratmeter i Forskerparken.

Dem bliver der brug for på dagen, hvor 1000 gæster altså allerede har tilmeldt sig, og 69 virksomheder, producenter og integratorer udstiller deres nyeste teknologier og robotter. Blandt dem er 12 fynske producenter som Onrobot, Effimat og Kobots.

De mange producenter og virksomheder er en del af Det Danske Robotnetværks event DIRA Business, der igen i år finder sted i forbindelse med robotbraget. Der er bl.a. arrangeret oplæg og debat med den politiske chef for digitalisering fra Dansk Industri, repræsentanter for både metal- og plastindustrien og en bioanalytiker fra Aalborg Universitetshospital, der skal fortælle om robotternes indtog i sundhedssektoren.

Endelig bliver vinderen af årets DIRA Teknologipris fundet på robotbraget. Her er de to fynske robotvirksomheder Kobots og Enabled Robotics i konkurrence med Innospexion fra Sorø.

Robotbraget og DIRA-eventen kræver tilmelding, men fra klokken 14 kan alle interesserede komme ind i de tre haller, når dørene i Forskerparken bliver åbnet for alle, der har lyst til at se nærmere på den nyeste robot- og automationsteknologi. Læs mere på teknologisk.dk.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce